Hvad er mavesmerter i graviditeten?
Mavesmerter i graviditeten er meget forventelige, og størstedelen af gravide oplever det i løbet af en graviditet.
Den gravide gennemgår både fysiske og psykiske forandringer igennem graviditeten. Disse forandringer er helt normale, men kan nogle gange påvirke den gravides vaner og kroppens forandring.
Mavesmerter i graviditeten kan skyldes flere ting, men de hyppigste årsager er:
- Forstoppelse (på fagsprog kaldet obstipation)
- Halsbrand
- Plukkeveer
Hvad kan årsagen være?
Årsager til forstoppelse
Forstoppelse er den hyppigste årsag til mavegener i graviditeten, og det er der flere årsager til.
Den hormonelle forandring, som sker i kroppen fra graviditeten indtræder, påvirker tarmens muskulatur og gør tarmen mindre aktiv. Derfor får tarmen sværere ved at lede afføring igennem tarmsystemet, og så kan der opstå forstoppelse.
Nogle gravide oplever, at deres kost- og motionsvaner ændrer sig i graviditeten i forbindelse med, at de får kvalme. I perioden med kvalme er den gravide ofte mindre fysisk aktiv, og spiser ofte mere ensidigt og får færre kostfibre. Det kan være med til at skabe forstoppelse.
Gravide, der tager et tilskud af jern, kan få forstoppelse som bivirkning. Spørg på apoteket efter jerntilskud, der er mere skånsomme for maven.
Årsager til halsbrand
Halsbrand forekommer typisk i den sidste del af graviditeten, da mavesækken, hvor mavesyren kommer fra, bliver klemt sammen af den voksende livmoder. Dermed presses mavesyren op igennem spiserører. Lukkemusklen ned til mavesækket påvirkes af graviditetshormoner og svækkes, hvilket også gør at mavesyren lettere kan glide tilbage til spiserøret.
Årsager til plukkeveer
Plukkeveer er sammentrækninger i livmoderen, som er uregelmæssige og smertefrie. Nogen gravide kan opleve ubehag. Livmoderen er en muskel, som naturligt kan trække sig sammen. Sammentrækninger er også det, der udvikler sig til veer ved fødslen. Plukkeveer er ikke farlige.
Kontakt din læge eller jordemoder, hvis plukkeveerne bliver regelmæssige og smertefulde.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er flere ting, som du selv kan gøre, hvis du er generet af mavesmerter i graviditeten. Herunder er nogle gode råd, som du kan prøve af. Tal med din læge eller jordemoder, hvis disse råd ikke virker, hvis du har brug for mere vejledning eller føler dig utryg.
For at undgå forstoppelse
- Spis flere fibre
- Dyrk mere motion
- Drik mere væske
- Skift jernpræparat
For at undgå halsbrand
- Undgå stærkt krydret mad
- Undgå at spise for store portioner mad
- Undgå fed mad
- Undgå at spise for tæt på sengetid
- Sov med hoved hævet
For at undgå plukveer
- Forsøg af aflaste kroppen, f.eks. ved at sætte eller lægge dig
- Få undersøgt din urin for urinvejsinfektion
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Selvom det er normalt at have ondt i maven på et tidspunkt i løbet af en graviditeten, så kan det også være et tegn på begyndende for tidlig fødsel.
Hvis du får smertefulde og kraftige veer før graviditetsuge 37, så bør du altid tage kontakt til fødegangen for at få en vurdering.
Symptomer på begyndende fødsel er oftest:
- Turevise smerter/veer eller trykkende fornemmelse henover livmoderen eller i lænden
- Blødning fra skeden
- Vandigt udflåd
Hvornår skal jeg kontakte læge eller jordemoder?
Hvis du er usikker på, om dine smerter i maven kan skyldes begyndende for tidlig fødsel, så bør du altid kontakte dit fødested.
Hvis du får pludselige kraftige smerter i maven, skal du kontakte dit fødested.