Hvad er hjertebanken i graviditeten?
Hjertebanken i graviditeten er meget almindeligt og noget langt de fleste gravide oplever i løbet af deres graviditet.
Mange gravide oplever en følelse af at hjertet banker hurtigere og hårdere end før graviditeten. Dette symptom er oftest harmløst og et udtryk for, at hjertet skal pumpe en større mængde blod rundt i kroppen og sørge for blodforsyningen til den voksende livmoder.
Hvad kan årsagen være?
Hurtigere og hårdere hjertebanken i graviditeten er en naturlig konsekvens af, at hjertet er på hårdere arbejde.
De fleste gravide oplever oftest hjertebanken i 2. trimester, hvor hjertet skal pumpe 30-50% mere blod rundt i kroppen end før graviditeten. Blodet indeholder ikke samme koncentration af røde blodlegemer som før, og derfor skal hjertet slå hurtigere for at sikre kroppen den nødvendige blodtilførsel.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er flere ting, som du selv kan gøre, hvis du er generet af hjertebanken i din graviditet. Herunder er der nogle gode råd, som du kan prøve af. Tal med din læge eller jordemoder, hvis du har brug for mere vejledning eller føler dig utryg.
- Hvis hjertebanken kommer under fysisk aktivitet, kan du holde et lille hvil
- Du kan forsøge at trække vejret roligt og slappe af
- Gå til din egen læge og få tjekket din blodprocent
- Huske at spise dine jerntabletter
- Drikke rigeligt væske, gerne 2,5 liter i døgnet. Hvis det er meget varmt, da mere væske
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Selvom det er normalt at have hjertebanken i graviditeten, bør du tage kontakt til din egen læge eller dit fødested, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
- Åndenød
- At du besvimer
- Hævede ben og/eller ankler, især tidligt i graviditeten
- Du tager hurtigt på i vægt
- Hjertebanken, uregelmæssig puls
- Anfald af svimmelhed
- Unaturlig træthed
- Smerter i brystet