Søvnrædsel

Kim Kristensen

speciallæge

Fakta

  • Søvnrædsel er en søvnforstyrrelse hos børn karakteriseret ved tilfælde, hvor barnet 1 - 2 timer efter at være faldet i søvn pludselig skriger, virker bange og er svært at vække
  • Anfaldet varer typisk 10 til 20 minutter
  • 1-6,5 % af børn har søvnrædsel
  • Søvnrædsel er ufarligt og går over af sig selv

Hvad er søvnrædsel?

Søvnrædsel er en søvnforstyrrelse hos børn, hvor søvnen pludselig afbrydes samtidig med, at barnet skriger og virker angst. Episoderne varer typisk 10 - 20 minutter.

Hvad er symptomerne på søvnrædsel?

Søvnrædsel er karakteriseret ved episoder, hvor barnet pludselig sætter sig op, skriger og virker bange. Det sker oftest 1 - 2 timer efter, at barnet er lagt i seng. Det er samtidigt svært at vække barnet.

Under episoderne har barnet hurtig puls, hurtig vejrtrækning og sveder. De fleste anfald varer 10-20 minutter, men barnet kan være utrøsteligt i op til 30 minutter, før det slapper af og vender tilbage til rolig søvn.

Hvis barnet vågner under anfaldet, husker det kun dele af episoden. Morgenen efter husker barnet som regel intet.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen søvnrædsel stilles på baggrund af den typiske sygehistorie. Undersøgelser er normalt ikke nødvendige. Hos nogle børn mistænker man dog epilepsi. I disse tilfælde vil lægen henvise til EEG undersøgelse.

Hvorfor får man søvnrædsel?

Man kender ikke årsagen til søvnrædsel. Søvnmangel eller forstyrret søvn kan dog udløse tilfælde af søvnrædsel.

Søvnrædsel er ikke forbundet med stress eller følelsesmæssige forstyrrelser hos barnet.

Er søvnrædsel arveligt?

Søvnrædsel er hyppigere hos børn, hvis forældre har haft det, så der er formentlig en arvelig disposition.

Hvordan behandler man søvnrædsel?

Søvnrædsel skal ikke behandles. Det kan virke skræmmende, men går over af sig selv og er ikke farligt. Hvis barnet ofte har anfald, kan man prøve at vække det en halv time før, anfaldene plejer at optræde. Det kan mindske hyppigheden af anfald hos nogle børn.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det er en god ide, at forældrene sørger for:

  • at barnets seng og værelse er trygt
  • at barnet ikke kan komme til skade, hvis det forlader værelset under anfaldet
  • at barnet får nok søvn 
  • at barnet har faste sengetider
  • at der er rutiner ved sengetid
  • at der er en fast opvågningstid

Prøv at lade barnet sove lidt mere end sædvanligt, f.eks. 15 minutter. Enten ved at barnet kommer tidligere i seng, eller ved at vække barnet 15 minutter senere end sædvanlig tid.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis du er i tvivl om, hvad der er galt, bør du søge læge. Hvis barnet snorker meget, kan det have obstruktiv søvnapnø, og bør så undersøges af en øre-næse-halslæge.

Hvordan undgår børn at få eller forværre søvnrædsel?

Sørg for gode søvnvaner, og at barnet får tilstrækkelig søvn.

Hvordan udvikler søvnrædsel sig?

Søvnrædsel forsvinder som regel senest, når puberteten begynder. Børn med søvnrædsel går oftere i søvne senere i barndommen end andre børn. 

Er søvnrædsel farligt?

Søvnrædsel er ikke farligt.

Hvor udbredt er søvnrædsel?

  • 1-6,5 % af mindre børn har et begrænset antal episoder med søvnrædsel
  • Drenge rammes lidt hyppigere end piger
  • Søvnrædsel kan komme fra 1-årsalderen, men er mest almindeligt i 3-5-årsalderen 
  • Yngre børn har flest anfald af søvnrædsel, typisk en episode per uge. Ældre børn har sjældent mere end 1-2 episoder per måned

Kan jeg få søvnrædsel mere end én gang?

Er søvnrædslen holdt op, vender den normalt ikke tilbage.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Kim Kristensen

overlæge, dr.med., Børneafdelingen, Næstved Sygehus

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen