Omsorgssvigt og overgreb mod børn og unge, lovgivning

Grete Katrine Teilmann

speciallæge

Fakta

  • Enhver der får kendskab til, at et barn eller ung under 18 år udsættes for overgreb, omsorgssvigt eller nedværdigende behandling, har pligt til at underrette kommunen
  • Hvis du har kendskab til, at et barns eller en ungs trivsel og udvikling er truet, er du forpligtet til at underrette barnets eller den unges kommune om din bekymring
  • Hvis du arbejder med børn eller unge, har du skærpet underretningspligt. Du skal underrette kommunen, hvis du har formodning om, at et barns eller en ungs trivsel og udvikling er truet
  • Underretningspligten er overordnet tavshedspligten 
  • Underretning sker for at få hjælp fra kommunen. Anmeldelse til politiet tager kommunen sig af
  • Hvis kommunen ikke reagerer hensigtsmæssigt, kan Ankestyrelsen underrettes

FNs børnekonvention

Internationalt har Danmark tiltrådt FNs børnekonvention:

  • Artikel 19: Børn har ret til at blive beskyttet mod fysisk eller psykisk vold og mod at blive forsømt 
  • Artikel 34: Børn har ret til at blive beskyttet mod seksuelle overgreb og mod at blive udnyttet i prostitution og pornografi

Hvad er vold mod børn og unge?

Fysisk vold i nære relationer er en handling eller hændelse, hvor forælderen, den primære omsorgsgiver eller den fagperson eller frivillige, i hvis varetægt barnet er overladt, smerter eller skader barnet og krænker dets integritet fysisk og psykisk.

Volden kan komme til udtryk ved handlinger som fx at slå, sparke, ruske, bide, kvæle, skolde, brænde eller forgifte barnet. Volden kan være en intenderet handling eller ske i affekt. Der kan være tale om en enkeltstående handling eller gentagne episoder.

Fysisk vold er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet, og bringer dets udvikling og sundhed i fare.

Lovgivning

Den væsentligste danske lovgivning findes i

  • Forældreansvarsloven: § 2, stk. 2: Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende handling
  • Straffeloven: § 213. Den, som ved vanrøgt eller nedværdigende behandling krænker sit barn eller nogen i hans myndighed eller forsorg, som er under 18 år, straffes med fængsel indtil 2 år
  • Barnets lov. § 133 og § 135

Underretningspligt

  • Af barnets lov § 135 fremgår:
    "Den der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundheds eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

    • Der er således tale om en generel underretningspligt, som gælder for alle borgere
    • Der er ikke krav om, hvilken form en underretning skal have
      • Dvs. at underretningen kan indgives både mundtligt og skriftligt til kommunen
        • Ved skriftlig underretning er det ofte muligt at underrette elektronisk via kommunes hjemmeside
        • Det er muligt at indgive en underretning anonymt

    Skærpet underretningspligt

    Af barnets lov § 133 fremgår:
    "Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentlig hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at:"

    1. et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov
    2. et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold
    3. et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
    4. et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb

    Som læge, sygeplejerske, sundhedsplejerske, jordemoder, psykolog og autoriseret sundhedsperson i øvrigt gælder således en skærpet underretningspligt. 
    Sundhedspersoner kan ikke forlade sig på, at en anden person har underrettet kommunen om et barn med vanskeligheder, og kan heller ikke forlade sig på, at barnet eller den unge selv kan

    Kommunens opgaver

    • Kommunen er forpligtet til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge i kommunen lever. På den måde kan kommunen så tidligt som muligt få kendskab til tilfælde, hvor der er behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år
    • Kommunen skal sørge for, at barnet eller den unges forhold undersøges ved bl.a. at medinddrage de fagfolk (læger og andet sundhedspersonale, pædagoger, lærere, psykologer m.v.), som allerede har en viden om barnet/den unge og familiens forhold. Hvis nødvendigt skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller psykolog. Kommunen skal vurdere sagens alvor og træffe beslutning vedrørende hjælpeforanstaltninger
    • For at kommunens tilsynspligt kan realiseres, forudsætter det, at alle kender deres underretningspligt:
    • Særligt om den ”skærpede” underretningspligt (gælder for bl.a. læger og andet sundhedspersonale):
      • Den skærpede underretningspligt indtræder, når man har grund til at antage, at et barn/en ungs sundhed eller udvikling er truet, jvf  § 133 og ikke som den almindelige underretningspligt, som træder i kraft når man har kendskab til sådanne forhold
      • Tavshedspligt: Lægers og andre sundhedspersoners almindelige tavshedspligt er underordnet underretningspligten. Man kan derfor ikke undlade at underrette under henvisning til tavshedspligt
      • Det er altid muligt at underrette anonymt, og kommunen har altid pligt til at iværksætte en undersøgelse
      • Det anses for fagligt god praksis, at man altid oplyser forældrene om underretningen og ens pligt hertil og fortæller dem, at det drejer sig om en underretning for at få hjælp til barnet/den unge og familien 
      • Udenfor arbejdstid underrettes til den sociale døgnvagt (kontakt politiet på telefon 114. Politiet vil så kontakte den sociale døgnvagt i den aktuelle kommune) 
        • Vedr. borgere i København: kontakt telefon 3317 3333, som også er behjælpelig også vedr. spørgsmål om familier uden for København
      • Underretninger skal vurderes inden for 24 timer
      • Kommunen har pligt til at give underretteren kvittering for modtagelse af underretningen. Kommunen skal endvidere, efter anmodning, videregive oplysninger til den fagperson, der har underrettet, om hvorvidt underretningen har givet anledning til undersøgelser eller foranstaltninger for barnet eller den unge under 18 år, med mindre særlige forhold gør sig gældende
      • Hvis kommunen, trods underretning, ikke iværksætter nødvendige hjælpeforanstaltninger kan der underrettes direkte til Den Sociale Ankestyrelse
    • Vedrørende sagsgangen i kommunen og hjælpeforanstaltninger, se Orienteringsskrivelse om lov om ændring af lov om social service (Beskyttelse af børn og unge mod overgreb m.v.)
    • Politi:
      • Det er kommunens ansvar og opgave ved behov at anmelde en sag til politiet mhp. efterforskning i forhold til straffeloven
      • Politiet skal kun involveres i ”nødretssituationer” ved trussel mod underretteren

Vil du vide mere? 

Kilder

Fagmedarbejdere

Grete Katrine Teilmann

speciallæge i pædiatri, overlæge, ph.d., klinisk lektor, Børne- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen