Insektstik

Anja Julie Huusom

speciallæge

Fakta

  • Langt de fleste insektstik er harmløse
  • Du kan få smerter og kløe på stikstedet
  • Hvis du har gener i mere end et par dage, eller der opstår voldsom reaktion ved stikstedet, skal du overveje, om der er kommet betændelse og bør kontakte din egen læge
  • I sjældne tilfælde kan en allergisk reaktion være livstruende med behov for førstehjælp og livreddende medicin, og der skal da der ringes 1-1-2

Baggrund

  • Insektstik er meget sjældent alvorlige, men enkelte mennesker kan få stærke allergiske reaktioner
  • Stik i mund eller svælg kan give symptomer på kvælning, hvis slimhinden hæver op

Plakat produceret af Region Midtjylland med gode råd, når dit barn er blevet stukket af et insekt
 

Insektstik på ben.

Insektstik giver smerter, rødme og hævelse i huden. Hævelsen forsvinder efter få dage. Nogle mennesker får store hævelser efter insektstik, som kan vare længere. Reaktionen kan både skyldes giftstof (toksiner) og allergi. 

Foto af hævelse efter hvepsestik ved øjet.

Et hvepsestik i nærheden af øjet kan gøre særligt ondt, men er meget sjældent farligt. Huden i ansigtet er tynd og løst bundet, og derfor hæver det mere og gør mere ondt, hvis man bliver stukket af en bi eller hveps i ansigtet. Det varer nogle dage, inden hævelse, rødme og smerter omkring øjet forsvinder.

Diagnose

  • De fleste reaktioner er milde og giver kun generende kløe og stikubehag
  • Der kommer en beskeden hævelse, som forsvinder i løbet af en dag eller to
  • En forsinket reaktion - dvs. efter at den første kløe og ubehag er forsvundet - kan give feber, smertefulde led, vabler og hævede kirtler
  • Du kan både opleve den umiddelbare og den forsinkede reaktion fra det samme stik
  • Insektstik kan også føre til betændelse i huden - oftest efter et par dage

Ved alvorlig allergisk reaktion

  • Alvorlig allergisk reaktion kan udvikle sig hurtigt - fra sekunder til minutter
  • Ring 112, hvis nogle af følgende symptomer indtræder:
    • Åndedrætsbesvær
    • Hævelse på læberne og i halsen
    • Tendens til besvimelse
    • Forvirring
    • Hurtig puls
    • Vabler og hævelser på andre steder af kroppen end selve stikket 
    • Opkastninger, kramper

Førstehjælp

Generel behandling

  1. Fjern brodden, hvis det er muligt. Skrab, men klem ikke, fordi brodden kan indeholde en giftsæk, og du kan risikere at klemme mere gift ud
  2. Afkøl stikstedet med koldt vand, en våd klud eller is
  3. Ved stik i munden kan nogle isklumper at sutte på dæmpe hævelsen
  4. Tag antihistamin (allergimedicin), hvis det er tilgængeligt
  5. "Hvil" stikstedet. Om muligt - hold det højt, indtil smerten og hævelsen aftager
  6. Kløestillende creme eller stift kan anvendes ved insektstik

Ved nedsat bevidsthed eller åndedrætsbesvær

  1. Kald efter hjælp og ring 1-1-2
  2. Mens du venter sørger du for, at den stukkede person kan trække vejret frit 
  3. Hvis personen ikke kan klare at sidde oprejst: Læg personen på siden, helst i sideleje. Hold øje med at personen fortsat trækker vejret
  4. Hvis personen holder op med at trække vejret, udføres livreddende førstehjælp

Ved allergisk reaktion 

  1. Hvis personen har egen allergimedicin tilgængelig, bør du hjælpe personen med at tage det. Følg doseringsanvisningen på æsken. Flere allergikere har også en EpiPen i beredskab 
  2. Hvis der er utilpashed, svimmelhed eller kvalme: Læg personen ned, og hold benene højt

Ved stik i mund og hals

  • Et stik inde i munden eller halsen kan være farligt. Det kan give hævelse, som kan blokere luftvejene
  • Hvis du har mistanke om et stik i mund eller hals, bør du ringe 112 ved mindste symptom på hævelse 
  • En isklump at sutte på eller små slurke koldt vand kan dæmpe hævelsen i luftvejene, mens du afventer hjælp

Illustrationer

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Anja Julie Huusom

Overlæge, MSc (klinisk toksikologi), ansvarlig for kemiske og naturforgiftninger på Giftlinjen, speciallæge i arbejdsmedicin, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Giftlinjen, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling og Klinisk Farmakologisk Afdeling

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen