Læg, indadroteret

Christian Wong

Speciallæge

Fakta

  • Indadroteret læg betyder, at skinnebenet er drejet indad. Derfor peger foden indad, mens knæskallen typisk peger fremad

  • Det er en hyppig årsag til indaddrejet gang hos småbørn

  • Nogle børn snubler lettere, især når de løber, men de fleste har ingen smerter eller problemer med almindelige aktiviteter

  • Tilstanden bedres oftest af sig selv før skolealderen

  • Specialsko, skinner og øvelser retter ikke knoglens drejning

  • Søg læge ved smerter, halten, tiltagende skævhed eller problemer med at deltage i leg og fysisk aktivitet

Indadroteret læg

Indadroteret læg kaldes også intern tibiatorsion. Det betyder, at skinnebenet er drejet indad mellem knæet og anklen, så foden peger indad.

Tilstanden er almindelig hos småbørn og bliver ofte tydelig, når barnet begynder at gå. Den ses som regel i begge ben, men kan være mere udtalt i den ene side.

Indaddrejet gang kan også skyldes drejning i lårbenet eller selve fodens form. Lægen undersøger derfor hele benet.

Hvad er symptomerne på indadroteret læg?

Den ene eller begge fødder peger indad, når barnet går eller løber, mens knæskallerne typisk peger fremad.

Nogle børn snubler eller falder lettere, især under løb. De fleste har dog ingen smerter og kan lege og være fysisk aktive som andre børn.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Søg læge, hvis barnet:

  • Har smerter eller halter

  • Får mere udtalt indaddrejning eller tydeligt tiltagende forskel mellem benene

  • Snubler så meget, at det begrænser leg, gang eller løb

  • Virker svagt i benene eller ikke udvikler sine bevægelser som forventet, eksempelvis er forsinket med at lære at gå

Disse tegn bør vurderes uanset barnets alder.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen ser barnet gå og eventuelt løbe og undersøger bevægeligheden i hofter, knæ og fødder. Drejningen i underbenet vurderes typisk, mens barnet ligger på maven med knæene bøjet.

Undersøgelsen viser, om indaddrejningen kommer fra lårbenet, underbenet, foden eller en kombination.

Røntgen eller skanning er normalt ikke nødvendig. Det kan blive relevant, hvis lægen mistænker en anden sygdom, eller hvis en operation skal planlægges.

Hvorfor får man indadroteret læg?

Årsagen er ikke fuldt afklaret. Barnets stilling i livmoderen og benets normale udvikling menes at have betydning.

Under væksten drejer skinnebenet som regel gradvist mere udad. Derfor aftager indaddrejningen hos de fleste børn.

Er indadroteret læg arveligt?

Der kan være en tendens til indaddrejet gang i familien. Tilstanden er dog oftest en normal variation i barnets udvikling.

Hvilken behandling er der?

De fleste børn har ikke brug for behandling. Indaddrejningen aftager som regel gradvist i de første leveår og bedres oftest før skolealderen. Hos nogle børn ses bedringen senere.

Specialsko, indlæg, skinner og øvelser retter ikke selve knoglens drejning. Det er heller ikke dokumenteret, at bestemte sidde- eller liggestillinger ændrer den.

Fysioterapi kan være relevant ved samtidige problemer med eksempelvis balance eller muskelstyrke, men korrigerer ikke knoglerotationen.

Operation er kun sjældent nødvendig.

Hvad kan jeg selv gøre?

Lad barnet lege, løbe og deltage i sport efter lyst og evne. Der er normalt ingen særlige begrænsninger.

Barnet behøver ikke øve sig i at holde fødderne lige frem. Vælg almindelige sko, som passer og er behagelige.

Hold øje med, om barnet får smerter, begynder at halte eller får sværere ved at deltage i aktiviteter.

Hvordan undgår børn at få eller forværre indadroteret læg?

Der findes ingen kendt måde at forebygge tilstanden på. Forældre behøver ikke ændre barnets siddestilling, sko eller almindelige aktiviteter for at rette drejningen.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Søg læge ved de symptomer, der er nævnt ovenfor. Du skal ikke vente til 8–10-årsalderen, hvis barnet har smerter, halter eller har tydelige funktionsproblemer.

Hvis indaddrejningen fortsat er udtalt efter 8–10-årsalderen og påvirker barnets aktiviteter, kan lægen henvise til en børneortopædkirurg. Det kan også være relevant, hvis barnet er meget generet af benenes udseende.

Hvornår overvejer man operation?

Operation kan overvejes ved en udtalt og vedvarende indaddrejning, som giver betydelige smerter eller funktionsproblemer, eksempelvis hyppig snublen, der begrænser barnets aktiviteter. Det sker sædvanligvis først efter 8–10-årsalderen.

Udseendet alene er normalt ikke tilstrækkelig grund til operation. Beslutningen træffes efter en samlet vurdering hos en børneortopædkirurg.

Ved operation deles skinnebenet og drejes til en bedre stilling, hvor det holdes fast, mens det heler. Fordelene skal vejes mod risikoen for komplikationer, blandt andet infektion, problemer med knogleheling og skade på nerver eller blodkar.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Langtidsudsigterne er gode. De fleste børn får gradvis bedring uden behandling. En mindre indaddrejning kan bestå uden at give smerter eller begrænse aktiviteter.

Er indadroteret læg farligt?

Indadroteret læg er som regel en ufarlig variation. Smerter, halten eller tiltagende problemer bør dog undersøges, da de kan skyldes andet end drejningen i underbenet.

Hvor hyppig er indadroteret læg?

Tilstanden er hyppig i de første leveår, især hos børn i 1–3-årsalderen. Den ses hos både piger og drenge.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Christian Wong

Overlæge, ph.d., Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Patienthåndbogen