Fødsel - normal

Lone Hvidman

speciallæge

Fakta

  • Den normale fødsel starter med veer eller vandafgang mellem graviditetsuge 37 og 42, det vil sige fra 37 uger + 0 dage til 41 uger + 6 dage
  • Barnet ligger med hovedet nedad (i hovedstilling) og er skønnet til at have en normal vægt
  • Fødslen deles op i 
    • Udvidningsperiode, hvor livmodermunden åbnes
    • Uddrivningsperiode, hvor barnet presses gennem fødselsvejen
    • Efterbyrdsperiode, hvor moderkagen fødes
  • Længden af udvidnings- og uddrivningsperioden varierer meget, alt efter om man har født før, eller det er første gang
  • Når barnet og moderkagen er født, er fødslen overstået

Hvornår er fødsel til tiden?

En normal fødsel sker i tiden mellem graviditetsuge 37+0 dage til graviditetsuge 41+6 dage. En fødsel starter med veer og/eller, at vandet går.

Fødslen inddeles i 3 stadier

  1. Udvidningsperioden. Den omfatter den latente fase og den aktive fase
    • Den latente fase. Livmoderen begynder at trække sig sammen, og presser det ufødte barn ned mod fødselsåbningen. Muskelsammentrækningerne - veerne, er uregelmæssige i både styrke, varighed og interval. Veerne medfører, at livmoderhalsen afkortes, og at livmodermunden begynder at åbne sig
    • Den aktive fase. I denne fase bliver veerne regelmæssige og hyppigere. De bliver kraftigere og varer længere. Livmodermunden går fra at være 4-6 cm til at blive helt åben, det vil sige 10 cm
  2. Uddrivningsperioden. Omfatter nedtrængningsfasen og pressefasen
    • Nedtrængningsfasen. Barnet trænger længere ned i bækkenet og begynder så småt at trykke mod endetarmen. Der kan komme en pause i veerne, inden pressefasen begynder
    • Pressefasen. Barnets hoved står på bækkenbunden, og kvinden får en trang til at presse. Kvinden presser aktivt under veerne. Presseperioden for førstegangsfødende varer ofte omkring 1 time, men hvis mor og barn har det godt, kan man acceptere en presseperiode på op til 2 timer
  3. Efterbyrdsperioden. Denne periode strækker sig fra barnets fødsel, til moderkagen er født.

De 3 stadier uddybes yderligere i afsnittet "Fødslen".

De første tegn på fødsel

Veer

Der er flere tegn på, at en fødsel nærmer sig. Det første tegn på begyndende fødsel kan være sammentrækninger i musklerne i livmoderen. I starten føles disse sammentrækninger som uregelmæssige mave- og/eller rygsmerter. Sammentrækningerne bliver mere og mere regelmæssige og kommer med kortere og kortere interval, når fødselstidspunktet nærmer sig.

Plukkeveer

Sammentrækninger i livmoderen er dog ikke noget sikkert tegn på, at fødslen er gået i gang. Gennem hele graviditeten har livmoderen "øvet" sig i at trække musklerne sammen. Disse sammentrækninger kaldes plukkeveer.

Nogle gravide mærker plukkeveer forholdsvis tidligt i graviditeten, men for de fleste bliver de kraftigere og mere hyppige i de sidste uger af graviditeten.

Det er sikkert plukkeveer, hvis du mærker sammentrækninger

  • Der ikke er smertefulde eller regelmæssige
  • Ikke tiltager i styrke og hyppighed
  • Som ikke er ledsaget af andre tegn på fødsel

Tegnblødning

Allerede tidligt i graviditeten dannes der en slimprop i livmoderhalskanalen, som udgør en barriere mellem skeden og livmoderhulen. Denne slimprop er med til at forhindre infektioner i livmoderhulen, hvor fostret ligger.

Op til fødslen løsner denne slimprop sig. Det viser sig i form af en lille slimet blødning, en "tegnblødning".

Slimproppen kan dog løsne sig flere dage før, fødslen rigtig går i gang.

Fostervandsafgang

Et andet tegn på, at fødslen er ved at gå i gang, er, at de hinder, som omslutter fostret og fostervandet, brister. Når det sker, føles en siven af varm, klar væske fra skeden, eller som en pludselig kraftig strøm af vand. Det er fostervandet "som går". Når det sker, bør du tage kontakt til fødeafdelingen. Du vil tale med en jordemoder, som vil vejlede dig om, hvordan du skal forholde dig, og hvornår du skal ses på dit fødested. 

Jordemoderen vil ved undersøgelse vurdere

  • Om der er tale om vandafgang
  • Hvordan fostret ligger
  • Om fosterets hjertelyd er tilfredsstillende
  • Hvor langt du er i fødslen

Se animation om fødsel 

Fødslen

Fødslen inddeles, som beskrevet ovenfor, i 3 stadier

  1. Udvidningsperioden
  2. Uddrivningsperioden
  3. Efterbyrdsperioden 

Udvidningsperioden

Det første stadium starter med de første sammentrækninger, veerne, som medvirker til at afkorte livmoderhalsen og begynde at åbne livmodermunden, som fostret skal passere igennem på sin vej ud af livmoderen. For hver ve åbner livmodermunden sig lidt mere. Det kan jordemoderen bedømme ved at mærke indvendigt i skeden.

Når livmodermunden er helt åben, ca. 10 cm, presses hovedet længere ned i fødselsvejen.

Det første stadium varer ca. 12 timer for en førstegangsfødende og 4-8 timer for flergangsfødende. Der er dog meget stor forskel på, hvor længe dette stadium varer fra kvinde til kvinde. For nogle førstegangsfødende kan det tage mere end 24 timer, mens det for nogle flergangsfødende varer kort tid.

Udvidningsperioden (den latente fase)

I denne fase er veerne stadig uregelmæssige i varighed og styrke. Veerne modner, og afkorter livmoderhalsen (collum), og udvider livmodermunden (orificium).

Normal fødsel i latent fase

Udvidningsperioden (den aktive fase)

I denne fase er der regelmæssige kraftige veer, og livmodermunden er udvidet 4-6 cm. Hos førstegangsfødende vil livmoderhalsen være væk.

Veerne kommer som regel hyppigt, 3-5 veer på 10 minutter.

Når livmodermunden er fuldt åben, kommer der en overgangsperiode, hvor veerne kan gå lidt i ro, og det kan virke, som om fødslen stopper. Herefter begynder det andet stadium, uddrivningsperioden.

Aktiv fase ved normal fødsel

Uddrivningsperioden

I den første del af uddrivningsperioden, nedtrængningsfasen, skubber veerne barnet ned gennem fødselsvejen.

Når barnet er skubbet godt ned i bækkenet og når til bækkenbundsmuskerne, udløser det en trang til at presse nedad, der kan minde om afføringstrang.

Pressefasen kan nu begynde. Du kan nu presse med under veerne, og på den måde udnyttes livmoderens og dine andre kræfter samtidigt til at presse barnet det sidste stykke.

Normal fødsel, uddrivningsfasen

Uddrivningsperioden afsluttes med, at barnet bliver født. Selve pressefasen varer ofte op til 1 time for førstegangsfødende. Hvis mor og barn har det godt, kan man dog acceptere en varighed på op til 2 timer for førstegangsfødende.

Barnet vil oftest blive lagt op på mors bryst umiddelbart efter fødslen. Man afventer lidt tid med at klippe navlesnoren over, så barnet kan få blod fra moderkagen. Jordemoderen sætter en navleklemme eller en lille elastik på det stykke af navlesnoren, der sidder tilbage på barnet.

Efterbyrdsperioden

Den 3. periode af fødslen er fødslen af moderkagen, som også kaldes efterbyrden.

Livmoderen trækker sig sammen og udstøder moderkagen samtidig med, at det bløder lidt. Denne del af fødslen varer ofte ca. 15 minutter, men kan hos nogle vare længere.

Når barnet er født, anbefales det, at du får en indsprøjtning i låret for at få livmoderen til at trække sig sammen, da det forebygger, at du bløder kraftigt.

Efter moderkagen er født, ser jordemoderen efter bristninger i skeden og mellemkødet. Efter anlæggelse af lokal bedøvelse sys bristninger af jordemoderen eller en læge. Bristningerne sys med tråd, der opløses og forsvinder af sig selv. 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lone Hvidman

overlæge, ph.d., Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen