Hvad er humørsvingninger i graviditeten?
Humørsvingninger i graviditeten er meget almindelige, og størstedelen af alle kommende forældre oplever det i løbet af en graviditet eller efter fødslen. Humørsvingninger kan være:
- Ændringer i dit humør, som kan komme i løbet af kort tid
- At du er mere følsom, f.eks. har lettere ved at græde, blive vred eller glad
- At du føler dig ked af det, uden at vide hvorfor
Hvad kan årsagen være?
Årsagen til at du som gravid får humørsvingninger er typisk, at dine hormoner ændrer sig under graviditeten. Ændringerne i dine hormoner påvirker blandt andet dit humør, hvilket nogle personer f.eks. også oplever i forbindelse med menstruation.
Humøret kan også påvirkes af de følelser, som kan opstå i forbindelse med at vente et barn. Nogle oplever f.eks. stor glæde, spænding, træthed, stress eller ængstelse.
Nogle gravide bliver også påvirket af, at kroppen ikke opfører sig, som de er vant til, eller bliver påvirket af de store forandringer af deres krop.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er flere ting, som du selv kan gøre, hvis du er generet af humørsvingninger i din graviditet. Herunder er der nogle gode råd, som du kan prøve af.
- Sørg for at sove godt om natten, og hvil dig eventuelt i løbet af dagen, så du undgår at blive for træt
- Sørg for at spise og drikke godt, så dit blodsukker holdes stabilt i løbet af dagen
- Dyrk motion under graviditeten. Motion gør dit humør bedre, så dyrk motion og bevæg dig i løbet af dagen, f.eks. ved at gå eller cykle
- Brug tid med dine venner, familie eller andre relationer
- Lav noget, som du er glad for, som føles godt, og som kan gøre dit humør bedre og give dig energi
- Huske på, at humørsvingninger i graviditeten er helt forventelige og går over igen
- Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke udelukkende er den gravide, som kan opleve ændringer i humøret. Det er helt normalt, at humøret svinger, men kommende forældre har en højere risiko for at udvikle depression, både før og efter fødslen
- Tal med din læge eller jordemoder, hvis du har brug for mere vejledning eller føler dig utryg
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Selvom det er udbredt at have humørsvingninger i graviditeten, så kan væsentlige ændringer i humøret, i en periode på mere end to uger, være et tegn på begyndende fødselsdepression. Omtrent 1/3 af fødselsdepressioner starter i graviditeten.
Symptomer på fødselsdepression
Nedenstående er gældende for alle kommende og nybagte forældre.
Ændringer i humøret kan være et af tegnene på en begyndende fødselsdepression. Du bør tale med en jordemoder, sundhedsplejerske eller læge, så I sammen kan vurdere dine symptomer, hvis du det meste af dagen - omtrent hver dag og i minimum to uger:
- Føler dig nedtrykt
- Græder
- Ikke føler at du kan glæde dig over noget
- Har problemer med at sove
- Har mindre lyst til at spise, eller spiser markant mere, end du plejer
- Har svært ved at huske
- Har svært ved at koncentrere dig
- Har lyst til at trække dig fra din familie/partner/venner
- Har tanker om selvskade
- Har tanker om at begå selvmord
Hvornår skal jeg kontakte læge eller jordemoder?
Hvis du er usikker på, om dine humørsvingninger kan være en fødselsdepression, så bør du kontakte din læge eller jordemoder. Efter fødslen kan du kontakte sundhedsplejersken.
Vil du vide mere?