Epilepsi er en samlet betegnelse for forskellige typer anfald, der skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen. Man inddeler anfaldene i to grupper:
Anfaldene kan deles ind i flere undergrupper.
Symptomerne på et epilepsianfald kan variere fra kraftige rykninger og kramper til fjernhed og slaphed. Nogle anfald påvirker bevidstheden, mens andre ikke gør det. Efter et epileptisk anfald er barnet ofte træt.
Et typisk generaliseret anfald kan begynde med, at barnet falder bevidstløst om. Vejrtrækningen stopper i nogle sekunder, og kroppen bliver helt stiv. Hovedet er ofte vredet til en af siderne eller bøjet bagover. I løbet af det næste minut vil man se, at der kommer rykninger i arme, ben og hoved. Det er ikke usædvanligt, at barnet har vandladning eller afføring under anfaldet. Når barnet vågner efter anfaldet, er det ofte træt og desorienteret.
Anfaldene kan også optræde på andre måder, som kan være vanskelige at opdage hos små børn. F.eks kan ses stirren, pludselige fald, ændring i adfærd eller manglende interesse og uopmærksomhed.
Hos børn med mange epileptiske anfald kan der være problemer med udvikling og indlæring. Dette kan skyldes såvel epilepsien, en tilgrundliggende hjerneskade samt den medicinske behandling.
Status epilepticus er en tilstand, hvor en række anfald kommer efter hinanden, uden at barnet kommer til bevidsthed mellem dem. I sådanne tilfælde skal barnet indlægges, idet det er vigtigt at bryde anfaldene så hurtigt så muligt. Tilstanden kan føre til hjerneskade, hvis den ikke behandles i tide.
Ved absenceepilepsi har barnet kortvarige episoder, hvor det "taber tråden", men gentager de igangværende aktiviteter umiddelbart herefter. Tilfældene kan være diskrete, men kan føre til indlæringsproblemer, så det er vigtigt at diagnosen stilles, så der kan iværksættes en effektiv behandling.
Diagnosen stilles på en kombination af sygehistorie, klinisk undersøgelse, Elektroencefalografi (EEG) og eventuelt billeddannende undersøgelse af hjernen oftest MR-skanning.
EEG er en undersøgelse, hvor hjernens elektriske aktivitet registreres. Man kan aflæse specielle mønstre, som er typiske for epilepsi, og det er den vigtigste undersøgelse, når det gælder diagnosen epilepsi. Undersøgelsen er imidlertid ikke i sig selv nok til at stille diagnosen epilepsi, idet mange raske har forandringer, som dem man ser ved epilepsi. EEG er heller ikke altid abnormt hos børn med epilepsi.
Med billeddannende undersøgelser som MR-skanning kan man se, om der er noget unormalt i hjernens struktur, som kan forklare, at personen har epilepsi.
Undersøgelser og forskellige test viser ikke altid, at der er noget galt. Det er derfor vigtigt for lægen at få en beskrivelse af anfaldet fra vidner. Videooptagelser er også nyttige. Lægen er blandt andet interesseret i at høre:
Årsager til epilepsi afhænger af alderen. Epileptiske anfald i første leveår skyldes oftest en medfødt skade i hjernen eller medfødte forstyrrelser i stofskiftet.
Ved epilepsi, som først starter senere i barndommen, kan man oftest ikke finde en årsag. Dog kan epilepsi i denne alder skyldes erhvervede hjerneskader af traumatisk oprindelse, infektioner (f.eks. hjernehindebetændelse) eller andre sygdomme, der påvirker hjernen som f.eks hjernesvulster.
Alle børn kan i princippet få et krampeanfald. Børn med epilepsi har dog en lavere tærskel for anfald og har derfor også en tendens til, at de gentager sig.
Flere forhold kan øge risikoen for at få et epilepsianfald:
Epilepsi er arveligt. Hvis en eller begge forældre har epilepsi, har barnet en øget risiko for også at få det.
Behandlingen skal tilpasses til det enkelte barn, idet der er mange forskellige former for epilepsi. Formålet med behandlingen er at forebygge anfald. Ofte er ét stof ikke nok, og i sådanne tilfælde anvender man en kombination af 2 eller flere typer medicin. Selv ved anvendelse af flere typer medicin, er der børn, som ikke bliver anfaldsfrie. Hos disse er det nødvendigt, at forældre/pasningssteder ligger inde med medicin, som kan anvendes til at behandle akutte anfald med.
