Livets afslutning - livsforlængende behandling

Tal med dine pårørende

Man bør overveje at tale med sine pårørende, om de ønsker og tanker man har gjort sig i forbindelse med livets afslutning. Det gælder også, hvis man ønsker, at andre skal tages med på råd omkring valg, og eventuelle fravalg, af behandling ved svær og alvorlig sygdom.

På trods af de store forskelle, man hver især kan have i tanker om, og holdning til døden og det at skulle dø, vil dét at kunne tale om døden for mange gøre det lettere at forholde sig til den.

Livstestamente

En del ældre vil i slutningen af livet få svigtende hukommelse og problemer med at udtrykke egne ønsker og behov. Det kan derfor være en god ide, mens tid er, at udfærdige et livstestamente. I livstestamentet vil det fremgå, hvordan en situation med svær og uhelbredelig sygdom ønskes håndteret.

Livstestamentet besvarer dog ikke alle spørgsmål. Man bør derfor også tale med den ældre om deres holdning til døden og uhelbredelig akut eller kronisk sygdom. 

Den sidste tid

Mange ældre vil være friske helt til det sidste og dø fredeligt uden store gener eller smerter. Andre bliver gradvis dårligere og kan i den sidste del af livet være præget af svigtende helbred, tab af funktioner og smerter.

Med de medicinske muligheder man har i dag, vil det ofte være muligt at forlænge livet ganske længe hos selv meget svært syge mennesker. Om dette skal ske, må bero på et skøn i hvert enkelt tilfælde ud fra den enkeltes samlede livskvalitet og ønsker.

For uhelbredeligt syge, som føler, at livet går mod en naturlig afslutning, eller hvor gener og smerter dominerer hverdagen, kan det at undlade at give livsforlængende behandling godt være det korrekte valg. Man skal vurdere, om indlæggelse på sygehus er en god løsning, eller om det tjener den syge bedre at blive hjemme med hjælp af hjemmepleje og egen læge.

Hvad er livsforlængende behandling?

Livsforlængende behandling kan i princippet være alle former for behandling, som bliver tilbudt en uhelbredeligt syg person. Typiske eksempler er:

• Antibiotika ved lungebetændelse
• Insulin ved sukkersyge
• Blodtrykssænkende midler ved højt blodtryk

Hvad der skal betragtes som livsforlængende behandling afhænger naturligvis af, hvor nært forestående man mener, at døden er.

De fleste medikamenter har bivirkninger, og på et tidspunkt vil det være rigtigt at stoppe med forebyggende medicin for at undgå disse. Det gælder f.eks. medicin, der sænker kolesteroltallet og blodtrykket.

Når døden er nært forestående, vil det også være et spørgsmål, hvor meget medicin mod smerter eller angst, der skal gives. Som udgangspunkt forsøger man at holde uhelbredeligt syge mennesker fri for smerte - også selvom en del medicin mod smerter kan forkorte livet, når det bliver givet i høje doser.

Retningslinjer for sundhedspersonale

1. Beslutning om livsforlængende behandling skal træffes ud fra en medicinsk og sundhedsfaglig vurdering i forhold til, hvad man skønner er til patientens bedste, og hvad patienten selv ønsker. Er grundlaget for beslutningen usikkert, skal behandling startes og fortsætte, indtil alle forhold er afklaret. Tærsklen for at indhente råd fra andet kompetent sundhedspersonale skal være lav
2. Den læge som er ansvarlig for behandlingen, har pligt til at sikre sig, at livsforlængende behandling er til gavn for patienten, og at bivirkninger står i forhold til den nytte, som patienten har af behandlingen. Det er lægen, der beslutter at give livsforlængende behandling. Ingen kan pålægges at give en behandling, der er udsigtsløs eller fagligt uforsvarlig
3. Patientens ønsker skal i videst muligt omfang følges, og hvis der er et livstestamente, skal dette respekteres

Personer som ikke kan udtrykke sine egne ønsker

I tilfælde, hvor den syge person er ude af stand til at give udtryk for ønske om til- og fravalg af behandling, skal beslutningen bygge på, hvad der lægefagligt anses for bedst for patienten, og hvad man antager, patienten selv ville have ønsket.

Der findes forskellige muligheder for at komme patientens egne ønsker nærmere:

• Oplysninger fra nærmeste pårørende og sundhedspersonale, f.eks. egen læge, som kender den syge godt. Pårørende skal ikke have det endelige ansvar for den vanskelige beslutning om til- eller fravalg af behandling. Det er dog vigtigt at inddrage såvel pårørende som det personale, der kender patienten godt
• Med et livstestamente kan patienten skriftligt tage stilling til livsforlængende behandling i tilfælde af alvorlig kritisk sygdom. Hvis der er et gyldigt livstestamente, skal dette respekteres, hvis det klart relaterer sig til en given kritisk tilstand. Den læge, der har ansvar for behandlingen, har i sådanne tilfælde pligt til at vurdere, hvorvidt livstestamentet gælder i den aktuelle situation
• Stedfortræder. Patienten kan udpege en stedfortræder, som skal optræde på vegne af patienten i situationer, hvor patienten selv ikke er i stand til at tage en beslutning om valg af behandling. En stedfortræder vil typisk være et medlem af familien eller god ven, der kender patienten godt, og som denne har tillid til

Vil du vide mere?

• Livets sidste timer  
• Vanskelige valg ved livets afslutning