De første 2 måneder anbefales det at tilberede flaske fra gang til gang
Efter 2 måneder kan der tilberedes til et døgn ad gangen
Vand bør koges inden brug de første 4 måneder
Følg vejledning på pakken med modermælkserstatning
Spædbørn, som indtager 800 ml eller mere dagligt af modermælkserstatning med 1,3 mikrogram vitamin D pr. 100 ml eller mere, skal ikke have D-vitamintilskud
Modermælkserstatning
Hvis I giver jeres barn modermælkserstatning, skal I være opmærksomme på hygiejnen. Det kan være fristende at lave flasker til hele dagen om morgenen, men det frarådes, da der kan dannes bakterier i flaskerne, og modermælkserstatningen bliver forurenet (kontamineret).
De bakterier, som man frygter, er Salmonella og Enterobacter sakazakii. Infektioner med denne type bakterier er sjældne, men det er vigtigt at forebygge dem.
Spædbørn, som indtager 800 ml eller mere dagligt af modermælkserstatning med 1,3 mikrogram vitamin D pr. 100 ml eller mere, skal ikke have D-vitamintilskud.
Baby får sutteflaske.
Råd om tilberedning
Når I tilbereder et måltid med modermælkserstatning, er der følgende anbefalinger:
Køb cirka 8 flasker, hvis barnet skal ernæres udelukkende på modermælkserstatning. Vælg flasker, der er nemme at rengøre med en bred åbning foroven
Vask hænder med sæbe og vand, inden du tilbereder et måltid med modermælkserstatning
Tør de vaskede flasker af med et rent viskestykke
Overhold doseringen af pulver i forhold til vand. Følg nøje doseringen, så den passer til barnets alder. Hvis barnet er født præmaturt (for tidligt), eller der er specielle forhold, skal du følge sundhedsplejerskens eller hospitalets anvisninger
Hvis du er uden for hjemmet, kan det være en løsning at bruge færdiglavet modermælkserstatning på brikker
Brug kun rene beholdere og flasker
Brug rent, koldt vand, som du koger op, altså ikke varmt vand fra hanen
Følg fremgangsmåden, som er beskrevet på pakken
Smid altid resterne efter et måltid væk
Lav en ny portion til hvert måltid, og server straks efter, at den er afkølet til spisetemperatur
De første 2 måneder råder man til, at man laver flaske fra gang til gang på grund af infektionsfaren. Efter 2 måneder, hvis ellers barnet er raskt, kan der laves flasker til 1 døgn ad gangen.
I de første 4 måneder og gerne længere skal I koge vandet og afsvale det til den ønskede temperatur, inden I bruger det til modermælkserstatning.