Anæmi ved inflammatorisk sygdom

Ulrik Malte Overgaard

speciallæge

Fakta

  • Anæmi betyder lav blodprocent eller blodmangel. Det konstateres ved at måle lavt hæmoglobin i blodet
  • Hæmoglobin er de iltbærende molekyler, som ligger inde i de røde blodlegemer
  • Hos ældre mennesker er anæmi ved inflammation den hyppigste form for anæmi
  • Inflammation er en samlet betegnelse for betændelse i kroppen, som kan skyldes såvel infektioner som immunforsvarets reaktion på anden sygdom såsom:
    • Infektion
    • Inflammation f.eks. muskelgigt, andre reumatiske sygdomme/bindevævssygdomme, kronisk inflammatorisk tarmsygdom
    • Kræft
    • Nyresygdom
    • Leversygdom
  • Hyppige symptomer på anæmi er træthed, svimmelhed, susen for ørene, nedsat fysisk ydeevne, hjertebanken, besvær med at trække vejret og smerter i brystet når man anstrenger sig
  • Målet med behandlingen er at opnå bedring eller helbrede den sygdom, som er årsagen til anæmien

Hvad er anæmi ved inflammation?

Anæmi er en blodprocent (hæmoglobinværdi) under det normale. Ved forskellige former for kronisk sygdom med inflammation kan anæmi opstå som en følge af sygdommen.

Hvad er symptomerne på anæmi ved inflammation?

Hyppige symptomer på anæmi er

  • Træthed
  • Svimmelhed
  • Nedsat fysisk ydeevne
  • Hjertebanken
  • Øresusen
  • Besvær med at trække vejret/åndenød
  • Smerter i brystet, når man anstrenger sig

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles som regel som et bifund til selve sygdommen. Sygehistorien domineres som oftest af denne sygdom. Lægen kan få mistanke om anæmi ud fra din beskrivelse af de typiske tegn på anæmi.

Hos lægen

Ved lægens undersøgelse vil anæmien kunne vise sig som bleg hud og hurtig puls. Især hos ældre personer disponerer dette til forstyrrelser af hjerterytmen, som eventuelt kan mærkes som "uregelmæssig" hjerterytme/hjertebanken. Lægen vil ofte foretage en almindelig legemsundersøgelse for eventuelt at kunne påvise kronisk sygdom.

Blodprøver

En lang række blodprøver hjælper lægen til at stille en præcis diagnose. Det gælder prøver af selve blodet, af nyrernes funktion, af leverens funktion, "sænkningsreaktion" eller "CRP" og blodprøver til at vurdere din ernæringstilstand.

Afføringsprøver 

Prøver af afføringen kan også være relevante for at undersøge, om der er tegn til blod i afføringen - altså om der er et sår, som bløder et eller andet sted i mavetarm-kanalen.

Hvorfor får man anæmi ved inflammation?

Ved infektion, inflammation (f.eks. bindevævssygdomme, gigtsygdomme) og kræft producerer kroppen en række stoffer (cytokiner). Disse stoffer hæmmer knoglemarvens evne til at producere røde blodceller, oftest indirekte via en hæmning af jernstofskiftet. Jern er en essentiel byggesten for dannelsen af de røde blodlegemer, hvorfor mangel på dette leder til blodmangel. 

Anæmi ses også ved nyresvigt på grund af mangel på et hormon, som stimulerer produktionen af røde blodceller, erytropoietin.

En anden forklaring på anæmi ved kronisk sygdom er, at de røde blodlegemers overlevelsestid er nedsat.

Er anæmi ved inflammation arveligt?

Anæmi ved inflammation er ikke arvelig.

Hvordan behandler man anæmi ved inflammation sygdom?

Målet med behandlingen er at opnå bedring eller helbrede den sygdom, som er årsag til anæmien, hvilket også vil afhjælpe blodmanglen.

Det er sjældent nødvendigt med akut behandling, f.eks. blodtransfusion. Blodmanglen er som regel ikke særligt udtalt. Hæmoglobin-koncentrationen er som regel større end 5.5-6.0 mmol/l.

Koncentrationen af jern i blodet er nedsat. Dette er dog ikke udtryk for, at man mangler jern. Anæmien skal derfor ikke behandles med jern. Anæmien ved nyresvigt behandles med hormonet erytropoietin.

Hvad kan jeg selv gøre?

Du kan ikke forebygge udviklingen af anæmi ved inflammation.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Anæmien kommer som regel snigende over en længere periode, og den kan være det første tegn på sygdommen. Som regel er anæmien dog et bifund, som overskygges af selve sygdommen.

Anæmien vil som oftest bedres hurtigt, når sygdommen bedres.

Er anæmi ved inflammation farligt?

Anæmi ved inflammation er ikke i sig selv farlig, idet blodmanglen som regel ikke er svær. Det samlede prognose afhænger dog af, hvad der er den udløsende årsag til anæmien ved inflammation.

Hvor udbredt/hyppig er anæmi ved inflammation?

Anæmi ved inflammation er den næst hyppigste form for anæmi (efter jernmangel) i Danmark.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Ulrik Malte Overgaard

overlæge, Rigshospitalet, Klinik for Blodsygdomme

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen