Brandskade, vurdering

Martin Heje

speciallæge

Fakta

  • Omfanget og alvorligheden af brandskaden vurderes ud fra udbredelse og dybde. Disse faktorer bestemmes igen ud fra
    • Årsagen til brandskaden
    • Temperaturen den forbrændte har været udsat for
    • Hvor lang tid udsættelsen har varet
    • Hvilke områder af kroppen der er forbrændte
  • Vævsskader opstår, når kroppen udsættes for temperaturer over 45°C

Børn skoldes ofte 

En brandskade opstår, efter man har været udsat for varme, kemiske stoffer og elektriske eller radioaktive kilder.

Hos børn udgør skoldning, med f.eks. varmt vand, ca. 70 % af alle forbrændinger. Hos voksne udgør flammeforbrændinger omtrent 50 % af alle brandskader.

Se animation om brandsår

Forbrændings grad (dybde)

Førstegrads forbrænding

  • Omfatter kun overfladen af huden
  • Den forbrændte hud er rød og gør ondt, men er uden blærer
  • Forsyningen af blod til huden er normal, eventuelt øget
  • Er ganske smertefuld, men heler altid uden yderligere behandling 
  • Læge bør kontaktes ved svær smerte eller i tvivlstilfælde

 Andengrads forbrænding

  • Omfatter nogle dybere lag af huden
  • Der ses væskefyldte blærer, huden er rød, fugtig og gør ondt 
  • Forsyningen af blod til huden er normal, eventuelt lidt nedsat
  • En overfladisk andengrads forbrænding kan hele af sig selv på 10-14 dage. En dybere andengrads forbrænding skal derimod hyppigt opereres med hudtransplantation
  • Små og ukomplicerede brandsår kan behandles lokalt, mens større eller komplicerede brandsår eventuelt skal behandles på specialafdeling 

   

Overfladisk andengrads forbrænding

Dyb andengrads forbrænding

Tredjegrads forbrænding

  • Omfatter alle hudens lag
  • Huden er sveden og tør, læderagtig og oftest sort, grå, brun eller hvid. Den kan være rød, men lader sig da ikke afblege ved tryk. Der kan ses tyndvæggede og blodfyldte blærer
  • Området er smerte- og følelsesløst
  • Forsyningen af blod er ophævet
  • Almindeligste årsager er flammer, varm olie eller damp
  • Kan ikke hele selv, og der er derfor altid behov for hudtransplantationer af de forbrændte områder
  • Kræver at man bliver indlagt på specialafdeling

Fjerdegrads forbrænding

  • Som tredjegrads, men omfatter også muskler, sener og knogle
  • Der er voldsomme, livstruende skader

 

Fjerdegrads forbrændt hånd.

 Forbrændingens udbredelse

Beregning af brandskadens udbredelse - 9 % reglen - (gælder kun for voksne). Kun anden og tredje grads forbrænding medregnes i det samlede brandsårsareal:

  • Hele hovedet 9 %
  • Hele armen 9 % (x 2)
  • Hele benet 18 % (x 2)
  • Hele brystkassen og maven 18 %
  • Hele ryggen 18 %
  • Kønsorganerne 1 %
  • Den forbrændte persons hånd med fingre er 1 % af overfladearealet, hvilket gælder for både børn og voksne

Alvorlighed

  • Børn
    • Mindre alvorlig: Under 10 % af huden er skadet
    • Moderat: 10-15 % af huden er skadet
    • Alvorlig: Mere end 15 % af huden er skadet
  • Voksne
    • Mindre alvorlig: Under 15 % af huden er skadet
    • Moderat: 15-30 % af huden er skadet
    • Alvorlig: Mere end 30 % af huden er skadet

Følgende brandskader opfattes altid som moderate eller alvorlige:

  • I ansigt, på hænder, fødder eller i skridtet
  • Skader, der strækker sig over et større led
  • Forbrændinger som omslutter en arm eller et ben

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Heje

overlæge, Plastikkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen