Retslægerådet blev i sin nuværende form oprettet ved lov nr. 111 af 30.04.1909. Rådet er et rådgivende organ, som er ret enestående i verden.
Det fremgår af § 1 i lov om Retslægerådet, at det er Retslægerådets opgave ”at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold”.
De to største grupper er sager er vedrørende mentalerklæringer i straffesager, samt udtalelser om arbejdsskadesager eller færdselsskadesager. Det vil typisk være sager, der verserer ved domstolene.
Hverv som medlemmer af Retslægerådet samt hverv som beskikkede sagkyndige for Retslægerådet besættes efter offentligt opslag og vurdering i fagkyndige bedømmelsesudvalg. Beskikkelsen af rådets medlemmer sker af kongen efter indstilling fra Justitsministeren, medens de sagkyndige beskikkes af Justitsministeriet. Til Retslægerådet er knyttet et mindre sekretariat, som ledes af en jurist.
Selve sagsbehandlingen foregår således, at den offentlige myndighed sender en sag ledsaget af et spørgetema til Retslægerådet, hvor den bliver registreret. Der foretages i den forbindelse en juridisk vurdering af spørgetemaet, ligesom det sikres, at formalia er i orden. Dvs. først og fremmest, om forespørgslen kommer fra en offentlig myndighed herunder en vurdering af, om sagen vedrører enkeltpersoners retsforhold. Derefter bliver sagen gennemgået af en lægelig sekretær, som resumerer hovedpunkterne i sagen og opstiller en liste over de lægelige udtalelser, som er vedlagt sagen.
Derefter går sagen til formanden, som efter at have orienteret sig i sagen udpeger de voterende. I følge forretningsordenen skal der almindeligvis deltage 3 voterende i sagsbehandlingen, som praktisk talt altid foregår skriftligt. Mundtlig behandling (møde) er overordentlig sjælden.
Når de voterende har udtalt sig, er det Retslægerådets formand, der forestår den endelige redigering af rådets udtalelse. I langt de fleste sager afgives udtalelsen énstemmigt, men der forekommer dissens i omkring 1-4 % af sagerne, og i disse tilfælde skal begge synspunkter naturligvis repræsenteres i udtalelsen. Det fremgår af rådets udtalelser, hvilke medlemmer eller sagkyndige der har deltaget i behandlingen. Såfremt svaret afgives med dissens, fremgår det også, hvem af de voterende der står for de forskellige synspunkter.
En sag kan kun forelægges for Retslægerådet, hvis det sker i forbindelse med en retssag eller en tvivl rejst i tilslutning til en sagsbehandling for en anden offentlig myndighed. Eksempelvis kan en advokat således ikke forud for stillingtagen til et eventuelt søgsmål indhente et skøn fra Retslægerådet, ligesom det heller ikke er Retslægerådets opgave at fremkomme med generelle lægelige og farmaceutiske udtalelser eller vurderinger. Sådanne henhører under Sundhedsstyrelsen og andre instanser.
Endelig må det stå helt klart, at Retslægerådet nøje holder sig til sine sundhedsfaglige specialområder og ikke afgiver juridiske udtalelser eller skøn.
Da Retslægerådet ikke har afgørelseskompetence, er der ingen ankemulighed.
Til gengæld kan der stilles alle de lægelige spørgsmål til Retslægerådet, som sagens parter finder nødvendige, og sagen kan godt fremsendes mere end en gang. Der er eksempler på sager, som har været fremsendt til Retslægerådet med supplerende spørgetemaer op til 5-6 gange. Det er vederlagsfrit at forelægge sager for Retslægerådet.
Retslægerådets udtalelser skal være begrundet, og Retslægerådet skal almindeligvis kun svare på det, der bliver spurgt om. Spørgsmålene skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af Retslægerådets sagkundskab.
Omfanget af begrundelse har været diskuteret internt i Rådet, idet det ikke kan anses for Rådets opgave at lade alment tilgængelig faglig information indgå i besvarelserne. Herved tænkes på forventelig viden i fagkredse, samt indhold af dagens lære – og håndbøger. På den anden side har Rådet i de senere år bestræbt sig på i større omfang end tidligere at redegøre for aktuel viden hidrørende fra fagtidsskrifter og andre specielle kilder, som har været grundlag for Rådets udtalelse.
Med hensyn til spørgsmålenes relevans og neutralitet sikres denne i de tilfælde, hvor det drejer sig om sager forelagt domstolene, derved at parterne, som altovervejende hovedregel, gensidigt enes om spørgsmålene, som dommeren formelt skal godkende, før de af retten fremsendes til Retslægerådet.
Det sker i nogle sager, at de stillede spørgsmål ikke altid belyser de centrale lægelige problemstillinger i en given sag. Efter Retslægerådets opfattelse er det derfor hensigtsmæssigt, at alle spørgetemaer afsluttes med et spørgsmål, som lyder: ”Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?”
Ved formuleringen af dette spørgsmål åbnes der for, at Retslægerådet har mulighed for at give en mere uddybende, lægefaglig vurdering af hele sagen, hvilket sagens parter (domstolene, de involverede advokater m.v.) føler sig godt tjent med.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
