Plukkeveer

Marianne Christiansen

speciallæge

Fakta

  • Plukkeveer er smertefri og uregelmæssige sammentrækninger af livmoderen i sidste halvdel af graviditeten
  • Plukkeveer opstår, når muskulaturen i livmoderen trækker sig sammen, i takt med at livmoderen vokser
  • De fleste gravide oplever plukkeveer, og de kræver ikke behandling
  • Det kan være svært at skelne mellem plukkeveer og fødselsveer. Er du i tvivl, skal du kontakte din jordemoder eller din læge

Hvad er plukkeveer?

De sidste uger af graviditeten kan den gravide mærke uregelmæssige, smertefrie sammentrækninger i livmoderen. De påvirker ikke livmoderhalsen, som de rigtige fødselsveer gør, og de giver ingen åbning af livmodermunden. Sådanne sammentrækninger kaldes plukkeveer.

Plukkeveerne gør ikke ondt, de er uregelmæssige, og der går mere end 10-15 minutter mellem sammentrækningerne. De er udtryk for en normal graviditet, og de allerfleste gravide har dem.

Enkelte kan også have sådanne sammentrækninger tidligere i graviditeten, men da er de vanskeligere at mærke. Kvinder, der har født flere gange, har ofte flere og tidligere plukkeveer end kvinder, der føder for første gang.


Hvad er symptomerne på plukkeveer?

Plukkeveer er smertefri og uregelmæssige sammentrækninger af livmoderen efter 20. graviditetsuge.

Hvordan stilles diagnosen?

Ved at lytte til kvindens beskrivelse af plukkeveerne, kan jordemoderen eller lægen adskille dem fra rigtige fødselsveer. Ved en gynækologisk undersøgelse eller skanning, kan man se, at livmoderhalsen er uforandret. Ved fødselsveer vil livmoderhalsen bliver blødere og afkortes, og livmodermunden vil begynde at åbne sig.

Hvorfor får man plukkeveer?

Plukkeveer er en del af en normal graviditet, hvor musklerne i livmoderen af og til trækker sig sammen i takt med, at graviditeten udvikler sig, og livmoderen vokser

Hvordan behandler man plukkeveer?

Plukkeveer er normale og ufarlige og skal ikke behandles. Hvis plukkeveerne er usædvanligt hyppige eller stærke, kan det nogle gange være svært at adskille dem fra rigtige fødselsveer. I sådanne tilfælde vil lægen henvise den gravide til fødeafdelingen for at få registreret veerne med en ve-måler og mhp. evt. skannning af livmoderhalsen.

Hvis veerne er meget hyppige og kraftige, så livmoderhalsen afkortes, vil fødselslægen vurdere, om det er nødvendigt at give vehæmmende behandling. Hvis veerne bliver regelmæssige, og kraften i dem stiger, eller hvis de giver smerter eller forekommer med kortere intervaller end 10-15 minutter, er det sandsynligt, at fødslen er gået i gang. I så fald skal du henvende dig på fødeafdelingen.

Hyppige plukkeveer kan være tegn på en blærebetændelse. Du skal derfor have undersøgt din urin.

Hvad kan jeg selv gøre?

Hvis plukkeveerne bliver regelmæssige, eller du er i tvivl om, hvorvidt fødslen er ved at gå i gang, skal du kontakte din læge eller fødeafdelingen.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre plukkeveer?

Plukkeveer er ikke farlige, men hvis de generer, kan du forsøge at aflaste livmoderen ved at sætte eller lægge dig ned. Du kan også kontakte din jordemoder eller din læge og eventuelt få undersøgt din urin for at udelukke, at du har en blærebetændelse.

Hvor hyppige er plukkeveer?

Der er stor variation i antal, intensitet og varighed af plukkeveer. De mærkes typisk efter 20. graviditetsuge, og tiltager som regel hen mod fødselstidspunktet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Marianne Christiansen

overlæge, Gynækologisk-Obstetrisk afd. Y, Aarhus Universitetshospital Skejby

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen