Lymfekræft opstår i kroppens lymfeceller, og eftersom disse findes overalt i kroppen, kan den ondartede sygdom praktisk talt opstå hvor som helst. Det mest almindelige er, at sygdommen opstår i lymfeknuderne.
Lymfekræft inddeles i to hovedgrupper; Hodgkins sygdom og non-Hodgkins lymfom. Hvilken type lymfekræft man har afgøres ved, at en syg lymfeknude fjernes ved en lille operation og efterfølgende undersøges i mikroskop.
Hodgkins sygdom, også kaldet Hodgkins lymfom, er lidt mere almindelig hos mænd end hos kvinder. Hodgkins sygdom opstår hovedsageligt i lymfeknuder og i milten. Hævede lymfeknuder på halsen over kortere eller længere tid er ofte en almindelig start på sygdommen. Hos nogle personer sker det samme med lymfeknuder i armhulen eller i lysken.
Hvis sygdommen starter i brysthulen mellem lungerne, kan de første symptomer være hoste, at man bliver hæs eller får svært ved at trække vejret. Andre symptomer på Hodgkins sygdom kan være feber i længere tid, vægttab, kløe over hele kroppen, eller at man sveder mere end normalt.
Hodgkins sygdom rammer ofte unge mennesker mellem 20-30 år. Derefter falder risikoen for at få sygdommen, men den stiger igen i 50 års-alderen. Man kender ikke årsagen til Hodgkins sygdom.
Se animation om Hodgkins lymfom
De allerfleste, som får lymfekræft i Danmark, får diagnosen non-Hodgkins lymfom. Som ved Hodgkins lymfom, opstår sygdommen også i lymfeknuder og i milten. Men i 40-50 % af tilfældene findes sygdommen også i andre organer. Dette kan være i knoglemarven, huden, lungerne, maven eller tarmene. Derfor er non-Hodgkins lymfom egentlig en samlet betegnelse for flere forskellige undergrupper af lymfekræft.
Sygdommen rammer mænd lidt oftere end kvinder. Antallet af nye tilfælde er øget betydeligt de senere år. Risikoen for at blive ramt stiger, jo ældre man bliver.
Årsagen til sygdommen er i langt de fleste tilfælde ukendt. Man ved, at et svækket immunforsvar og tidligere strålebehandling øger risikoen for at blive ramt af sygdommen. Eksempelvis er personer, som er HIV-smittede, eller som har gennemgået organtransplantation og får immunhæmmende behandling, udsat.
Forskellige sprøjtemidler og opløsningsmidler m.m. kan måske også forårsage sygdommen.
Se animation om non-hodgkins lymfom
Lymfekræft (både Hodgkins sygdom og non-Hodgkins lymfom) inddeles i fire stadier, som delvist bestemmer valget af behandling:
Udover at fastsætte hvilket stadium sygdommen har udviklet sig til, inddeler man sygdommen i et A- eller et B-stadium:
Hvis din læge får mistanke om, at du har lymfekræft, vil du blive sendt til en specialist eller til et sygehus, hvor man foretager en biopsi (vævsprøve). Den eneste måde man med sikkerhed kan fastslå, at det drejer sig om lymfekræft, er ved at tage en vævsprøve fra en lymfeknude eller andet væv under lokalbedøvelse.
Vævet vil blive undersøgt i mikroskop og vil vise, om du har lymfekræft - og i så fald om det drejer sig om enten Hodgkins lymfom eller non-Hodgkins lymfom.
En svulst af kræftceller kan - i modsætning til en svulst med normale, godartede celler - vokse på tværs af de naturlige grænser mellem kroppens organer og forskellige væv. Efterhånden som svulsten vokser kan både organet, hvori sygdommen opstod, og naboorganer blive skadet og ødelagt.
Desuden kan kræften også sprede sig til andre dele af kroppen. Dette sker ved, at kræftcellerne trænger gennem blodkarrenes eller lymfekarrenes vægge. De får fæste i rask væv og begynder at dele sig i dette. På den måde opstår "dattersvulster" eller metastaser, som vokser videre og oftere gør større skade end den oprindelige "modersvulst".
Alle kroppens organer er bygget op af forskellige typer celler. Disse har forskellige egenskaber samt forskellig form og udseende.
Kroppen behøver hele tiden nye celler, dels fordi organerne vokser, dels til at erstatte de celler, som beskadiges eller dør. Fornyelsen sker ved, at celler deler sig. Denne proces bliver normalt holdt under kontrol af forskellige mekanismer i kroppen. Men i nogle af cellerne kan der opstå forandringer i generne = arvestoffet, som styrer delingen. Dette kan for eksempel skyldes radioaktiv stråling, giftstoffer eller infektioner med virus. I langt de fleste tilfælde kender man dog ikke årsagen.
Hvis forandringerne fører til en unormalt hurtig deling af cellerne, kan der opstå flere celler, end organet behøver, og resultatet bliver en svulst. Denne svulst behøver ikke være farlig, men i nogle tilfælde svigter kroppens kontrolmekanismer. Hvis det sker, vil svulstcellerne vokse ukontrolleret og få en unormal form og størrelse. Det er disse celler, vi kalder kræftceller.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
