Hvad er pludselig uventet spædbarnsdød?
Pludselig uventet spædbarnsdød (vuggedød) er defineret som pludselig uventet død hos et spædbarn, hvor man ikke kan påvise nogen sikker dødsårsag.
Pludselig uventet spædbarnsdød rammer for det meste i alderen 2-4 måneder. 90 % af tilfældene sker før 6-månedersalderen. Drenge rammes oftere end piger. De fleste tilfælde sker i vinterhalvåret.
Hvor hyppigt er pludselig uventet spædbarnsdød?
I 1980'erne døde mere end 100 børn årligt i Danmark på grund af vuggedød. I 2010 blev der kun registreret 7 dødsfald. Faldet i antallet af tilfælde er sket, efter at man anbefalede, at børn skal sove på ryggen. Man anbefaler også, at spædbarnet ikke sover i forældrenes seng.
Hvad er årsagen til pludselig uventet spædbarnsdød?
Der er aldrig fundet en egentlig årsag til pludselig uventet spædbarnsdød, men følgende øger risikoen:
- At barnet sover på maven - det mener man, er den største risikofaktor
- At barnet sover i samme seng som forældrene
- Rygning under og efter graviditeten
- At moren er under 20 år
- At barnet er tvilling
- For tidlig fødsel og lav fødselsvægt af anden årsag
Er pludselig uventet spædbarnsdød arveligt?
Børn, hvor en større søskende i familien er død af pludselig uventet spædbarnsdød, er i øget risiko.
Hvad kan jeg gøre for at forebygge vuggedød?
- Læg barnet til at sove på ryggen, ikke på maven
- Barnet bør sove i samme værelse som forældrene, men aldrig i samme seng som forældrene
- Barnet må ikke sove i lænestole eller sofaer
- Temperaturen i soveværelset skal ikke være høj (ca. 18-20°C)
- Soveunderlaget bør være fast
- Barnet skal ikke pakkes for meget ind i tøj og dyner
- Barnet bør så vidt muligt ammes
- Det kan være en god ide, at barnet bruger sut, når amningen er kommet i gang
- Ryg ikke under og efter graviditeten
Overvågning af vejrtrækningen med alarmapparat
Man har ikke kunnet påvise, at overvågning redder børn fra pludselig uventet spædbarnsdød.
Hjælp til forældre ved vuggedød
At miste et barn er en af de største kriser, som et menneske kan udsættes for. En sådan krise kan føre til depression, angst og andre psykiske lidelser. Hvis man ikke taler om det, der er sket, er der større risiko for disse eftervirkninger. Det er derfor vigtigt, at man tager imod et tilbud om en samtale med en fagperson, hvis ens barn er dødt. Nogle har også behov for behandling med medicin.
Man kan ikke forvente at komme over eller glemme det faktum, at man har mistet et barn. Det er heller ikke meningen med terapien. Meningen er at komme til en slags forsoning med det, der er sket, så man kan bruge sine kræfter på at leve et normalt liv. Ved at bearbejde sorgfølelsen sammen med personer, som har kendskab til disse ting, har man en meget større chance for at nå dette mål.
Skævt/fladt baghoved af at ligge på ryggen
I dag anbefaler man, at spædbørn ligger på ryggen og sover. Det har ført til flere tilfælde af skævt hoved/fladt baghoved hos børn. Dette bør dog ikke afholde forældrene fra at lade barnet sove på ryggen, da det kan forebygges og behandles, og de fleste tilfælde er forsvundet i 2-årsalderen.
Patientorganisationer
Vil du vide mere?