Fakta
- Varigt mén er en godtgørelse for de daglige ulemper/gener, som en skade har medført
- Ulemperne ved en skade vurderes stort set ens, uanset erhverv, alder, køn, og indtægt
Begrebet "mén" defineres i forsikringsmedicinen som en medicinsk bedømmelse af den daglige ulempe i den personlige livsførelse, som en skade har medført.
Varigt mén fastsættes på grundlag af en skades medicinske art og omfang og under hensyn til skadens forvoldte ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse.
Ulemperne ved en skade vurderes stort set ens, uanset erhverv, alder, køn, indtægt med videre, da ulempen ved en bestemt skade grundlæggende anses for at være den samme for forskellige mennesker.
Varigt mén vurderes ud fra følgerne af en skade. Som udgangspunkt har det ikke betydning for vurderingen, på hvilken måde det varige mén er opstået. Eksempelvis er det underordnet, om smerter i lænden er opstået som følge af mange års løftearbejde eller ved et slag over lænden.
Et varigt mén kan som udgangspunkt først fastsættes, når den helbredsmæssige tilstand er varig. Det betyder, at tilstanden ikke kan forventes bedret, hverken af sig selv eller ved behandling. Følger af en skade vil ofte først være varige flere måneder efter skaden. Det er en konkret vurdering, hvornår dette tidspunkt foreligger.
Et varigt mén fastsættes som udgangspunkt med procenterne 5, 8, 10, 12, 15, 18, 20, 25, 30, 35, 40, 45 og så videre, stigende med intervaller med 5 procent til i alt 100 procent.
Dette skyldes, at der ved vurdering af mén historisk er taget udgangspunkt i brøker, hvor 1/20 = 5 procent, 1/12 = 8 procent og 1/10 = 10 procent og så videre.
Maksimum mén udgør normalt 100 procent. I ganske særlige tilfælde kan et varigt mén vurderes til 120 procent. Ménet kan dog ikke vurderes til 105, 110 eller 115 procent. (Selvom varigt mén maksimalt kan vurderes til 100 %, kan det i nogle svære (særlige) tilfælde, som fx ved komplet tetraplegi (total lammelse af arme og ben, omfattende lammelse af tarm og blærefunktion) beregnes højere end 100 %, nemlig til 120 %).
Ved fornyet vurdering af varigt mén i en sag, som tidligere er afgjort, skal det vurderes, om der er sket en forværring af det varige mén.
En forværring kan godt i sig selv være en "skæv procent", eksempelvis 2 – fra 8 til 10 procent, eller 3 – fra 5 til 8 procent. Hvis den første afgørelse har været mindre end 5 procent, vil man vurdere, om forværringen har medført, at det samlede mén nu bliver på 5 procent eller derover.
Tabellen er en vejledende normaltabel, hvilket vil sige, at man normalt vil følge tabellens satser, men kan fravige dem, når der foreligger særlige forhold. Tabellens satser kan fraviges ved enten at vurdere ménet til en højere eller en lavere værdi end anført i tabellen.
Det har ikke været muligt i alle tilfælde kun at fastsætte én ménprocent for en skade. Derfor er der i nogle tilfælde angivet intervaller og i enkelte tilfælde angivet, at ménet er mindre end eller lig med en bestemt værdi. Dette giver plads til variationer og gør de enkelte vurderinger fleksible.
Hvis en forudbestående sygdom, som ikke har nogen sammenhæng med arbejdsskaden, medfører, at arbejdsskaden får usædvanlige følger, vil dette indgå i vurderingen af ménprocenten.
Kun i ganske særlige tilfælde, hvor skaden har givet ganske specielle ulemper i det daglige som følge af tab af særlige færdigheder, vil der være grundlag for at fravige méntabellen.
Tabellarisk vurdering af varigt mén anvendes, når skadens følger direkte fremgår af tabellen.
Ved ikke tabellarisk vurdering af varigt mén anvendes et skøn i følgende situationer:
Når der er tale om en skade, der omfatter flere af de områder, der er fastsat procenter for i méntabellen, sker der ikke automatisk en fuld sammenlægning af de forskellige procenter.
Den samlede ménprocent vil blive fastsat efter et skøn, hvor det samlede funktionsniveau vurderes. Ved multiple skader forstås i denne sammenhæng, at der i samme sag skal vurderes mere end ét varigt mén.
Når der i en sag er flere skader, skal der ved vurderingen af det samlede mén tages stilling til, om følgerne af de enkelte skader:
At der er en eller flere forudbestående sygdomme eller skader i forhold til den skade, der skal vurderes, kan få forskellig betydning, når man træffer afgørelse om størrelsen af et varigt mén.
Hvis de medicinske følger af en arbejdsskade bliver større på grund af invaliditet eller et handicap, som tilskadekomne har i forvejen, kan der blive tale om at fastsætte en højere ménprocent end den, der fremgår af méntabellen.
Samme område rammes – fradrag
Hvis arbejdsskaden rammer et område, der i forvejen er varigt skadet, kan det bevirke et fradrag i ménvurderingen, hvis det er overvejende sandsynligt, at den forudbestående sygdom/skade er medvirkende til den nuværende tilstand.
Fradrag i ménprocenten kan kun ske, hvis sygdommen/skaden har været symptomgivende før arbejdsskaden, og der er lægelig dokumentation for dette, eller der foreligger en sikker prognose for, at sygdommen/skaden ville have givet symptomer, selv om arbejdsskaden ikke var sket.
Ved afgørelsen om fradrag vil man overveje, om
Traumets eller påvirkningens sværhedsgrad og den tidsmæssige og medicinske sammenhæng.
Fastsættelsen af et varigt mén vil i et vist omfang bero på, hvor svært traumet eller påvirkningen har været.
Den tidsmæssige og medicinske sammenhæng mellem en skade og en påvirkning vil indgå i vurderingen af det varige mén.
Den tidsmæssige og medicinske sammenhæng mellem en skade og en påvirkning vil indgå i vurderingen af det varige mén.
Ved en arbejdsskade på et af de såkaldte parrede organer (fx øjne, høreorganer, lunger og nyrer) vil ménet blive beregnet efter ménprocenterne i tabellen.
Højre- og venstrehåndet
Hvor der i méntabellen er angivet forskellige satser for højre og venstre, gælder satserne for højrehåndede. Der er således en skelnen mellem den dominante og ikke-dominante hånd. Hvis den tilskadekomne er venstrehåndet, vurderes denne hånd som den dominante.
Her kan man finde meget mere om:
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af