Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL) er den hyppigste form for leukæmi med ca. 400 nye tilfælde per år i Danmark
Sygdommen opdages ofte tilfældigt ved et almindeligt rutinetjek hos den praktiserende læge
Mange mennesker med CLL har ingen symptomer. Andre kan være generet af træthed, nattesved og vægttab
Ved undersøgelse kan lægen finde hævede lymfeknuder samt eventuelt forstørret milt og lever - men også en helt normal undersøgelse
Ofte vælger man blot at observere uden behandling. Hvis man får symptomer, blodmangel eller nedsat blodpladetal, skal man behandles med kemoterapi, som ikke helbreder sygdommen, eller en nyere og mere målrettet behandling
Yngre mennesker med CLL kan blive behandlet med knoglemarvstransplantation/stamcelletransplantation med stamceller fra donor
Hvad er kronisk lymfatisk leukæmi?
Kronisk Lymfatisk Leukæmi (forkortet CLL) er en form for blod- og knoglemarvskræft, hvor lymfocytterne opfører sig som kræftceller - vokser og deler sig uhæmmet.
Lymfocytter er en af flere typer hvide blodlegemer. I starten opholder de modne lymfocytter sig i lymfeknuder og andet lymfevæv. Senere vil kræftlymfocytterne dog vokse inde i knoglemarven, og antallet af denne type celler i blodet vil øges.
Se animation om kronisk lymfatisk leukæmi
Hvad er symptomerne på kronisk lymfatisk leukæmi?
Op til 60 % af de, der har CLL, har ingen symptomer, når diagnosen stilles. De hyppigste symptomer er:
Træthed
Ufrivilligt vægttab
Nattesved/feber
Ved langvarig sygdom vil man ofte få tegn på svigt af knoglemarven:
Sygehistorien kan give lægen mistanke om sygdommen, men op til 60% med CLL har ingen symptomer, når diagnosen stilles.
Hos lægen
Ved lægens undersøgelse har ca. 80% af personerne med CLL forstørrede lymfeknuder på halsen, i armhulerne og/eller i lysken. Lymfeknuderne er ikke ømme
Ved svigt af knoglemarven vil man ofte være bleg, have tendens til blødninger i huden/blå pletter og har let ved at få infektioner. Dette ses hovedsageligt i det fremskredne stadie af sygdommen
I blodet er der ofte et øget antal hvide blodlegemer (lymfocytter), uden tilsvarende øgning i antallet af andre celler
Ved at undersøge en bloddråbe i mikroskop ses små og modne lymfocytter, som ikke kan skelnes fra de normale lymfocytter
Senere i forløbet vil blodprøverne vise lavere værdier af hæmoglobin (blodprocent), blodplader og antistof
På sygehuset undersøges blodet ved en speciel metode (flowcytometri), hvorved diagnosen kan stilles
Undersøgelse af knoglemarven
Knoglemarvsundersøgelse er ikke nødvendig for at stille diagnosen, men vil ofte blive udført, før der startes behandling. Mikroskopi af knoglemarven vil ofte vise overvækst af små lymfocytter.
Hvorfor får man kronisk lymfatisk leukæmi?
Kræftlymfocytterne mister evnen til at udføre de funktioner, som de normalt har i immunforsvaret. Den ukontrollerede vækst og infiltration fører desuden til, at andre celletyper også forstyrres i at vokse og udføre de funktioner, som de normalt har.
Arv synes at være af en vis betydning. Stråling og nogle kemiske stoffer kan være kræftfremkaldende.
Hvordan behandler man kronisk lymfatisk leukæmi?
Målet med behandlingen er at lindre symptomer og gener. Man skal behandles med medicin i perioder, indtil symptomerne er væk, og man kan så afsluttes for kortere eller længere tid.
Den traditionelle behandling har i mange år været en mild form for kemoterapi som hedder clorambucil. Det er en tablet-behandling, som fortsat anvendes til ældre og svækkede mennesker med CLL.
Andre behandlinger omfatter stoffet fludarabinphosphat, som oftest gives i kombination med cyclophosphamid og det såkaldt monoklonale antistof rituximab. Det er en kraftigere behandling med flere bivirkninger, og det anvendes derfor overvejende til yngre mennesker (under 65 år) med CLL.
Et stof som hedder bendamustin anvendes i tiltagende omfang sammen med rituximab til ældre (over 65 år) og svækkede patienter.
Behandling med kemoterapi dræber kræftceller, og der frigøres stoffer, som kan forårsage urinsyregigt. For at modvirke dette, skal man behandles med medicin, som mindsker mængden af urinsyre i blodet (allopurinol).
Store og generende lymfeknuder, som ikke reagerer på behandling med kemoterapi (cytostatika), kan effektivt behandles med lokal stråling.
Indenfor de sidste år er kommet flere nye lægemidler (Ibrutinib og Venetoclax), som ikke er kemoterapi, men en mere målrettet behandling. Disse medikamenter anvendes ved særlige tilfælde af CLL, samt når sygdommen ikke længere er følsom for kemoterapi. Disse stoffer går ind i leukæmicellerne og inaktiverer (dræber) disse celler via forskellige mekanismer. Fremtiden vil vise, hvor effektive de er, og om de helt kan erstatte kemoterapi.
Man anvender immundæmpende medicin (prednisolon), hvis årsagen til blodmanglen eller blodplademanglen skyldes, at man danner antistoffer overfor de røde blodlegemer eller blodpladerne.
Knoglemarvstransplantation/stamcelletransplantation med donor kan komme på tale til yngre mennesker med CLL, hvor den almindelige behandling ikke har effekt.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hos en del personer udvikler sygdommen sig langsomt, og man kan være upåvirket i mange år. Lymfeknuderne vokser dog ofte hele tiden.
Man skal først behandles for CLL, når man får generende symptomer. Tilstanden kan ikke helbredes, og de fleste mennesker med CLL dør som følge af infektion. Livstruende infektioner kan opstå på grund af nedsat forsvar mod infektioner.
CLL er en kræftform med en god prognose, som de fleste lever med i årevis. Man skal dog være opmærksom på, at det kan være en psykisk belastning at leve med en kronisk sygdom. Du bør kontakte din læge, hvis du hyppigt får infektioner, blå mærker, svedeture eller bliver udtalt træt.
Hvor udbredt/hyppig er kronisk lymfatisk leukæmi?
Der opstår hvert år ca. 400 nye tilfælde i Danmark
Sygdommen er hyppigst hos ældre mennesker og er meget sjælden før 40-års alderen
Man er i gennemsnit omkring 70 år, når diagnosen stilles
CLL ses dobbelt så hyppigt hos mænd som hos kvinder
