De fleste planter, buske og træer er ikke farlige at spise
Nogle få kan dog medføre ubehag, hvis du rører ved, spiser eller drikker dem
Planten kan måske give ondt i maven, opkastning eller irritere hud eller øjne ved kontakt eller indtagelse
Hvis dit barn har spist af en plante, er det vigtigt at vide hvor meget der ca. er indtaget, og hvor lang tid siden det er
Hvad gør du?
Skyl rester væk fra hud eller evt. øjne, hvis barnet har været i berøring med planten
Giv barnet noget at drikke (hvis det har spist eller drukket planten), det fortynder giften
Sæt dig ind i hvilke planter der vokser i dit nære miljø (haven)
Kontakt Giftlinjen, hvis du finder behov for det eller du er i tvivl på tlf. 8212 1212
Giftige planter
De fleste planter, buske og træer vi omgiver os med både ude og inde er heldigvis ikke farlige, men det gælder desværre ikke alle. Det er dog sjældent noget problem for voksne mennesker.
Men hvis du har små børn, er det vigtigt, at du ved hvilke planter, som er giftige, og hvad du skal gøre, hvis dit barn spiser af disse planter.
Lette forgiftninger
Selv om de giftige planter ikke nødvendigvis er farlige, kan de føre til en del ubehag. Enten ved at de bliver spist, eller ved at barnet får plantesaft på hud eller øjne.
Hvis et barn har indtaget giftige mængder af en giftig plante, busk eller træ, er de typiske reaktioner kvalme, opkastninger og andre problemer med maven. Det er ofte kombineret med smerter på læber, i munden og i halsen.
Mængden er afgørende
Hvis dit barn har spist en giftig plante, er det første du bør gøre at fjerne planterester og give barnet noget at drikke. Hvad slags drikke du giver, spiller mindre rolle. Man giver drikken for at fjerne og fortynde eventuelle planterester eller plantesafter fra slimhinderne.
Nogle gange kan du også blive anbefalet at give barnet medicinsk kul, men hør først Giftlinjen om dette er nødvendigt.
Opkastninger skal sjældent fremkaldes hjemme. Det kan være skræmmende for barnet og er næsten aldrig nødvendigt.
Hvis barnet har svære symptomer, skal du ringe 112 øjeblikkeligt. Dette gælder også, hvis barnet har spist af nogle af de giftigste planter, vi har.
De fleste henvendelser ender sjældent med forgiftning.
Når børn indtager giftige planter, hænder det ofte, at de kun smager lidt på et blad. Det er således mængden, som gør, at de ikke plejer at blive forgiftet.
Fjern giftige planter
De fleste henvendelser til Giftlinjen gælder børn i alderen 1 til 4 år, som har smagt på giftige planter.
Giftlinjen får dog også en del henvendelser om babyer i alderen 7 til 11 måneder, og nogle få henvendelser om voksne.
For at hindre at dit barn skal blive forgiftet, bør du følge disse råd:
Du skal vide, hvilke planter der er i dit nærmiljø - typisk haven
Du kan selvfølge undgå, at barnet får fat i giftige planter ved enten at fjerne planterne, eller ved at sætte dem således, at barnet ikke får fat i dem
Hvis du er usikker på, om den plante du har købt er giftig, kan du ringe til Giftlinjen
Det er ikke nødvendigt at have et akut tilfælde for at ringe til Giftlinjen og spørge om råd.
Er du usikker, så ring. Giftlinjen har telefonnummer 8212 1212.
Overlæge, MSc (klinisk toksikologi), ansvarlig for kemiske og naturforgiftninger på Giftlinjen, speciallæge i arbejdsmedicin, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Giftlinjen, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling og Klinisk Farmakologisk Afdeling
Bo Christensen
professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet