Overgreb og omsorgssvigt mod børn

Grete Katrine Teilmann

Speciallæge

Fakta

  • Overgreb og omsorgssvigt mod børn er aktive og/eller passive fysiske og/eller psykiske (inkl. seksuelle) overgreb 
  • Overgreb mod børn er underrapporteret, og i mange tilfælde bliver det ikke opdaget 
  • ”Risikobørn” er børn under 5 år (ofte uønskede, anderledes, evt. handicappede) 
  • ”Risikovoksne" er voksne med misbrug, psykisk sygdom, sociale vanskeligheder, lavt selvværd

Hvad er omsorgssvigt og overgreb mod børn?

Omsorgssvigt og overgreb mod børn inddeles gerne i fem hovedtyper:

  • Børn som udsættes for fysiske overgreb (se omtale af abusive head trauma)
  • Børn som vanrøgtes og udsættes for omsorgssvigt
  • Børn som udsættes for psykiske overgreb
  • Børn som udsættes for seksuelle overgreb
  • ”Fostermishandling” dvs. fostre som skades i graviditeten pga. misbrug m.v.

Gennem tiden har der været anvendt forskellige udtryk: fysisk mishandling, battered child, non-accidental traume, påført skade, fysisk overgreb og vold, abusive head trauma (tidligere shaken baby). 

Gerningsmanden er som regel en forælder eller en omsorgsperson, som har ansvaret for barnet. Overgreb og omsorgssvigt mod børn er underrapporteret, og mange tilfælde bliver ikke opdaget. Både privatpersoner og sundhedspersonale bør blive bedre til at rapportere mistænkte tilfælde til kommunen.

Hvor hyppig er omsorgssvigt og overgreb?

Mindst 10 % af børn og unge bliver udsat for omsorgssvigt og overgreb i løbet af barndommen, viser tal fra både danske og udenlandske undersøgelser. 1.400 børn behandles hvert år for vold på landets skadestuer. En undersøgelse fra 2016 viser, at 17 % af unge i alderen 14-15 år har været udsat for vold i hjemmet gennem det seneste år, mens ca. otte procent har oplevet psykisk vold inden for det seneste år. I en københavnsk undersøgelse fra 2009 fortalte 19 % af skolebørn i 5.-9. klasse, at de havde været udsat for vold. 

I Danmark skønner Børns Vilkår, at ca. 22.000 børn mellem 0-18 år lever i familier med vold. En opgørelse fra 2020 viste, at 4,5 % af kvinder og 2,4 % af mænd har været udsat for fysisk, psykisk, eller seksuel vold fra deres partner inden for det seneste år. Uanset hvilken voldsform der er tale om, er kvinder hyppigere udsat for partnervold end mænd. I 2018 blev 1.915 børn indskrevet på et kvindekrisecenter. 

Hvad er risikofaktorerne?

Risikofamilierne er ofte kendetegnet ved hyppig situationsbetinget eller permanent stress, at der er økonomiske belastninger, arbejdsløshed, en enlig forsørger, mindre overskud til barnet/børn. Det drejer sig ofte om såkaldte multiproblemfamilier.

Risikoforældre har ofte selv været udsat for overgreb. De kan have været vidne til vold i egen familie og har ofte erfaringer med omsorgssvigt, anbringelse udenfor hjemmet og brudte relationer. Mange har alkohol- eller rusmiddelproblemer. Der kan også være psykiske sygdomme og problemer som følelsesmæssig krise, lav selvfølelse, depression, aggression, lav impulskontrol, samt at omsorgspersonen er ung og uerfaren. 

Risikobørn er typisk under 5 år. Ofte var barnet uønsket. Det kan være født med sygdom, eller det har et handicap. I mange tilfælde har barnet et højt støjniveau og er krævende. Barnet kan også være anderledes end forældrene, det har et andet lune og temperament.

Børn, der er anbragt i plejefamilie, er i risiko for at have været eller blive udsat for vold eller seksuelle overgreb. Mange kommer fra socialt og økonomisk belastede familier og har ofte forældre med misbrugsproblemer eller psykiske vanskeligheder. Det kan føre til, at barnet har svært ved sætte grænser og afgrænse sig selv. 

Hvad er kendetegnene på omsorgssvigt og overgreb mod børn?

Fysisk overgreb. Barnet påføres skader, der ikke er resultat af hændeligt uheld, ved at blive rystet, bidt, slået, brændt, kastet med eller lignende.

Vanrøgt/omsorgssvigt. Forsømmelse eller manglende evne til at tilfredsstille barnets behov, så det rammer barnets sundhed og fysiske og psykiske udvikling.

Psykisk overgreb mod børn. En gennemgående holdning eller handling hos forældre eller andre omsorgsgivere som er ødelæggende for - eller forhindrer - udviklingen af et positivt selvværd hos barnet.

Det er karakteriseret ved:

  • Afvisende og følelsesmæssig utilnærmelige forældre 
  • Grundlæggende psykiske behov dækkes ikke 
  • Holdninger/handlinger over tid som barnet vanskeligt kan sætte ord på 
  • Holdninger/handlinger som ikke sætter ydre spor, og som er vanskelige at opdage udefra

Seksuelle overgreb. Børn eller unge bliver involveret i seksuel aktivitet, som de udviklingsmæssigt ikke er i stand til at forstå og heller ikke kan give et informeret samtykke til. Aktiviteten er i konflikt med kulturelle normer og/eller lovgivningen.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Grete Katrine Teilmann

Speciallæge i pædiatri, overlæge, ph.d., klinisk lektor, Børne- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen