Behandling
Enuresis er, når et barn ufrivilligt eller utilsigtet tisser i sengen eller tøjet. Man bruger sengevædning og enuresis synonymt, men enuresis omfatter mere end blot at tisse i sengen.
Natlig enuresis (sengevædning) er alligevel det absolut hyppigste og udgør 75 % af tilfældene.
Cirka 20 % har en blandingsform, som omfatter gener både om dagen og om natten, mens 5-10 % kun har problemet om dagen.
De fleste børn bliver tørre mellem 2- og 4-årsalderen.
Man kalder det først enuresis, når barnet når 5-årsalderen. Indtil denne alder regnes det for normalt, at børn ikke har kontrol over vandladningen.
I småbørnsalderen er enuresis først og fremmest et praktisk problem - og det primært for forældrene.
Når barnet når skolealderen, bliver det i højere grad også et socialt problem.
Symptomerne på enuresis er, at barnet tisser i bukserne eller i sengen.
Du skal være særligt opmærksom, hvis barnet mister kontrollen over vandladningen, efter at det har været tørt i en periode. Så bør man få kontrolleret urinen for infektion og sukker.
Ud fra en samtale vurderer lægen, hvor stort problemet er og leder efter eventuelle årsager til barnets enuresis.
Lægen tager en urinprøve for at udelukke, at barnet har en urinvejsinfektion eller nyresygdom.
I skal måske udfylde et væske-vandladningsskema for at se, om der kan være høj natlig urinproduktion, eller at blæren har lav kapacitet.
Ultralydsundersøgelse af nyrer og urinveje kan indimellem være relevant, hvis der er mistanke om, at en fysisk sygdom kan være årsag til problemet.
De allerfleste børn behøver ikke undersøges nærmere, men kan blive behandlet hos deres praktiserende læge.
Børn med sengevædning har oftest et normalt tissemønster om dagen. Nogle har imidlertid hyppig vandladning om dagen og nogle gange intens trang til at lade vandet.
Nogle børn tisser om natten, fordi urinmængden er for stor i forhold til den mængde, blæren kan rumme, andre børn fordi blærens kapacitet er for lille.
Normalt sender en fuld blære signaler til hjernen, som vækker barnet. Børn med sengevædning vågner typisk ikke i disse situationer. Det har desuden vist sig, at børn med sengevædning sover tungere end andre og er vanskeligere at vække.
Hos de fleste børn er problemet en forsinket modning af de komplicerede signalsystemer fra hjernen til nyrerne. Det er dem, som normalt sørger for en lavere urinproduktion om natten, og som giver viljemæssig kontrol over vandladningen. Det varierer fra person til person, hvor hurtigt dette system bliver modent.
Enuresis kan i sjældne tilfælde skyldes fysisk sygdom, som fx nedsat blærekapacitet på grund af infektion eller anden sygdom i urinvejene, eller sygdom i nervesystemet.
Enuresis kan også skyldes en psykisk lidelse. Stress kan også udløse enuresis.
Psykosocial belastning i familien, fx alkoholmisbrug, skænderier og meget støj i hjemmet, kan udløse gener. Men det er vigtigt at huske på, at de allerfleste børn med enuresis kommer fra stabile familier uden disse problemer.
Arv er af stor betydning. Op mod 75 % af børn med enuresis har forældre, der har haft samme problem.
Se kort video om sengevædning hos børn:
Hovedformålet med behandlingen af enuresis er at hjælpe barnet til at blive tørt, når barnet selv er motiveret for det. Det vil sige, at det som regel ikke lader sig gøre, hvis barnet ikke selv ser det som et problem.
Først og fremmest indebærer behandlingen om rådgivning til forældrene. Alternative muligheder kan være et alarmapparat til barnet eller antidiuretisk hormon.
Barnet bør selv tage ansvar for behandlingen og hjælpe med at registrere væskeindtag og vandladning. Formålet med dette er at finde ud af, hvor meget blæren kan rumme (blærekapacitet), og hvor meget urin der produceres om natten.
Beskyt madrassen med plast. Det anbefales ikke, at man giver barnet ble på om natten. Det kan dog være nødvendigt, skønt det formentlig vedligeholder problemet. Hvis uheldet er sket, kan man lægge et håndklæde på den våde plet resten af natten.
Hvis man benytter plast på madrassen, kan det give et fugtigt og klamt sengemiljø i længden, der bliver ubehageligt at ligge på. Man kan købe specielle overmadrasser, som trækker fugtighed til sig og har vandtæt bund, der stopper lækager fra at gå ned i madrassen.
Nogle mener, at barnet selv skal skifte og fjerne vådt sengetøj. For større børn kan dette være opdragende, men for yngre børn kan det opfattes som en straf.
Opmuntring og belønning virker bedre end kritik og straf.
Som en ekstra motivation kan man lave et skema med rubrikker for de forskellige dage (nætter). Forskellige symboler viser udfaldet af natten, fx. en guldstjerne for tør nat. Dette system kan eventuelt udvides yderligere med ekstra bonus for "5 på række" og så videre.
Mange oplever, at et belønningsskema virker - måske fordi der kommer et øget fokus i barnets underbevidsthed. Efterhånden lærer barnet at kende følelsen af at skulle tisse.
Det er imidlertid vigtigt at bevare en støttende og opmuntrende holdning, ikke mindst når der kommer tilbagefald. Det er en tålmodighedsprøve for både forældre og barn.
Alarmapparat (ringeapparat) er den bedste behandling, hvis barnet har nedsat blærekapacitet. De findes i form af 2 hovedtyper :
Alarmapparaterne er følsomme for fugtighed, og giver en kraftig lyd fra sig eller vibration, så snart de bliver våde. Tanken er, at barnet skal lære at koble lyden med følelsen af at skulle tisse, og så efterhånden vågne før det er for sent.
Hvis registreringen af væskeindtag og vandladning tyder på en stor natlig urinproduktion, behandler man med et naturligt forekommende hormon, et antidiuretisk hormon. Medicinen tages som tablet/smeltetablet før sengetid. Meningen er, at medicinen skal nedsætte urinproduktionen om natten.
Behandlingen kan give ophobning af væske med hovedpine, kvalme og opkast. Man anbefaler derfor et reduceret væskeindtag til max. 1/4 L fra 1 time før, medicinen tages til over natten.
Andre relativt sjældne bivirkninger kan være mavesmerter eller utilpashed.
Mere end 70 % har hel eller delvis god virkning af denne behandling. Men medicinen skal ofte tages over lang tid, og mange får tilbagefald, når de stopper.
Hvis man ikke ønsker at bruge medicinen kontinuerligt, kan den alligevel være til stor hjælp, når man er på rejse, på lejrskole og lignende.
Enuresis er ofte arveligt betinget og derfor ikke muligt at undgå.
Enuresis er normalt. Du bør søge hjælp, når dit barn og familien er motiveret for at forsøge at løse problemet.
Enuresis er et hyppigt problem, som de allerfleste vokser sig fra inden skolealderen. Hvert år bliver cirka 15 % raske af sig selv.
For nogle få personer varer generne ved op til puberteten. For dem er det naturligt nok en ekstra stor belastning.
Enuresis kan give sociale problemer, specielt i situationer som kræver overnatning. Desuden kan barnet få problemer med lugt.
Enuresis kan medføre lavt selvværd og kan også være udmattende for forældrene.
Enuresis er ikke farligt.
Når definition af enuresis er mere end 1 våd nat hver uge, er hyppigheden:
Natlig enuresis ses hyppigere hos drenge end hos piger.
Ja, hvis behandlingen har virket, vil op mod 50 % få tilbagefald, som man igen så vil forsøge at behandle.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
