Håndbold, skader

Martin Lind

speciallæge

Fakta

  • Håndbold er den hyppigste årsag til idrætsskader hos kvinder
  • For mænd er håndbold den anden hyppigste årsag til skader forbundet med idræt
  • Årsagen til skaderne er sammenstød og kropstacklinger
  • Kvinder har større risiko for at overrive korsbånd i knæleddene ved håndbold end mænd. Og håndbold er den største årsag til korsbåndsskade hos kvinder
  • Det er vigtigt at forebygge skader

Hvem er mest udsat for håndboldskader?

Ca. 11.000 håndboldskader behandles på skadestue hvert år. Heraf er lidt flere skader på arme end på ben. Flere kvinder end mænd beskadiges, og kvinder har større risiko for overrivning af forreste korsbånd i knæleddet.

Den hyppigste årsag til skader er sammenstød og kropstacklinger. Men skader uden spillerkontakt er også almindelige.

Hvilke skader er de hyppigste?

Ledskader er den klart dominerende gruppe skader i håndbold. Skader på knæleddets korsbånd og større skulderskader er de mest frygtede af ledskaderne. Håndbold er den hyppigste årsag til korsbåndskader hos kvinder. Størstedelen er dog mindre forstuvninger, som ikke giver varige mén.

Knoglebrud skader udgør 15 %. Det samme gælder for stød- og slagskader. Stød- og slagskader fører oftest til indre blødninger, fx blødning omkring led samt i og omkring muskulatur eller sener.

Blandt skader i skulder/ arm og hånd hører skulderluksation og overrivning af rotator cuff i skulderen til de alvorligste. De kan føre til skade på både ledbånd, ledkapsel og sener og herudover til mindre brudskader.

De allerfleste skader i håndbold er af lettere karakter og giver ikke varige men. De mere alvorlige ledskader som korsbåndsskade giver oftest varige mén.

Hvordan forebygger man skader ved håndbold?

Tekniske tiltag

  • Vær opmærksom på friktionsforhold mellem skotøj og underlag. Vælg rigtige sko i forhold til underlag. Sålerne må ikke være absolut skridsikre. Vælg om muligt parketunderlag, som giver langt mindre friktion end underlag af gummi 
  • Sørg for god sikkerhedsafstand til hårde og skarpe genstande på siden af banen. Sørg for at polstre skarpe og andre fremstående genstande, som ikke kan fjernes

Spilleregler/disciplin

  • Dommeren skal være sit ansvar bevidst og dæmpe farefuld kampudvikling

Hvad kan man selv gøre?

  • God grundtræning er vigtig, især styrketræning og landingstræning. Stærke muskler mindsker risikoen for skade på ledbånd, fx korsbånd
  • God opvarmning er meget vigtig
  • Lyt til kroppens signaler. Forcer ikke, hvis du er delvist skadet. Det øger kun risikoen for skade
  • Brug tandbeskytter

Generelle tiltag

  • Give undervisning i forebyggelse af skader
  • Give rigtig førstehjælp på skadestedet
  • God optræning efter skade forebygger nye skader

Vil du vide mere?

Relaterede tilstande

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Lind

overlæge, prof., dr. med., Idrætssektoren, Ortopædkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen