Hvad er indadroteret hofte eller lårben?
Indadroteret hofte eller lårben (på fagsprog kaldet femoral anteversion) er en af de hyppigste årsager til indaddrejede fødder under gang (in-toeing) hos 3-4-årige børn.
Frem til 6-årsalderen giver fejlstillingen oftere problemer i form af faldtendens, men dette bedres af sig selv efter denne alder. Når barnet går med tydelig in-toeing, hvor fødderne er drejet indad, så kan det give anledning til bekymring hos forældre og bedsteforældre. Nogle gange er fejlstillingen så udtalt, at barnet let snubler over sine egne ben. Som regel er begge ben roteret indad.
Hvad er symptomerne på indadroteret lårben?
Ved in-toeing på grund af indadroteret lårben peger både foden og knæskallen indad.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Barnet kan derfor virke lidt klodset og kan måske falde over sine egne ben. Hos de fleste lærer barnet at kompensere for dette efter 10-årsalderen.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved, at lægen undersøger hvor årsagen til in-toeing kommer fra. Dette kan være pga. hofte/lår drejningen, underbens drejning eller fodens stilling, så fødderne ser ud til at pege ind mod hinanden under gang.
Hvad skyldes indadroteret lårben?
Man ved ikke, hvad årsagen er. Man mener, det skyldes barnets lejring i fostertilværelsen.
Er indadroteret lårben arveligt?
Indadroteret lårben er ofte helt normalt og uden arvelig sammenhæng. Men der kan være en tendens til det i visse familier, og der er muligvis en sammenhæng mellem barnets lejring i livmoderen under graviditeten og arvelighed.
Hvilken behandling er der?
Denne fejlstilling af lårbenet ændrer sig under væksten, og barnet lærer at kompensere, hos de allerfleste inden 10-11-årsalderen. Barnet kan også leve uden langsigtede helbredskonsekvenser i langt de fleste tilfælde.
I tilfælde af, at der derudover er udaddrejet underben, så kan dette give knæsmerter, men det er sjældent.
I meget udtalte tilfælde, hvor barnet falder på grund af fejlstillingen, eller hvis det har meget svære kosmetiske gener, kan operation komme på tale, hvis tilstanden er til stede efter 10-11-årsalderen. Der kan være komplikationer til indgrebet, så det bør vælges efter nøje overvejelse med behandlende læge.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er ikke noget, du selv kan gøre ved indaddrejet lårben. Der sker en vis spontan bedring af sig selv. Der er ingen dokumenteret helbredende effekt af behandling med f.eks. sko, bandager, træning eller terapi.
Hvordan undgår børn at få eller forværre indadroteret lårben?
Man kan ikke undgå at få eller forværre indaddrejet lårben. Der er ikke specielle sko eller ændringer i siddestillinger, som kan bedre tilstanden.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis barnet falder over sine ben af den årsag. Hvis der er knæsmerter ved indaddrejet hofte/lår kombineret med udaddrejet underben, så kan der overvejes at søge hjælp. Der vælges først at behandle med helbredende kirurgisk behandling efter 10-11-årsalderen.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
I meget udtalte tilfælde, hvor barnet falder på grund af fejlstillingen, knæsmerter af ovennævnte årsag, eller det har svære kosmetiske gener, så kan fejlstillingen korrigeres med en operation.
Hvornår behandles indadroteret lårben?
Man afventer først og fremmest at fejlstillingen bliver bedre af sig selv, som sker, når barnet vokser og derudover udvikler sig motorisk og kompenserer for det. Hvis barnet falder på grund af fejlstillingen, får knæsmerter, eller hvis der er et stort kosmetisk problem, kan en operation komme på tale efter 10-11-årsalderen.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Langtidsudsigterne er gode. Langt de fleste børn får enten normal stilling af lårbenet eller lærer som sagt at kompensere for det, når barnet modnes motorisk, og lærer i de fleste tilfælde at leve med fejlstillingen.
Er indadroteret lårben farligt?
Det er ikke farligt og er uden langsigtede helbredsmæssige konsekvenser
Hvor hyppig er indadroteret lårben?
Tilstanden er almindelig blandt mindre børn og noget hyppigere blandt piger.
Vil du vide mere?