Skævt hoved hos spædbørn

Kim Kristensen

speciallæge

Fakta

  • Skævt hoved kan opstå, hvis barnet sover meget med hovedet vendt til én bestemt side
  • Set oppefra er barnets baghoved fladt på den ene side. På samme side er øre og pande skudt fremad i forhold til den anden side
  • Spædbørn skal sove på ryggen. Hvis barnet veksler mellem at sove med hovedet til den ene eller anden side, forebygger det skævhed af hovedet
  • Er hovedet blevet skævt, bør barnet lægges til at sove, så det hviler på det ikke-flade baghoved

Hvad er skævt hoved hos spædbørn?

Ved fødslen er barnets kranie eftergiveligt, og kan derfor give sig, så hovedet får en asymmetrisk form. Det sker, hvis barnet altid sover med hovedet vendt til den samme side. Skævt hoved viser sig ved, at barnets ene øre og den ene halvdel af panden er skudt fremad i forhold til den anden side. Det er mest synligt, hvis man ser hovedet oppefra.

Tegning af skævt hoved.

I sjældne tilfælde kan det skæve hoved opstå på grund af for tidlig lukning af kraniets vækstzoner (suturer). Dette kaldes kraniosynostose.

Hvad er symptomerne på skævt hoved?

Hvis man ser barnets hoved oppefra, er den ene halvdel af baghovedet fladere, og øret på denne side er placeret længere fremme end øret på den anden side. Samtidig er pandehalvdelen på siden med det fladere baghoved skudt længere frem end den anden pandehalvdel.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis barnet hele tiden hælder hovedet til den ene side og samtidig ikke kan dreje hovedet mod den anden side, kan det være tegn på, at den lange muskel foran på halsen er for stram. Det kalder man torticollis. I dette tilfælde skal barnet til behandling hos fysioterapeut.

Tidlig diagnose er vigtig

Hvis der er usikkerhed omkring årsagen til hovedskævhed, kan det være nødvendigt, at barnet bliver undersøgt af en speciallæge. Det er sjældent nødvendigt at tage røntgenbilleder, hvis skævheden skyldes, at barnet har ligget for meget på den samme side. 

Spædbarnets kranium vokser hurtigt, og det er vigtigt, at man opdager det skæve hoved tidligt. For at undgå større hovedskævhed skal man sætte ind så tidligt som muligt, og helst før barnet er blevet ½ år.

Hvorfor får man skævt hoved

Skævt hoved opstår hos spædbørn, der sover for meget i samme stilling, og fordi kraniet hos spædbørn er eftergiveligt.

Hyppigheden af skævt hoved er steget, efter at man i 90erne rådede til, at spædbørn skulle lægges til at sove på ryggen for at forebygge pludselig uventet spædbarnsdød.

Andre årsager til skævt hoved

I sjældne tilfælde kan skævheden opstå, fordi kraniets vækstzoner (suturer) lukker sig for tidligt. Dette kaldes for kraniosynostose.

Er skævt hoved hos spædbørn arveligt?

Skævt hoved hos spædbørn er ikke arveligt.

Hvordan behandler man skævt hoved hos spædbørn?

For at rette op på skævt hoved, kan du forsøge følgende:

  • Variér stillingen af barnets hoved. Drej hovedet til venstre eller højre, når barnet sover i autostolen, i skråstolen eller vuggen/liften
  • Læg dit barn på maven, når du skal lege med det. Træn barnet til at kunne ligge længere og længere tid på maven i vågen tilstand
  • Hold øje med barnet, når det ligger på maven. Læg ikke barnet til at sove med ansigtet nedad. Det øger risikoen for pludselig uventet spædbarnsdød
  • Når du mader barnet, kan du gøre det fra den modsatte side af det flade baghoved for at stimulere barnet til at dreje hovedet
  • Prøv også at dreje barnets ansigt - til venstre eller højre - når det sover
  • Læg barnet, så han/hun skal dreje sig væk fra den flade side af baghovedet for at se på dig eller for at følge bevægelser, lys eller lyde i rummet
  • Når du bærer barnet, kan det noget af tiden bæres i sideleje, så den "flade side" af hovedet vender op

Ved at variere barnets hovedstilling vil hovedet efterhånden få en mere symmetrisk form. Man anbefaler ikke behandling med hjelm.

Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge skævt hoved?

Hvis du lægger barnet til at sove på ryggen, gør du det rigtige. Men det er vigtigt at forebygge skævt hoved: 

  • Variér stillingen af barnets hoved. Drej hovedet til venstre eller højre, når barnet sover i autostolen, i skråstolen eller vuggen/liften
  • Lad barnet ligge mest muligt på maven i vågen tilstand, men løft barnet op, når det begynder at blive uroligt, og før det begynder at græde. Øg gradvist tiden, hvor barnet ligger på maven
  • I bør ikke lade barnet sidde for længe i en gynge eller autostol. Spædbørn er ikke i stand til at holde hovedet i midterposition og vil have tendens til at bøje hovedet bagover mod den samme side

Sundhedsplejersken kan give dig gode råd til, hvordan du forebygger skævt hoved og være med til at opdage, hvis dit barn har fået skævt hoved.

Hvordan undgår jeg, at barnet får eller forværrer skævt hoved?

Helt fra fødslen skal du sørge for, at spædbarnet ikke sover med hovedet vendt mod samme side, men skiftevis til den ene eller anden side.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis I opdager, at barnets hoved er asymmetrisk, bør I rådføre jer med lægen eller spørge sundhedsplejersken.

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Lægen kan i mange tilfælde afgøre, om det blot drejer sig om lejringsbetinget skævt hoved, eller der er mistanke om anden årsag.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Forekomsten af skævt hoved er højst i 4-månedersalderen. I 6-månedersalderen er skævheden aftaget hos mange børn, og i 2-årsalderen er forandringerne svundet hos langt de fleste.

Er skævt hoved hos spædbørn farligt?

Skævt hoved hos spædbørn er ikke farligt.

Hvor hyppigt er skævt hoved hos spædbørn?

Der er flere spædbørn, der får skævt hoved, efter at man i begyndelsen af 1990'erne anbefalede, at spædbørn skal sove på ryggen. Ved 4-månedersalderen har næsten hvert femte barn skævt hoved, men hos de fleste er hovedformen igen normal i 2-årsalderen.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Kim Kristensen

overlæge, dr.med., Børneafdelingen, Næstved Sygehus

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen