Persisterende ductus arteriosus (PDA)

Kim Kristensen

speciallæge

Fakta

  • I fosterlivet ledes blodet udenom lungerne af en blodåre, der kaldes ductus arteriosus. Denne blodåre lukker sig normalt hurtig efter fødslen
  • Persisterende ductus arteriosus (PDA) betyder vedvarende åben ductus arteriosus. At ductus arteriosus ikke lukker sig ses specielt hos for tidligt fødte børn. Desuden ved visse medfødte hjertesygdomme 
  • Symptomerne varierer fra ingen til hjertesvigt og senere lungesygdom
  • Hos mange lukker ductus arteriosus af sig selv uden behandling. Nogle skal have medicinsk behandling. Kirurgi er sjældent nødvendigt, men kateterbaseret lukning gøres nogle gange hos større børn og voksne

Hvad er persisterende ductus arteriosus (PDA)?

I fosterlivet er lungerne endnu ikke taget i brug. Blodet ledes derfor forbi lungerne af en blodåre, der kaldes ductus arteriosus. Denne blodåre lukker sig normalt hurtigt efter fødslen, så blodet løber den rigtige vej fra hjertet til lungerne og tilbage. Hvis blodåren ikke lukkes, vil en del af blodet fra venstre hjertekammer blive ledt gennem lungekredsløbet. Dette fører til, at venstre hjertekammer skal pumpe ekstra, hvilket kan medføre venstresidigt hjertesvigt.

Persisterende ductus arteriosus

Persisterende ductus arteriosus (PDA) betyder vedvarende åben ductus arteriosus. At ductus arteriosus ikke lukker sig, er et problem, der først og fremmest rammer for tidligt fødte børn. Hos mange vil ductus efterhånden lukke sig selv, men nogle kræver medicinsk behandling. Hos større børn og voksne kan kateterbaseret lukning være nødvendigt.

Hvad er symptomerne på persisterende ductus arteriosus (PDA)?

Ofte er der ingen symptomer, men der kan være tegn på hjertesvigt. Det giver forstørret lever og hurtig vejrtrækning. Lægen kan ofte høre en mislyd over hjertet.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen PDA stilles ved at lave en ultralydsundersøgelse (ekkokardiografi) af hjertet.

Er persisterende ductus arteriosus arveligt?

Persisterende ductus arteriosus er ikke arveligt.

Hvordan behandles persisterende ductus arteriosus?

Ofte lukker ductus sig af sig selv, men nogle gange er der behov for medicinsk behandling. Det er få, der har behov for en operation. Den kan oftest gennemføres igennem en tynd slange, der føres op til hjertet fra en blodåre i lysken.

Hvordan undersøger lægen og sygehuset barnet?

De fleste hjertefejl opdages ved rutinekontroller f.eks. ved den almindelige børneundersøgelse. Ved PDA hører lægen typisk en mislyd på hjertet, der fører til, at barnet henvises til børneafdelingen. Her bliver barnet undersøgt med EKG, blodtryksmåling, måling af iltmætning i blodet samt ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi). 

    Hvordan udvikler sygdommen sig?

    Næsten alle børn med PDA, har udsigt til et normalt liv med moderne behandling.

    Er persisterende ductus arteriosus farligt?

    Hvis tilstanden ikke opdages og behandles i tide, kan den efter adskillige år føre til øget modstand i lungekredsløbet. Det kaldes Eisenmenger syndrom og er dødeligt.

    Hvor hyppig er persisterende ductus arteriosus?

    PDA udgør 9 - 15 % af medfødte hjertesygdomme og ses særligt hos for tidligt fødte børn.

    Se animation om medfødt hjertefejl

    Vil du vide mere?

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Kim Kristensen

    overlæge, dr.med., Børneafdelingen, Næstved Sygehus

    Bo Christensen

    professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen