Børn og medicin

Jesper Andersen

speciallæge

Fakta

  • Fortæl altid lægen, hvis dit barn er allergisk, eller tidligere har reageret på et lægemiddel
  • Giv altid medicin i den dosis, som lægen har ordineret til barnet
  • Brug måleske, målebæger, doseringssprøjte eller lignende, når du giver medicin, så du er sikker på, at dosis er rigtig
  • Giv medicinen i det foreskrevne antal dage
  • Spørg lægen om bivirkninger til medicinen

Medicin skal gives korrekt

Det kan være livsnødvendigt at give dit barn medicin, når det behøver det. Men hvis medicin bliver givet forkert, kan den være uden effekt eller i værste fald livsfarlig.

Det gælder både, hvis det er forkert medicin eller forkert dosis.

Før du giver medicin, er det derfor meget vigtigt, at du ved:

  • Hvilken slags medicin du giver
  • Hvordan medicinen skal bruges
  • Hvilke faresignaler eventuelle bivirkninger giver
  • At du bruger medicinen på den måde, du har aftalt med barnets læge

Brug aldrig din egen medicin til børn 

Du må under ingen omstændigheder selv stille diagnoser og teste din egen medicin på barnet. Børn har ofte behov for helt andre doser end voksne, hvilket ikke er så enkelt, som det ser ud til.

Børn er ikke små voksne. Derfor kan du ikke bare halvere en voksendosis, hvis barnet vejer halvt så meget som dig. Der er mange forskelle på børn og voksne, fx i forhold til hvor meget vand kroppen indeholder, legemsoverflade, udskillelsesmåde og hvordan vi reagerer på forskellig medicin.

Stil spørgsmål til medicinen

Du behøver ikke at kontakte lægen, hver gang du skal give dit barn receptfri medicin som fx smertestillende eller febernedsættende medicin. Men denne type medicin bør du dog også bruge med stor forsigtighed og ikke i tide og utide.

Før du bruger medicin skal du sikre dig, at du har fået opgivet den rigtige dosis til barnet, altså en dosis som er tilpasset dit barns alder og vægt. Du skal også læse indlægssedlen nøje.

Få svar fra lægen på følgende spørgsmål, før du giver barnet medicin:

  • Hvilken medicin er det, og hvad er den mod?
  • Passer den sammen med eventuel anden medicin, som barnet får?
  • Hvor længe, og hvor ofte skal barnet tage medicinen?
  • Hvad sker der, hvis man glemmer en dosis?
  • Hvilke bivirkninger kan medicinen give, og hvornår kan barnet eventuelt få disse?
  • Hvad gør jeg, hvis barnet får bivirkninger?

Fortæl lægen om allergi og anden medicin

Det er meget vigtigt, at du fortæller din læge, hvis dit barn:

  • Har allergi
  • Bruger anden medicin
  • Får kosttilskud eller naturmedicin

Det skal du, fordi der er noget medicin, der ikke må kombineres med disse ting.

Hvis barnet tidligere har reageret allergisk på et lægemiddel, er det vigtigt, at du fortæller det til lægen. Fortæl, hvilket lægemiddel barnet reagerede på, og hvordan det reagerede. Hvis bivirkningerne er alvorlige, kan lægen undgå dette lægemiddel, men også andre lægemidler der kan give den samme reaktion.

En ske er unøjagtig

Brug aldrig en ske til at dosere medicin. Størrelsen på skeer varierer:

  • En teske er 5 ml
  • En barneske er 10 ml
  • En spiseske er 15 ml

Du skal altid bruge måleske, målebæger, doseringssprøjte eller lignende, når du giver medicin, så du kan være sikker på, at dosis bliver rigtig.

Barn får flydende medicin i sprøjte
 

Børn kan være svære at få til at tage medicin. Læs her, hvordan du bedst får medicin i børn.

Opbevar medicin utilgængeligt for børn

Hvis du giver barnet antibiotika, er det som hovedregel vigtigt at fuldføre kuren. Også selvom dit barn virker rask, før kuren er afsluttet.

Det er også vigtigt at spørge lægen eller apoteket om, hvordan du skal opbevare medicinen, og hvor lang holdbarheden er.

Al medicin skal altid opbevares utilgængeligt for børn. Brug gerne et medicinskab, der er låst af.

Valg af smertestillende ved muskelskeletskader

Ibuprofen giver den bedste lindring af smerterne, mens paracetamol primært anbefales som febernedsættende eller smertestillende ved feber.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jesper Andersen

ledende overlæge, ph.d., klinisk lektor, Børn- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital, Københavns Universitetshospital, Hillerød

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen