Hvad er nedsat hukommelse?
Hukommelsen hjælper os med at lære af erfaringer, genkende mennesker og situationer, samt klare dagligdagens opgaver. Nedsat hukommelse betyder, at man har sværere ved at huske, lære nyt eller genkalde sig oplevelser og oplysninger.
Tilstanden kan have mange forskellige årsager, herunder akut sygdom, demens, stress, mangel på søvn og psykiske belastninger.
Hukommelsesproblemer udvikler sig ofte over måneder eller år, men kan også opstå pludseligt. Ved demens sker ændringerne som regel langsomt og tiltager over tid.
Hvor hyppigt er hukommelsesproblemer?
Det er almindeligt at opleve, at hukommelsen ændrer sig med alderen. Det betyder ikke nødvendigvis, at man har demens. Demens skyldes sygdom i hjernen og er ikke en normal del af det at blive ældre. Risikoen for demens stiger dog betydeligt med alderen.
Det afgørende er derfor ikke kun, om man glemmer noget en gang imellem, men om der er sket en forandring i forhold til tidligere, og om problemerne begynder at påvirke hverdagen.
Hvordan kan begyndende demens vise sig?
Demens udvikler sig oftest langsomt over måneder eller år. Hukommelsesproblemer er et hyppigt tidligt symptom, men demens kan begynde på andre måder.
Tegn på begyndende demens kan være, at man:
glemmer aftaler eller nylige samtaler og spørger om det samme flere gange
får sværere ved at lære nye ting eller huske nye oplysninger
mister overblikket over økonomi, medicin, indkøb eller andre daglige opgaver
får problemer med opgaver, som man tidligere har kunnet klare
får sværere ved at finde ord eller følge en samtale
har svært ved at finde vej eller bliver usikker i uvante omgivelser
mister initiativ eller interesse for aktiviteter og samvær
ændrer humør, adfærd eller personlighed.
Det er ofte de pårørende, der først bemærker forandringerne. Personen selv er ikke altid opmærksom på, hvor meget funktionerne har ændret sig.
Ved nogle demenssygdomme er hukommelsesproblemer ikke det første eller mest fremtrædende symptom. Problemer med sprog, orientering, overblik, adfærd eller evnen til at klare daglige gøremål kan komme først.
Andre årsager til hukommelsesproblemer
Hukommelsesproblemer kan have mange andre årsager end demens. Depression, angst, søvnmangel, stress, alkohol, sygdom og visse typer medicin kan påvirke hukommelse og koncentration.
Ved stress og søvnmangel skyldes oplevelsen af dårlig hukommelse ofte, at det er sværere at koncentrere sig og fastholde nye oplysninger. Når informationen ikke bliver registreret ordentligt, er den også vanskeligere at huske senere. Problemerne bedres ofte, når årsagen forsvinder eller behandles.
Udredning
Hvis hukommelsen eller andre mentale funktioner har ændret sig, og det påvirker hverdagen, bør årsagen undersøges. Hos ældre er demens en hyppig årsag, men det er vigtigt af udelukke andre tilstande, som kan give lignende symptomer.
Lægen vil spørge til, hvordan problemerne er begyndt og har udviklet sig, og hvordan man klarer sig i hverdagen. Det kan være en god idé at have en pårørende med til en samtale med lægen. Dette fordi pårørende ofte kan fortælle om ændringer, som er kommet gradvist.
Udredningen omfatter også en lægeundersøgelse, test af hukommelse, samt blodprøver. Lægen gennemgår også medicinen.
Hvis der fortsat er mistanke om demens, skal der måske foretages videre udredning. Her kan der blandt andet være behov for skanning af hjernen og i nogle tilfælde andre undersøgelser.
Hvornår skal man søge læge?
Hvis du selv eller dine pårørende har mistanke om demens-sygdom, kan det være en god ide at tale med egen læge om det
Det er vigtigt at blive undersøgt for demens, hvis man har problemer med hukommelsen. Der er tre årsager til dette:
Der findes andre sygdomme, der giver hukommelsesproblemer, disse skal i så fald behandles
Udviklingen af visse demenssygdomme kan forsinkes med medicin
Hvis man er dement, kan der være brug for hjælp fra kommunen og støtte til pårørende
Hyppige årsager til nedsat hukommelse
Demens
Depression
Angst
Stress, søvnmangel
Hovedskader
Alkoholskader
Medicinudløst, især medicin som virker sløvende som fx sovemedicin
Svækket almentilstand på grund af kronisk sygdom, for eksempel kronisk hjerte- eller lungesygdom
Sjældnere årsager