Miljøgifte er en fælles betegnelse for miljøfremmede stoffer, som kan udgøre en risiko for miljøet (dyr, mikroorganismer og planter) og for mennesker. De kan være fx tungmetaller, klorerede opløsningsmidler, pesticider, plaststoffer med mere.
Mennesker kan være udsat for miljøgifte via luft-, jord- og vandforurening. Der forekommer dog mange typer af miljøforureninger, som ikke udgør en risiko for mennesker, så længe der ikke sker en indånding, hudkontakt med eller indtagelse af de pågældende stoffer.
Miljøgifte kan spredes i miljøet fra diverse industrielle aktiviteter, som fx afbrænding af fossile brændsler, fremstilling og anvendelse af kemiske stoffer og lægemidler, landbrug og affaldshåndtering. Både ulykker med udslip af kemikalier samt udledning af stoffer, som ikke er reguleret, kan medføre miljøforurening.
Miljømyndighederne fastlægger grænseværdier for diverse miljøgifte i luft, jord og vand. Det gør man for at mindske og forebygge menneskers udsættelse for forurening via luftemissioner, fødevarer og drikkevand.
Miljøgiftes farlighed afhænger af deres effekter på miljøet og mennesker, hvor hurtigt de nedbrydes, og hvor meget spreder sig i miljøet. For eksempel har man internationalt strengere regler for det, der kaldes persistente organiske miljøgifte (Persistent Organic Pollutants), også kaldet POP-stoffer, på grund af deres giftige egenskaber og deres langsomme nedbrydning i naturen. POP-stoffer ophobes desuden i levende organismer og kan transporteres over lange afstande via luft- og vandstrømme, så de kan findes i miljøet langt væk fra de oprindelige kilder til forurening.
Det kan ofte være vanskeligt at fastslå en direkte sammenhæng mellem udsættelse for miljøgift og sundhedsskader. Det skyldes dels, fordi der kan gå lang tid mellem udsættelsen og forekomsten af helbredsproblemer, og dels fordi mennesker kan være udsat for flere forskellige miljøgifte samtidigt.
Nogle af hyppigste undersøgte helbredseffekter fra miljøgifte er fosterskader, hormonforstyrrelser og kræft.
Nedenfor angives nogle eksempler på POP-stoffer.
Omfatter en række stoffer der indeholder klor og anvendes som opløsningsmiddel som fx chlormethan, chlorethan, trichlorethylen (TCE) og tetrachlorethylen (PCE). Stofferne bruges primært til kemisk tøjrensning og som affedtningsmiddel i mange industrielle processer.
Udsættelsen kan ske via hudkontakt med flydende stoffer eller ved at indånde dampe. Stofferne nedbryder ozonlaget og kan påvirke nervesystemet og medføre kræft hos mennesker.
DDT blev tidligere anvendt som sprøjtemiddel, men er nu forbudt i Danmark, hvor det sælges udelukkende til laboratorieformål. DDT bruges dog fortsat i flere lande som insektdræbende spray.
DDT indtages som regel via mad, mens dem som arbejder med DDT kan optage stoffet via huden eller lungerne. DDT kan påvirke nervesystemet og leveren hos mennesker. I dyrestudier er disse effekter også set hos fostre. DDT er muligvis kræftfremkaldende.
Dioxin er en fælles betegnelse for klorholdige stoffer. Disse stoffer dannes hovedsageligt ved fremstilling af klorerede forbindelser, fx klorbleget papir, og ved forbrænding af klorholdige produkter herunder affaldsforbrænding.
Dioxin er fedtopløseligt og opkoncentreres i fødekæden. Den største eksponering for mennesker sker via mad, hovedsageligt kød-, fisk-, og mælkeprodukter. Dioxin forekommer ofte sammen med PCB, og stofferne er kemisk beslægtet.
Dioxin er hormonforstyrrende og kan give et påfaldende bumselignende udslæt, særlig omkring øjne og bag ørene. Dioxin kan medføre påvirkning af leveren samt nerve- og hjerte-kar-systemet udover forskellige typer kræft og fosterskader.
PFAS er en gruppe af over 10.000 kemiske stoffer, som bruges i mange forskellige industrielle og dagligdagsprodukter på grund af deres egenskaber som vand- og fedtafvisende, samt deres modstand mod kemikalier og varme.
PFAS er meget svært nedbrydelige, de ophober sig derfor i miljøet og i mennesker. Mennesker udsættes primært via forurenede fødevarer og drikkevand. PFAS kan medføre påvirkning af lever, nyrer samt nerve- og immunsystemet, og nogle af stofferne er vist at være kræftfremkaldende.
I takt med, at flere PFAS-stoffer opdages, vokser vores viden om deres effekt på mennesker og miljøet også.
PAH er en gruppe kemiske stoffer, der består af kulstof og brint. PAH er naturligt forekommende komponenter i kul og råolie, men kan også dannes ved afbrænding af organisk materiale, fx når vi steger vores mad.
PAH udledes til miljøet fra blandt andet brændeovne, trafik, affaldsforbrænding samt tobaksrygning og madlavning. I luften er PAH overvejende bundet til sodpartikler.
Den generelle befolkning (ikke-rygere) udsættes primært for PAH via levnedsmidler samt ved at indånde forurenet luft. PAH er kræftfremkaldende og påvirker blodceller, lever, nyrer, immunsystemet samt fosterudviklingen.
PCB er en gruppe af såkaldte klororganiske forbindelser. Stofferne er varmestabile og stabile overfor syrer og basiske væsker. PCB-holdige produkter har indtil midt i 1980'erne været anvendt i fx transformere, varmevekslere, blødgørere, lim, brandhæmmere, maling, skære- og smøreolier.
Nye PCB-holdige produkter har ikke været tilladt i Danmark siden 1986. Fortsat brug af gamle produkter er kun tilladt i lukkede systemer. Udsættelse for PCB i dag kan forekomme fx fra afdampning af gamle byggematerialer og hudkontakt med flydende PCB anvendt omkring gamle elektriske installationer.
Der findes flere dioxin-lignende PCB, og stofferne er kemisk beslægtet. PCB er hormonforstyrrende og kræftfremkaldende, og kan desuden påvirke nerve- og immunsystemet hos fostre.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