En del af den medicin, som man bruger til at forebygge epilepsianfald, har bivirkninger. Nogle af de mest almindelige bivirkninger er døsighed, svimmelhed, koncentrations-, hukommelses- og indlæringsproblemer.
Hos en mindre gruppe epileptikere kan operation være nødvendig. Kirurgen kan da fjerne det område i hjernen, hvorfra epilepsien udgår.
Enkelte patienter med epilepsi, der er vanskelig at behandle, kan have gavn af en speciel diæt (ketogen diæt) og andre kan have brug for en nervestimulator.
De fleste akutte epilepsianfald går over af sig selv. Men varer anfaldet mere end 5 minutter, bør det behandles. Dette gør man som regel med medicin, der gives i endetarmen eller på indersiden af kinden. Går anfaldet herefter ikke over, bør barnet indlægges. Det samme gælder, hvis barnet får flere anfald efter hinanden.
Hvis du overværer, at et barn får et epilepsianfald, kan du hjælpe til at mindske skaderne. Men du må ikke forsøge at dæmpe kramperne.
Det skal du gøre:
Mange personer, der kramper, bider sig i tungen. Dette er ikke farligt, og du skal ikke forsøge at hindre det. Når kramperne giver sig, er det vigtigt at sikre frie luftveje. Læg gerne barnet i stabilt sideleje. Et barn, som netop har haft krampeanfald, må ikke lades alene de første timer.
Det er vigtigt for epileptikere at leve regelmæssigt, få nok søvn og undgå faste og andre aktiviteter, der kan udløse anfald.
Hvis dit barn får kramper uden at have haft dette før, bør du kalde 112, og få barnet bragt på sygehus.
Hvis du observerer tilfælde med fjernhed eller trækninger bør du gå til din egen læge og få barnet vurderet med henblik på om nærmere undersøgelse ved børnelæge bør foretages.
Ved akutte krampetilfælde, som varer mere end 5 minutter, vil lægen eller paramedicineren (ambulanceredder) give medicin, som kan bryde anfaldet.
Epilepsi skal som udgangspunkt altid behandles.
De fleste børn med epilepsi får god eller fuldstændig kontrol over anfaldene med medicin, men nogle børn bliver aldrig anfaldsfrie. Om barnet slipper af med epilepsien afhænger blandt andet af, om der er en underliggende sygdom i hjernen. Er der det, er sandsynligheden ofte ringe for, at epilepsien svinder.
Mange børn, som har epilepsi uden påviselig tilgrundliggende årsag, vokser sig fra anfaldene. De fleste er fri for anfald i 20-årsalderen.
Komplikationer til epilepsi kan være skader under et anfald som fx slag mod hovedet, tandskader og bid i tungen.
Epileptikere har oftere koncentrationsbesvær, følelsesmæssige forstyrrelser, mental tilbageståenhed og bevægelsesforstyrrelser end andre i befolkningen. Det kommer for det meste ikke af epilepsien, men skyldes oftere tilgrundliggende sygdom i hjernen. Kan dog også skyldes bivirkninger til medicinen.
En frygtet komplikation er langvarige anfald såkaldt status epilepticus. Uden hurtig behandling med medicin og indlæggelse på sygehus kan disse anfald give varig hjerneskade og eventuelt føre til død.
Børn med epilepsi kræver mere opsyn end andre børn. Det er vigtigt at vise forsigtighed og undgå aktiviteter, hvor et anfald kan få alvorlige konsekvenser. Epileptikere bør f.eks. aldrig bade alene eller klatre.
Der er forskellige restriktioner for epileptikere hvad angår erhvervsvalg. Epileptikere kan ikke blive piloter, søfolk i udenrigshandel, arbejde ved jernbanen eller være chauffører i offentlig transport. De kan heller ikke betjene værktøj eller maskiner eller have andet arbejde, hvor risikoen for skader ved anfald er stor. Epileptikere fritages normalt for militærtjeneste.
Epileptikere med anfald kan kun få kørekort til bil, hvis de har været anfaldsfrie i mindst et år.
Ubehandlet status epilepticus kan føre til hjerneskade og i ekstreme tilfælde til død. Død som følge af epilepsi er dog sjældent blandt danske børn.
Blandt 1000 børn har 4-5 epilepsi. 40 % med epilepsi får sygdommen i barndommen.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
