Hvad er fækalinkontinens?
Enkoprese (eller fækalinkontinens) er gentagne, ufrivillige afføringer på steder, som er upassende.
Man bruger ofte betegnelsen, når børn har afføring i bleer eller bukser efter den tid, hvor det er almindeligt at være renlig (4-årsalderen), uanset årsag til uheldene.
Alligevel er det almindeligt at inddele fækalinkontinens i 2 typer:
- Funktionel fækalinkontinens: Når der ikke er nogen sygdom, der kan forklare problemerne
- Organisk fækalinkontinens: Når årsagen er sygdom, som fx misdannelse eller manglende nerveforsyning af tarmen
Hvad er symptomerne på fækalinkontinens?
Symptomerne på fækalinkontinens er regelmæssig, ufrivillig afføring på upassende steder.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du skal være særligt opmærksom, hvis barnet har ondt ved afføring, eller der er blod på afføringen. Det kan være tegn på rifter i endetarmen.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen forsøger at finde baggrunden for generne ud fra det, du fortæller. Det er vigtigt at få talt om, hvilke konsekvenser det har for familien, at barnet har fækalinkontinens.
Lægen foretager en almindelig og generel undersøgelse af barnet. Det er vigtigt at undersøge området omkring endetarmsåbningen. Undersøgelsen er udvendigt og gør ikke ondt.
Barnet skal selvfølgeligt forberedes på undersøgelsen, især hvis det er nødvendigt at mærke op i endetarmen for at se, om der står en masse afføring.
Det er ikke nødvendigt med blodprøver. Der er heller ikke behov for røntgenundersøgelse, kun i helt specielle og sjældne tilfælde.
Hvad skyldes fækalinkontinens?
Funktionel fækalinkontinens skyldes ofte en kombination af flere faktorer:
- Forstoppelse
- Psykosociale faktorer
- Dårlige kost- og toiletvaner
- Fysiske eller psykiske overgreb
Årsagen er oftest forstoppelse.
Det kan så blive mere kompliceret af, at barnet også får sår og rifter i eller omkring endetarmsåbningen. De gør, at det gør ondt på barnet at gå på toilettet. Derfor begynder barnet at holde sig. Barnet kommer da ind i en ond cirkel, hvor der efterhånden bliver så stor forstoppelse, at det medfører lækage af afføring.
Lækagen opstår på grund af, at der kan være overløb, og at endetarmen og nederste del af tarmen er udfyldt med afføring. Det gør, at den muskulatur, som barnet skal kunne holde på afføringen med, ikke fungerer i tilstrækkelig grad.
Organisk fækalinkontinens er sjælden, men kan blandt andet skyldes medfødte misdannelser omkring endetarmen m.m.
Er fækalinkontinens arveligt?
Nej, det er ikke arveligt.
Hvordan behandles fækalinkontinens?
Det er vigtigt, at forældrene afdramatiserer uheldene. Situationen bliver kun værre, hvis du skælder barnet ud.
Kosten spiller en væsentlig rolle. Sørg for, at barnet får regelmæssige måltider med fiberrig kost og syrnede mælkeprodukter.
Sørg også for, at barnet får rigeligt at drikke - det forebygger forstoppelse.
Der er ingen medicin, som hjælper mod selve fækalinkontinensen. Men hvis barnet er forstoppet, er det vigtigt at få tømt tarmen ordentligt. Til udtømning bruger man forskellige afføringsmidler. Man kan eventuelt også bruge midler, der føres ind i endetarmen.
Barnet har brug for vejledning og en mulighed for at tale om sin egen oplevelse af situationen. Forældre skal vise en positiv, støttende og ikke fordømmende holdning.
Hvad kan jeg selv gøre?
Det kan være en hjælp med adfærdsterapi, som kan bestå i at give en belønning, når barnet bruger toilettet. Belønningssystemet skal være enkelt og gennemføres uden undtagelser, det vil sige konsekvent.
Hvordan undgår børn at få eller forværre fækalinkontinens?
Sørg for, at dit barn går regelmæssigt på toilettet og drikker nok. Det forebygger forstoppelse, der er den hyppigste årsag til fækalinkontinens.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Når barnet er over 4-årsalderen og ikke kan holde på afføring, bør man søge hjælp.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
De fleste bliver raske med alderen. Samtale og information om problemet kan gøre, at barnet bliver hurtigere rask.
På grund af den psykiske belastning kan nogle børn få adfærdsforstyrrelser eller andre psykiske lidelser. Hvis du får mistanke om det, bør du kontakte din egen læge.
Er fækalinkontinens farligt?
Det er ufarligt, men yderst genererende.
Hvor hyppig er fækalinkontinens?
Hyppigheden af fækalinkontinens aftager med alderen. 3 % af skolebørn har det, mens 1,6 % af 10-11-årige har det.
Fækalinkontinens er langt hyppigere hos drenge end hos piger i forholdet 4 til 1. Det vil sige, når 4 drenge har fækalinkontinens, er der 1 pige med problemet.
Kan jeg få fækalinkontinens mere end én gang?
Ja, man kan få tilbagefald, hvis man fx igen bliver forstoppet.
Vil du vide mere?