Geriatri og aldring

Lotte Usinger

speciallæge

Fakta

  • Alderen varierer fra menneske til menneske, men alle bliver med tiden mere sårbare for sygdom
  • Rygning, alkohol, kost og motion har også stor betydning for, om man fremskynder eller udskyder aldringsprocessen
  • Aldersforandringer påvirker stort set alle organer og væv i kroppen

Normale aldersforandringer

Alle vil med alderen opleve, at kroppen bliver slidt og fungerer dårligere. Der er altså tale om normale aldersforandringer, og sygdom er ikke nødvendigvis en del af aldringen. Geriatri er læren om ældres sundhed og sygdomme.

Aldring rammer os forskelligt

Hvordan man ældes, afhænger både af arvelige forhold og af livsstil. Rygning, alkohol, kost og fysisk aktivitet har stor betydning for, hvordan aldringen forløber. Man kan derfor selv gøre meget for at bevare helbred og livskvalitet – også op i en høj alder.

Mange mennesker i 70’erne og 80’erne lever et aktivt og selvstændigt liv. Andre oplever tidligere og mere tydelige tegn på aldring, ofte på grund af kronisk sygdom eller mange års belastninger.

Hvor gammel er man – egentlig?

Der findes ikke én definition på, hvornår man er "gammel". Fornemmelsen af alder handler i høj grad om, hvordan man har det fysisk og mentalt. Udtrykket "du er så gammel, som du føler dig", rummer en vis sandhed. Der er stor variation på, hvordan man ældes, og der er i sundhedsvæsnet stigende grad af opmærksomhed på, hvad man kan, i forhold til hvor gammel man er. 

Vi lever længere end tidligere. Antallet af personer over 80 år vokser hurtigt, og mange ældre vil fortsat kunne bidrage aktivt til samfund og familieliv. Det er generelt gode leveår der øges, således at tidspunktet hvor man som ældre mister evnen til at klare sig selv øges parallelt med levetiden.

Kan man gøre noget?

Ja. En sund livsstil med motion, god kost, nok søvn, røgfrihed og mådehold med alkohol er de bedste redskaber til at holde sig frisk længst muligt. Socialt samvær og mental stimulering er også vigtige for livskvalitet og hjernefunktion.

Mange mennesker på 75-80 år eller ældre er i dag lige så friske og aktive, som da de var 60 år. Men aldring og komplicerende sygdom kan også vise sig fra den anden side - og nogle 60-årige kan fremtræde ældet og være præget af fysisk og mental svækkelse.

Hvad sker der med kroppen, når vi bliver ældre?

Aldersforandringer påvirker stort set alle organer og væv i kroppen, men ikke nødvendigvis i samme grad hos alle. Her er nogle af de mest almindelige ændringer:

Hud

Huden bliver tyndere, mere tør og mindre elastisk. Rynker og pigmentforandringer er normale. Huden bliver også mere sårbar over for tryk og skader. Helingen af sår bliver også dårligere med alderen.

Knogler, led og muskler

Knoglerne mister gradvist deres styrke og bliver mere skrøbelige, hvilket øger risikoen for brud. Læs mere om knoglebrud.

Led bliver stivere, og musklerne mister masse og styrke. Dette kan påvirke balancen og evnen til at klare daglige aktiviteter. Fysisk træning bliver derfor endnu mere vigtig end tidligere, for at bevare funktion når man kommer op i alderen.

Syn og hørelse

Synet ændrer sig, fx bliver det sværere at fokusere på ting tæt på. Mange har behov for briller. Hørelsen bliver ofte dårligere – især for lyse toner og tale i støj.

Hjernen

Hjernen mister langsomt volumen, og visse funktioner som evnen til at lære nyt og multitaske kan blive svækket. Til gengæld kan erfaring og overblik øges med alderen. Lettere hukommelsesbesvær er almindeligt, men udtalt glemsomhed bør vurderes af en læge.

Hjerte og blodkar

Hjertet bliver mindre elastisk, og blodkarrene stivere. Det betyder, at hjertet arbejder hårdere ved fysisk anstrengelse. Risikoen for hjerte-kar-sygdom stiger med alderen – især ved livsstilsfaktorer som rygning, overvægt eller højt blodtryk.

Hjerte kar systemet bliver dårligere til at regulere blodtrykket, og mange ældre oplever derfor at blive svimle, i det de rejser sig. Dette kaldes ortostatisme og kan øge risikoen for fald.

Lunger

Lungefunktionen falder gradvist fra 40-årsalderen. Det mærkes sjældent i hvile, men kan påvirke udholdenhed ved anstrengelse. Rygning fremskynder denne proces betydeligt.

Nyrer

Nyrernes evne til at rense blodet og regulere væske- og saltbalancen aftager. De fleste mærker ikke noget til dette i det daglige, men ældre er mere følsomme for væskemangel, fx ved varme eller sygdom.

Immunforsvar

Alderen svækker immunforsvaret. Det betyder, at infektioner – som fx lungebetændelse eller blærebetændelse – lettere opstår og kan få et mere alvorligt forløb. Komplikationerne ved epidemiske virusinfektioner som influenza og Covid er også øget. Derfor er der stor gavn af vacciner for disse sygdomme hos ældre.

Omsætning af medicin og alkohol

Kroppens evne til at nedbryde medicin og alkohol falder med alderen. Derfor tåler ældre ofte lavere doser og er mere udsatte for bivirkninger. Det er vigtigt, at medicin vurderes jævnligt. 

Hvis du vil vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Lotte Usinger

Ph.d., overlæge, Geriatrisk område, Medicinsk afdeling O, Herlev Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen