Et hæmangiom i huden er hyppigt hos små børn og kaldes også et jordbærmærke
Det er en godartet forandring i de små blodkar, og forandringen forsvinder igen
Det er oftest en rød-blå halvkugleformet forandring i huden
Et hæmangiom bliver ofte synligt i løbet af de første uger efter fødslen
Det tager 2-7 år, før jordbærmærket er helt væk
I de fleste tilfælde kræves ingen behandling, men hvis det skal behandles, foregår det hos en speciallæge
Hvad er et hæmangiom?
Et hæmangiom er en godartet hudforandring, der udgår fra cellerne i de små blodkar
Fordi det opstår i mens barnet er spæd, kaldes det også infantilt hæmangiom
Kaldes også et jordbærmærke. Det er ofte rødt og uregelmæssigt kugleformet, og ligner derfor et jordbær
Det vokser frem kort efter fødslen
Det kan også være rød-blåt og halvkugleformet, og ligner altså ikke altid et jordbær
Undtagelsesvis kan de forekomme i indre organer som luftveje, lever, milt, lunger og bugspytkirtel
For tidligt fødte børn kan i sjældne tilfælde udvikle mange små hæmangiomer
Hvordan udvikler et hæmangiom sig?
Et hæmangiom starter som en lille rød-lilla plet i hudoverfladen. Derefter vokser det hurtigt det første halve leveår, nogle gange helt op til 2-årsalderen
Den hurtige vækst kan virke foruroligende og skræmmende, men jordbærmærket er fredeligt og forsvinder af sig selv
Væksten stopper oftest ved 6-månedersalderen og ved 1-2 årsalderen begynder tilbagedannelsen af mærket. Det kan tage 2-10 år, før det er helt væk
Hos nogle børn efterlader det et lille ar i huden
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Hvis det sidder tæt ved øjet, eller hvis det trykker, på f.eks. luftveje, skal det behandles straks
Hvis det skygger for barnets synsfelt, kan synet senere hen blive stærkt nedsat
Hvis der opstår blødning, skal man blot holde et tryk på det og blive ved med det, til blødningen stopper
Der vil ofte opstå et sår, når jordbærmærket begynder at forsvinde. I den periode kan der gå betændelse i huden, så hvis der er ømhed, varme og væsken, skal man søge læge
Hvordan stilles diagnosen?
Ofte er lægen ikke i tvivl baseret både på sygehistorien, men også på udseendet
Hvis lægen er i tvivl, kan man enten ultralydsskanne hudforandringen eller tage en lille vævsprøve fra huden
Hvorfor får man hæmangiom?
Årsagen er ukendt
Er hæmangiom arveligt?
Nej, bortset fra ved sjældne syndromer
Foto af rødlilla hæmangiom
Foto af mere rødligt og mere uregelmæssigt formet hæmangiom. Venligst udlånt af Danderm
Hvilken behandling er der?
I de fleste tilfælde kræver et hæmangiom ikke behandling
Når medicinsk behandling er påkrævet, er beta-blokker (medicin der ellers bruges til behandling af forhøjet blodtryk), det første valg
Behandlingen kan gives lokalt eller som en mixtur, Hemangiol, og foregår som et samarbejde mellem hudlæger og børnelæger
Hvad kan jeg selv gøre?
Ofte er den mest stressede periode for forældrene, når jordbærmærket begynder at skrumpe (tilbagedannelsen)
Det bløder ofte lidt, det kan være ildelugtende og blive betændt
Disse problemer kan forældrene ofte behandle med almindelig hudpleje
Hvordan undgås at få eller forværre hæmangiom?
Du kan ikke forebygge forekomst eller vækst af et hæmangiom. Huden kan dog plejes og holdes ren ved sårdannelse, så at man undgår betændelse
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis dit barn kort efter fødslen udvikler en hudforandring, der ligner et jordbærmærke, så skal du vise forandringen til sundhedsplejersken eller lægen, så kan de rådgive dig
Hvis dit barn allerede har et jordbærmærke, som vokser hurtigere end forventet, eller som generer dit barn, skal du søge læge
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen kan i første omgang vurdere om behandling er relevant
Nå hæmangiomet tilbagedannes efterlader det i nogle tilfælde lidt løs hud eller tydelige blodkar. Dette kan senere korrigeres med plastikkirurgi eller laserbehandling
Hvornår behandler man hæmangiom?
Hvis forandringen påvirker livsvigtige funktioner, f.eks. nær legemsåbninger, i luftveje, i lever eller ved meget store hæmangiomer
Hvis det skygger for barnets synsfelt kan medføre, at synet senere bliver stærkt nedsat, hvis det ikke behandles
Hvordan er langtidsudsigterne?
Tilstanden debuterer i spædbarnsalderen og tilbagedannes af sig selv. Hastigheden på tilbagedannelsen varierer og kan ikke forudsiges
De allerfleste hæmangiomer hos børn skaber ingen problemer
Sommetider opstår der sår i hæmangiomet
Store blødninger er sjældne og kan næsten altid stoppes ved et fast tryk på blødningen i længere tid
Man regner med, at 50% er tilbagedannet ved 5 års alderen, 70 % ved 7 år, og 90 % ved 9 år
Restmærker efter hæmangiomet findes hos cirka halvdelen - hyppigere jo senere det forsvinder
Er hæmangiom farligt?
Nej, kun hvis det sidder i luftvejene eller i andre vigtige indre organer
Hvor hyppig er hæmangiom?
Cirka 10 % af alle børn har dem
Hos 30% er de til stede fra fødslen eller bliver synlige i løbet af de første uger efter fødslen
Forekomsten er størst hos for tidligt fødte børn med fødselsvægt under 1 kg
Piger rammes 3 gange hyppigere end drenge
Jordbærmærke på pungen, som typisk ikke kræver behandling medmindre det vokser sig meget større. Foto venligst udlånt af Danderm