Patienterstatningen

Jens Skøt Hindrup

Speciallæge

Fakta

  • Hvis man kommer til skade i forbindelse med behandling i det danske sundhedsvæsen, kan man søge om erstatning via Patienterstatningen
  • Patienterstatningen behandler ikke klager, men afgør kun, om man er berettiget til erstatning
  • Man er dækket af erstatningsordningen, hvis man bliver behandlet i Danmark af en autoriseret sundhedsperson eller dennes medhjælper, uanset hvor behandlingen er foregået. Det kan fx være på et offentligt hospital eller et privathospital, hos den praktiserende læge, hos en speciallæge, hos en kiropraktor, en fysioterapeut, en praktiserende psykolog eller på et plejehjem, et botilbud eller i hjemmeplejen
  • Erstatningsordningen dækker også skader i forbindelse med præhospital behandling, kommunale sundhedsydelser samt sundhedsfaglig behandling af værnepligtige i forsvaret og indsatte i fængsler
  • Hvis man bliver udsat for en skade i forbindelse med en behandling hos sin privatpraktiserende tandlæge eller på en tandlægeskole, kan man søge erstatning hos Patienterstatningen

Erstatning for patientskader

Hvis man er kommet til skade i forbindelse med sundhedsfaglig behandling i Danmark, kan man søge om erstatning via Patienterstatningen

Alle borgere er dækket af erstatningsordningen, der hovedsagelig er finansieret af det offentlige. Det er Patienterstatningens opgave at sikre, at patienterne eller fx beboerne på et plejehjem får den erstatning, de er berettiget til efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. 

Sundhedspersonale kan søge på andres vegne

Som ansat i sundhedsvæsnet kan du søge om erstatning på vegne af patienten eller de efterladte til en afdød. Ansøg på vegne af patienten.

Styrelsen for Patientklager

Patienterstatningen behandler ikke klager, men afgør kun, om man er berettiget til erstatning. Hvis man vil klage over den behandling, man har modtaget, kan man henvende sig til Styrelsen for Patientklager eller patientvejlederne i sin region.

Dækningsområder

Man er dækket af erstatningsordningen, hvis man får sundhedsfaglig behandling af en autoriseret sundhedsperson eller dennes medhjælp, uanset hvor behandlingen er foregået henne.

Du er også dækket ved behandling hos din egen læge, hos en speciallæge, hos en kiropraktor, en fysioterapeut, en praktiserende psykolog eller anden privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson.

  • Erstatningsordningen dækker også skader i forbindelse med præhospital behandling, kommunale sundhedsydelser samt sundhedsfaglig behandling af værnepligtige i forsvaret og indsatte i fængsler
  • Hvis man bliver udsat for en skade i forbindelse med en behandling hos sin privatpraktiserende tandlæge eller på en tandlægeskole, kan man søge erstatning hos Patienterstatningen

Lægemiddelskader

Man kan også søge om erstatning, hvis skaden skyldes fysiske eller psykiske bivirkninger til et lægemiddel. 

Hvis man søger erstatning for en lægemiddelskade, er det en betingelse for at få erstatning, at lægemidlet er godkendt til markedsføring og udleveret i Danmark af et apotek, et hospital, en læge, en tandlæge eller købt i en butik, der er godkendt til salg af håndkøbsmedicin. 

Hvis man køber medicin over internettet, er man omfattet af loven, hvis salgsstedet er godkendt af Lægemiddelstyrelsen. 

Lægemidler købt i udlandet på internettet er ikke dækket af loven. 

Skaden

Der er altid en risiko, når man bliver behandlet for en sygdom. Det er derfor heller ikke alle typer af skader, man kan få erstatning for. Ifølge loven kan Patienterstatningen give erstatning, hvis skaden med overvejende sandsynlighed (> 50 %) er sket på en af følgende måder:

  • Hvis en erfaren specialist ville have handlet anderledes (specialistreglen), og skaden dermed ville være undgået. Eksempler på anvendelse af specialistreglen
  • Hvis der er tale om svigt i medicinsk udstyr 
  • Hvis man ved valg af anden ligeværdig metode kunne have undgået skaden
  • Hvis der er tale om komplikationer, der ikke kunne være undgået, men som overstiger, hvad patienten med rimelighed bør tåle (rimelighedsreglen) 

Når det gælder lægemiddelskader, kan Patienterstatningen tilkende erstatning, hvis de skadelige bivirkninger med overvejende sandsynlighed skyldes et lægemiddel, og hvis skaden går ud over, hvad patienten med rimelighed bør acceptere. Der er tale om en skønsregel. Skadens omfang vejes altid op imod patientens grundsygdom og den nødvendige behandling.

Erstatningerne

Patienterstatningen afgør i første omgang, om patienten er berettiget til erstatning eller ej. Når denne afgørelse er truffet, er det reglerne i erstatningsansvarsloven, der afgør, hvad patienten kan få i erstatning. 

Formålet med at tildele erstatning for behandlings- og lægemiddelskader er at stille patienterne økonomisk, som om skaden ikke var sket. Derfor er der også efter erstatningsansvarsloven forskel på, hvad de enkelte patienter får i erstatning. F.eks. får håndværkeren på 62 år ikke det samme i erstatning for tab af erhvervsevne som håndværkeren på 35 år, der har et langt arbejdsliv foran sig.

Udover erstatning for tab af erhvervsevne kan der bl.a. også tildeles erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte og varigt mén. Ved dødsfald kan der fx tildeles erstatning for tab af forsørger.

Hvis man får erstatning, skal Patienterstatningen efter loven fratrække et eget bidrag på 8.596 kr. (2024-niveau). Regler for erstatningsberegning.

Ankemuligheden

Både patienten og behandlingsstedet kan, hvis de er utilfredse med Patienterstatningens afgørelse, anke til Ankenævnet for Patienterstatningen under Styrelsen for Patientklager. Hvis en af parterne anker, udbetales en eventuel erstatning først, når Ankenævnet har afgjort sagen.

Ankenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene.

Relevante links

Vil du vide mere om klagemuligheder?

Kilder

Fagmedarbejdere

Jens Skøt Hindrup

Speciallæge, ph.d., Reumatologisk Klinik Søborg

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen