I sjældne tilfælde er der giftstoffer fra plankton i blåmuslinger
Særlig nervegiften PSP (Paralytic Shellfish Poisoning toxin) er farlig og kan i første omgang give opkastning og diarré, senere føle- og balanceforstyrrelser
Giften kan ikke smages eller lugtes
Symptomerne kan komme inden for få minutter til timer efter, at du har spist en inficeret blåmusling
Der er ingen modgift til mennesker
Generelt om blåmuslinger
Blåmuslinger, Mytilus edulis, er en muslingeart i blåmuslingefamilien.
Blåmuslinger er en delikatesse, og mange synes, at de muslinger de selv finder, er de bedste. Skallerne er blå til brunsorte på ydersiden, og lyseblå og hvide på indersiden.
I perioder bliver der imidlertid advaret mod at samle og spise blåmuslinger, fordi de kan indeholde gifte (toksiner).
De blåmuslinger, man kan købe, kontrolleres for indholdet af toksiner og er sikre at spise.
Vær omhyggelig med tilberedning af blåmuslinger
Hvad er blåmuslingeforgiftning?
Blåmuslingen spiser planktonalger, og nogle algetyper kan indeholde algegift, som da bliver optaget og ophobet i planktonalgerne. Muslingerne tager ikke selv skade giften, men ophober den, så de mennesker, der spiser blåsmuslingerne kan blive udsat for giften. Det kan være svært at skelne forgiftningen fra madforgiftning, der kan skyldes bakterier eller virus i skaldyr.
Du kan ikke selv mærke giften ved smag eller lugt, og det hjælper ikke at koge eller fryse muslingerne
Hos mennesker kan algegiftene, forårsage primært fire forskellige giftsyndromer:
Paralytic Shellfish Poisoning toxin" (PSP), som er den mest alvorlige, der kan føre til lammelse af åndedrættet og død inden for 12 timer.
Diarrhetic Shellfish Poisoning toxin" (DSP), som primært giver diarré
Amnesic Shellfish Poisoning toxin" (ASP), som kan skade hjernecellerne og give varigt hukommelsestab
Neurological shellfish Poisoning (NSP), som kan give forskellige nervesymptomer
Hvilken behandling er der?
Symptomatisk behandling. Der er ingen modgifte til mennesker.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du får svær diarré og/eller opkastning, føleforstyrrelser eller lammelser i forbindelse med indtagelse af blåmuslinger bør du kontakte din læge eller lægevagten straks.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Vurdere din sygdoms sværhedsgrad og bestemme, om indlæggelse er nødvendig.
Hvornår behandles blåmuslingeforgiftning?
Der kan kun behandles symptomatisk.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
I de fleste tilfælde går sygdommen over af sig selv.
Kilder
Fagmedarbejdere
Anja Julie Huusom
Overlæge, MSc (klinisk toksikologi), ansvarlig for kemiske og naturforgiftninger på Giftlinjen, speciallæge i arbejdsmedicin, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Giftlinjen, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling og Klinisk Farmakologisk Afdeling
Bo Christensen
professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet