Råd efter hjernerystelse

Morten Blaabjerg

Klinisk professor, overlæge

Fakta

  • En hjernerystelse optræder typisk efter direkte slag mod hovedet, hvor hjernen bliver "rystet"
  • Mange får akutte smerter, og hos enkelte bliver det siden til kroniske smerter
  • For patienter med hjernerystelse anbefales ofte en periode med hvile i mindst 24 timer, og hvis symptomerne aftager, vender man gradvist tilbagevenden til vanlige aktiviteter
  • Effekt af anbefalinger er ikke blevet systematisk vurderet
 

Kan der opstå alvorlige komplikationer efter en hjernerystelse?

Akutte komplikationer efter hjernerystelse forekommer sjældent, hvis man ikke har fundet tegn på alvorlig skade i forbindelse med undersøgelsen ved lægen. Følgende symptomer bør føre til, at man kontakter læge/vagtlæge:

  • Forværring med kraftig hovedpine
  • Gentagne episoder med kvalme/opkastninger
  • Nedsat bevidsthed (vanskelig at vække)
  • Forvirring

Hvilke gener og symptomer er normale?

En let hovedskade kan give lette og forbigående gener i form af:

  • Let/moderat hovedpine
  • Kvalme
  • Svimmelhed
  • Nedsat hukommelse
  • Nedsat koncentrationsevne
  • Træthed

Ovennævnte symptomer er almindelige de første dage efter skaden, hvorefter de forsvinder af sig selv. Men nogle personer kan have generne i uger/måneder eller endnu længere.

Hvad skal du/I gøre nu?

Du skal ikke være alene det første døgn efter en hjernerystelse.

Der skal holdes øje med, om personen med hjernerystelse ikke kan vækkes, har svær eller forværret hovedpine, har tendens til at falde i søvn eller virker forvirret, får epileptiske anfald, synsproblemer, opkastning eller nakkestivhed, inkontinens eller kraftnedsættelse.

Det anbefales ofte at begrænse følgende aktiviteter de første dage, indtil du føler dig frisk igen:

  • Langvarig TV-kigning og læsning
  • Computerspil/mobilbrug
  • Alkohol
  • Sportsaktiviteter som indebærer risiko for nye hovedskader. Det kan f.eks. være kontaktsport, fodbold, håndbold

Hovedpine kan behandles med håndkøbsmedicin som eksempelvis paracetamol. Hvis du har behov for at blive sygemeldt, bør du tale med din læge om dette.

Hvad med idræt og hjernerystelse?

Der anbefales følgende:

  • En idrætsudøver, som har fået en hjernerystelse, må ikke umiddelbart fortsætte med aktiviteten
  • Idrætsudøveren må ikke genoptage sin idræt, før symptomerne på hjernerystelse er væk - både i hvile og ved anstrengelse
  • Ved hjernerystelse i forbindelse med sport anbefales ofte en langsom tilbagevenden til sport over ca. 1 uge med gradvis øgning af fysisk aktivitet hvis uden symptomer
  • Hvis man får tiltagende symptomer, skal man på sygehus og vurderes

Hvornår er det nødvendigt med ny kontakt til læge?

Hvis du har fulgt disse råd og alligevel har vedvarende symptomer, bør du kontakte din egen læge for yderligere råd

Vil du vide mere?

 

Kilder

Fagmedarbejdere

Morten Blaabjerg

klinisk professor, overlæge, Odense Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, Forskningsenheden

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen