Fakta
- Ankestyrelsen er den sidste mulighed indenfor det offentlige klagesystem for at få en afgørelse på det sociale eller beskæftigelsesmæssige område
- Ankestyrelsens hovedopgave på området for arbejdsskader er at træffe afgørelser i klagesager
Ankestyrelsen (AST), tidligere Den Sociale Ankestyrelse, er den øverste administrative klageinstans på det sociale og beskæftigelsesmæssige område. Det betyder, at Ankestyrelsen er den sidste mulighed indenfor det offentlige klagesystem for at få en afgørelse på det sociale eller beskæftigelsesmæssige område. Hvis man er utilfreds med resultatet af en afgørelse fra Ankestyrelsen, kan sagen kun indbringes for domstolene.
Ankestyrelsen behandler:
Ankestyrelsens hovedopgave på området for arbejdsskader er at træffe afgørelser i klagesager. Der modtages ca. 8.000 sager om arbejdsskader om året (2022). Ankestyrelsen har også ansvaret for at koordinere praksis på området. Det betyder, at det er Ankestyrelsens opgave at sikre, at alle sager om arbejdsskader, som ligner hinanden, behandles på samme måde. Ankestyrelsen formidler praksis og vejledning på arbejdsskadeområdet gennem Principafgørelser og nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen.
En arbejdsskade kan være enten en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.
Arbejdsgiver skal hurtigst muligt og inden ni dage anmelde en arbejdsulykke.
Anmeldelsen sker til arbejdsgivers forsikringsselskab eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere arbejdsskadestyrelsen).
En erhvervssygdom er en sygdom, man får på grund af sit arbejde eller arbejdsforholdene.
Læger har pligt til at anmelde en erhvervssygdom til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis lægen har en formodning om, at der er en sammenhæng med dit arbejde.
Læs mere om arbejdsskader hos Arbejdsmarkedets Erhverssikring - AES.
Det er som altovervejende udgangspunkt kun sagens parter i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der kan klage over en afgørelse. Det vil sige den borger, som har været udsat for en arbejdsskade og forsikringsselskabet samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsgiveren kan klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse for så vidt angår anerkendelse af arbejdsskaden.
Klage over en afgørelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og det skal ske inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er modtaget. Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside.
Det giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at ændre deres afgørelse, hvis der er sket en fejl. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mener, at der ikke er sket en fejl i behandlingen af en sag om en arbejdsskade, sender de klagen videre til Ankestyrelsen sammen med sagen.
Der er ikke mulighed for at klage over Ankestyrelsens afgørelse til andre myndigheder. Men Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstole. Hertil kommer, at Folketingets Ombudsmand kan behandle visse klager over sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Ombudsmanden kan ikke ændre en afgørelse, der er truffet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen.
Sager om arbejdsskader behandles af jurister i Ankestyrelsen på baggrund af arbejdsskadelovens regler og Ankestyrelsens og domstolenes praksis. Juristerne i Ankestyrelsen bliver vejledt i de lægelige spørgsmål i sagerne af et hold af ansatte speciallæger.
Læs mere om lægernes rolle i arbejdsskadesager på AST.
Efter en gennemgang af alle sagens dokumenter skriver juristen et oplæg til, hvordan sagen bør afgøres ifølge arbejdsskadelovens regler og Ankestyrelsens og domstolens praksis.
Søg i Ankestyrelsens principafgørelser på AST.
Sagen diskuteres derefter på et møde (ankemøde) med udgangspunkt i juristens oplæg. I ankemødet deltager 1 jurist fra Ankestyrelsen og 2 beskikkede medlemmer. De beskikkede medlemmer er personer, som er udpeget af en række faglige organisationer, og de er som udgangspunkt ikke jurister. De beskikkede medlemmers rolle på mødet er at se sagen med en ’almindelig’ borgers øjne. I nogle tilfælde kan der også deltage læger i et ankemøde. Lægerne har dog aldrig stemmeret og er dermed ikke med til at afgøre sagen.
Ankestyrelsen sorterer sagerne efter, hvor lang tid det forventes at ville tage at behandle den konkrete sag.
Det tager i gennemsnit 5 måneder at behandle en klagesag om en arbejdsskade i Ankestyrelsen (2023).
Læs mere om Ankestyrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstider på AST.
Man har altid mulighed for at få hjælp til sin sag eller helt overlade sagen til andre, fx sin fagforening eller en advokat.
Det er vigtigt at vide, at en eventuel fuldmagt ved sagens behandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke automatisk bliver overført til klagesagens behandling i Ankestyrelsen. Der er dog mulighed for, ved fuldmagtens oprettelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at give tilladelse til at fuldmagten kan overføres, hvis dette ønskes.
Læs mere om hjælpere og fuldmagt i Ankestyrelsen på AST
Alle sager om arbejdsskader handler om, at en person enten er kommet til skade ved en ulykke på arbejdet eller har fået en erhvervssygdom. Derfor vil der ofte være lægelige spørgsmål i sagen, som skal besvares, før sagen kan afgøres på et ankemøde.
Derfor får Ankestyrelsens jurister råd og vejledning om de lægelige spørgsmål i konkrete sager af et fast hold af erfarne speciallæger. Lægerne i Ankestyrelsen vurderer altid de lægelige spørgsmål i en konkret sag på baggrund af sagens dokumenter. Det betyder, at lægen ikke undersøger den person, som sagen handler om.
Hvis lægen mener, at der mangler oplysninger i en sag, vil Ankestyrelsen indhente de nødvendige oplysninger, inden de træffer afgørelse.
Hvis man er i tvivl, er der altid mulighed for at kontakte Ankestyrelsen for råd og vejledning:
På Ankestyrelsens hjemmeside findes også en række ofte stillede spørgsmål, som man med fordel kan læse, inden man tager kontakt til Ankestyrelsen.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af