Høreskader, arbejdsrelaterede

Zara Ann Stokholm

Afdelingslæge

Fakta

  • Høretab kan skyldes udsættelse for kraftig støj eller skadelige opløsningsmidler på arbejdspladsen
  • Tinnitus (øresusen) opstår ofte sammen med høretab
  • Støjskade er en hyppig arbejdsrelateret sygdom
  • Skaderne i det indre øre kan ikke behandles, men høreapparat kan afhjælpe generne 
  • Forebyggelse med høreværn og støjreduktion på arbejdspladsen er vigtig

Hvad er arbejdsrelaterede høreskader?

Arbejdsrelaterede høreskader er sygdomme, der medfører høretab som følge af støjbelastning på arbejdspladsen.  

Høreskaderne kan opstå efter udsættelse for:
  • Kortvarig, meget kraftig støj (impulsstøj over 135 dB(C)), for eksempel ved skud eller eksplosioner, som kan medføre en midlertidig høreskade, der i nogle tilfælde forsvinder igen eller bliver mindre alvorlig
  • Langvarig kraftig støj (over 80dB(A)), som kan medføre en varig støjskade, der ikke kan helbredes
  • Skadelige opløsningsmidler, blandt andet xylen, styren, n-hexan og toluen, samt bly, som kan skade hørelsen og forstærke effekten af støj

Ved alle former for høretab kan man opleve tinnitus (øresusen). Tinnitus opstår ofte sammen med høretab, men udvikler sig ikke som en selvstændig sygdom alene på grund af støj eller skadelige opløsningsmidler på arbejdspladsen. 

Hvad er symptomerne?

De første tegn på arbejdsrelaterede høreskader er ofte, at det bliver sværere at høre, hvad der bliver sagt, især når flere taler samtidig, eller hvis der er baggrundsstøj omkring dig. Mange oplever at de må skrue højere op for fjernsyn, radio eller telefon for at kunne høre ordentligt. Med tiden bliver det sværere at skelne ord, der ligner hinanden.

Hvorfor får man arbejdsrelaterede høreskader?

Arbejdsbelastninger

Støj måles i decibel (dB) og har forskellige niveauer.

Støjniveauer på arbejdspladsen.
 

I Danmark har Arbejdstilsynet sat en grænseværdi på 85 dB(A) over en arbejdsdag. Selv ved denne belastning vil en vis procentdel udvikle høretab over en årrække.

Hvem får typisk arbejdsrelaterede høreskader?

Typiske brancher og fag, hvor der er kraftig støj er:

  • Jern- og metalindustrien
  • Træindustrien
  • Bygge- og anlægsbranchen

Hvor hyppige er arbejdsrelaterede høreskader?

Støjbelastning er relativt hyppigt på danske virksomheder, og følger herefter, i form af høretab, er en meget hyppig anmeldt sygdom til Arbejdsmarkeds Erhvervssikring.

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis du har mistanke om en arbejdsrelateret høreskade, starter udredningen med en samtale hos din læge, som sandsynligvis vil henvise til en øre-næse-halslæge for at få foretaget en høreprøve, også kaldet audiometri. Ved høreprøven måler man, hvor godt du kan høre lyde ved forskellige toner og frekvenser. Resultatet af prøven bliver vist som en hørekurve, og hvis høreskaden skyldes langvarig udsættelse for kraftig støj, vil kurven ofte vise et særligt mønster med et fald i høreevnen ved omkring 4 kHz, som lægen kan genkende. Tinnitus kan ikke måles direkte, men lægen vil spørge ind til dine symptomer.

 

Støjkurve - audiometri.

For at finde ud af, om din høreskade er arbejdsrelateret, vil lægen også spørge ind til:

  • Hvornår høretabet begyndte i forhold til, hvornår du blev udsat for støj
  • Om du tidligere også har været udsat for meget støj, for eksempel under militærtjeneste eller i fritiden ved skydning, musik eller jagt
  • Om du har haft problemer med ørerne før (fx mellemørebetændelse eller operationer)
  • Om du har brugt høreværn, og hvor konsekvent du har brugt det
  • Om der findes målinger af støjniveauet på din arbejdsplads
  • Om du har været i kontakt med opløsningsmidler på arbejdet, som kan skade hørelsen

Hvad kan arbejds- og miljømedicinsk afdeling hjælpe med?

Hvis der er mistanke om, at din høreskade skyldes belastninger på din arbejdsplads, kan din egen læge henvise til undersøgelse på en arbejds- og miljømedicinsk afdeling. Formålet med undersøgelsen er at vurdere din støjbelastning og hjælpe med at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem støjen og din høreskade. 

De kan også rådgive om, hvordan støjen kan reduceres, så skaden ikke forværres, og hvordan du bedst beskytter din hørelse fremover. Hvis dette er tilfældet, foretager lægen en anmeldelse af sygdommen til Arbejdsmarkeds Erhvervssikring. 

På de fleste afdelinger er der fri henvisningsret, hvilket betyder at fx speciallæger, sygehusafdelinger, fagforeninger, arbejdsmiljøorganisationen på virksomhederne og kommunale sagsbehandlere også kan henvise.

Anmeldelse af arbejdsrelaterede høreskader

Et varigt høretab på baggrund af relevante belastninger på arbejdspladsen skal anmeldes til Arbejdsmarkeds Erhvervssikring. De seneste 5 år er 4-24 % af skaderne anerkendt.

Hvordan behandler man arbejdsrelaterede høreskader?

Høretab efter støjbelastning skyldes skader på de små hårceller i det indre øre, der opfatter lyde. Disse skader kan ikke repareres, hverken med medicin eller kirurgi. Hvis høretabet er alvorligt, kan et høreapparat hjælpe med at forbedre hørelsen og gøre det lettere at følge med i samtaler.

Hvis din høreskade skyldes belastninger på arbejdspladsen, kan du have ret til økonomisk erstatning. Yderligere oplysninger kan fås i Arbejdsmarkeds Erhvervssikrings vejledning om erhvervssygdomme, kapitel 2.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre arbejdsrelaterede høreskader?

Den vigtigste måde at beskytte din hørelse er at forebygge skader. Det kan gøres ved at:

  • Bruge høreværn, hvis der er kraftig støj på arbejdspladsen (over 80 dB). Lovpligtigt ved 85 dB(A) eller derover  
  • Reducere støjen ved kilden, fx ved at indkapsle støjende maskiner eller ændre opstilling af maskinerne
  • Undgå udsættelse for skadelige opløsningsmidler

Hvad kan jeg selv gøre?

Der er meget, du selv kan gøre for at beskytte din hørelse:

  • Brug høreværn hver gang, du arbejder i kraftig støj (over 80 dB). Korrekt brug kan nedsætte støjbelastningen med 15-20 dB
  • Undgå unødvendig støjbelastning både på arbejdet og i fritiden, da det øger risikoen for varig skade
  • Giv dine ører ro i fritiden, så høreorganet kan restituere efter forbigående høretab 
  • Husk, at støjskader ofte opstår inden for de første 10 år efter, at man er begyndt at blive udsat for kraftig støj 

Hvordan udvikler høreskaden sig?

Hvis du fortsat bliver udsat for kraftig støj uden tilstrækkelig beskyttelse, vil din hørelse gradvist forværres over tid. Høretabet kan vanskeliggøre samtaler, telefonopkald eller deltagelse i sociale sammenkomster, og kan således påvirke både arbejdsliv og fritid.

Kan jeg blive i mit job/fag?

Langt de fleste kan fortsætte med arbejdet med et høretab, særligt hvis de bruger høreapparat. I nogle job kan høretabet dog gøre det svært at kommunikere med kolleger eller udføre bestemte arbejdsopgaver, og i sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at overveje at skifte til et andet job eller arbejdsområde.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Animationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Zara Ann Stokholm

Afdelingslæge, Århus Universitetshospital, Arbejdsmedicin

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen