Amning og medicin

Lone Hvidman

speciallæge

Fakta

  • Medicin går ofte over i modermælken og kan derfor påvirke barnet
  • Hvis du er i behandling med medicin pga. sygdom, bør du ikke stoppe med behandlingen, uden at det er aftalt med din læge
  • Der findes medicin, du ikke må bruge, hvis du ammer
  • De fleste former for medicin, særligt håndkøbsmedicin, kan man godt bruge, hvis man holder sig til den anbefalede dosis
  • Hvis du skal have medicin i ammeperioden, bør du gøre lægen opmærksom på, at du ammer

Undgå unødvendig medicin, mens du ammer 

Du bør undgå at bruge unødvendig medicin i den periode, hvor du ammer dit barn. 
 
Hvis du i forvejen er i behandling med medicin for en sygdom, kan det være vigtigt, at du fortsætter behandlingen, også mens du ammer, for at holde sygdommen i ro. Du bør altid aftale med din læge, om du skal fortsætte med behandlingen eller den evt. skal ændres.

Hvis din læge finder grund til at sætte dig i behandling med ny medicin, er det vigtigt at fortælle, at du ammer. Det kan i nogle tilfælde betyde, at man vil vælge en anden slags medicin.

 

Foto af diende barn
 

Du bør derfor altid tale med din læge
  • Inden du tager medicin i den periode, hvor du ammer
  • Hvis du har indtryk af, at noget medicin du tager, påvirker dit barn

Går medicin over i brystmælken?

De fleste former for medicin, som en ammende kvinde tager, passerer over i brystmælken, men i meget små mængder. Det er sjældent, at medicin i så små mængder påvirker et barn, der bliver ammet. Enkelte typer af medicin kan dog være skadelige for spædbørn - selv i små doser. Det gælder især i den første måned efter, at barnet er født, inden barnets nyre- og leverfunktion er kommet godt i gang. 

Der findes medicin, som slet ikke går over i brystmælken. Men der findes også medicin, der påvirker barnet i en sådan grad, at du ikke må tage det i ammeperioden.

Typer af medicin og amning

Håndkøbsmedicin og amning 

Det meste medicin, som du kan købe uden recept, anser man for sikkert at bruge i ammeperioden, hvis du holder dig til de anbefalede doser.

Når du køber medicin, er der altid en indlægsseddel, som beskriver mulige forholdsregler, hvis det skal bruges i forbindelse med graviditet og amning. Det er vigtigt, at du læser indlægssedlen, inden du begynder at bruge medicinen.

Medicin som creme eller inhalation

Medicin, som smøres på kroppen, inhaleres, eller som kun tilføres dele af kroppen (f.eks. næsespray, øjendråber, creme), er som regel sikre at bruge i ammeperioden. Du bør dog som regel undgå medicin, der smøres direkte på brysterne, hvis du ammer, fordi barnet kan få medicinen ind igennem munden.

Blodtryksmedicin og amning

Hvis du har forhøjet blodtryk, er det vigtigt, at det behandles - også mens du ammer. Tal med din læge om, hvilket præparat der er bedst, mens du ammer.  

Epilepsimedicin og amning 

Hvis du er i behandling for epilepsi, er det meget vigtigt at fortsætte behandlingen, mens du ammer, for at forebygge at du får anfald i denne periode. Aftal med den læge, som behandler din epilepsi, hvilken medicin og hvilken dosering, der er bedst for dig og dit barn. 

Antibiotika og amning 

De fleste former for antibiotika kan anvendes under amning. Hvis din læge har vurderet, at det er nødvendigt at behandle med antibiotika, bør du gøre opmærksom på, at du ammer. 

Antibiotika kan overføres med modermælken i mængder, der kan påvirke indholdet af bakterier i barnets tarm. Det kan give trøske eller diarré hos barnet. Hvis det sker, bør du henvende dig til din læge, som vil vurdere, om man skal ændre til en anden slags antibiotika, eller om behandlingen kan stoppes. Det afhænger af, hvilken infektion du har fået behandlingen for. 

Beroligende medicin og amning

Du bør kun anvende beroligende medicin som benzodiazepiner eller barbiturater i kort tid og altid kun efter aftale med din læge. Mens du får medicinen, bør dit barn observeres nøje ift. tegn på bivirkninger af medicinen som sløvhed og slaphed.

Beroligende medicin kan give slaphed hos børn, der bliver ammet. Barnet bruger ofte meget længere tid end moderen på at udskille medicin fra kroppen. Hvis moderen bruger medicinen gennem længere tid, kan det føre til ophobning af medicin og høje doser i barnets krop.

Tal altid med lægen først

Du bør drøfte al brug af medicin i ammeperioden med din læge. 

Når lægen vurderer medicin, ses der på

  • Dosis
  • Indtagelse af medicinen i forhold til amning
  • Varighed af behandlingen
  • Hvor meget barnet ammes
  • Barnets alder og vægt

Medicin du ikke må bruge i ammeperioden

Der er nogle former for medicin, du ikke må bruge i ammeperioden. 

Du må f.eks. ikke amme, hvis du tager/har fået

  • Medicin som tilhører amfetamin-gruppen
  • Cellegifte
  • Radioaktive stoffer

Men spørg altid din læge i forhold til den konkrete form for medicin.

Medicin og mælkeproduktion 

Enkelte former for medicin kan også nedsætte produktionen af mælk. Denne type medicin bør du derfor undgå i ammeperioden, hvis amning ønskes opretholdt.

Eksempler herpå er 

  • Bromocriptin, der netop anvendes i tilfælde, hvor amning ønskes stoppet
  • Kvindelige kønhormoner som østrogen og progesteron (findes blandt andet i p-piller)

Pause fra amning

Nogle gange er du nødt til at tage medicin, som kan skade barnet via brystmælken. Det kan betyde, at du er nødt til at holde op med at amme. I andre tilfælde er behandlingen kun nødvendig i en periode. Så kan du holde pause med amning og amme dit barn igen, så snart du holder op med at tage medicinen. I disse tilfælde kan du holde mælkeproduktionen i gang vha. en pumpe, hvor du pumper mælken ud og kasserer den, indtil behandlingen er afsluttet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lone Hvidman

overlæge, ph.d., Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen