Skintigrafi af de nedre urinveje viser, om der er tilbageløb fra blæren til urinleder og nyrebækken
Skintigrafi er en undersøgelse, hvor du får en lille mængde af et radioaktivt sporstof, der gør det muligt at tage billeder af blæren og urinlederne
Undersøgelsen bruges mest til børn, der bliver ved med at få blære- og nyrebækken-betændelse
Resultatet af undersøgelsen bruges til at afgøre, om det er muligt at lave en operation, så der ikke er tilbageløb af urin, for derved at undgå gentagne nyrebækkenbetændelser, som kan påvirke af nyrefunktionen
Hvad er urinvejene?
Urinen, som bliver dannet i nyrerne, samles i nyrebækkenerne. Fra nyrebækkenet føres urinen gennem urinlederen til blæren. Hos kvinden fører et urinrør på 3-4 cm urinen ud af kroppen. Hos manden er urinrøret 10-15 cm langt og passerer gennem prostatakirtlen.
Hvad er skintigrafi?
Skintigrafi er en undersøgelse, hvor der gives en lille mængde af et radioaktivt sporstof. Sporstoffet er lavet, så det optages eller udskilles i de organer, der ønskes undersøgt.
Undersøgelsen foregår i to trin.
Først gives sporstoffet ind i blæren gennem en tynd plastik-slange i urinrøret (et kateter), mens der tages billeder af blæren og nyrerne. Når det ikke længere er muligt for personen at holde sig, fjernes plastik-slangen, og der tages billeder af blæren og nyrerne under vandladningen.
Et gammakamera bruges til at vise, hvor i kroppen sporstoffet er.
Billederne kaldes skintigrammer.
Hvad er skintigrafi af nedre urinveje?
Undersøgelsen bruges især til at undersøge børn med gentagne nyrebækkenbetændelser (blærebetændelser og urinvejsinfektioner). Hos nogle af børnene kan årsagen være, at urin strømmer fra blæren og tilbage til urinlederne og nyrerne. Det sker typisk, når de lader vandet, og blæren trækker sig sammen.
Normalt skal urinen ikke strømme tilbage til urinlederne. Hvis det sker, betegnes tilstanden som en refluks (tilbageløb).
Hvornår udføres skintigrafi af de nedre urinveje?
Skintigrafi af de nedre urinveje udføres hos børn med gentagne urinvejsinfektioner, fx nyrebækkenbetændelse, hvor lægen mistænker, at der er tilbageløb fra blæren til urinlederne.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Barnet ligger på et leje, hvor der er placeret et gammakamera nedenunder.
Efter lokalbedøvelse lægges et tyndt plastik-kateter (rør) i urinrøret og føres op i blæren.
Saltvand, som indeholder sporstoffet, løber ind i blæren, indtil blæren er fuld, og barnet skal tisse.
Barnet bliver så sat i en stol med gammakameraet bagved, kateteret fjernes, og barnet bliver bedt om at lade vandet (tisse).
Der tages billeder, både når saltvandet løber ind i blæren, og når blæren tømmes.
Vurdering af unormalt fund
Et let tilbageløb af urin til urinlederne er normalt og kræver ingen behandling. Ved mere betydeligt tilbageløb vurderes det, om der skal tilbydes operation af urinledernes indløb i urinblæren.
Er der nogen risiko ved undersøgelsen?
Den mængde radioaktivitet, der bruges, er så lille, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko.
Den gennemsnitlige strålebelastning er mindre end 0,1 mSv, hvilket svarer til det en dansker får fra den normale baggrundsstråling på én uge.