Hvad er underlivsgener i graviditeten?
Underlivsgener i graviditeten er meget udbredte, og størstedelen af gravide oplever det i løbet af en graviditet i større eller mindre grad.
Som gravid gennemgår du både hormonelle og anatomiske forandringer igennem graviditeten. Disse forandringer er helt normale, men kan nogle gange påvirke kroppen og f.eks. give gener fra underlivet.
Underlivsgener i graviditeten kan skyldes flere ting, men de hyppigste årsager er:
- Svie ved vandladning
- Udslæt i underlivet
- Hæmorider (udposninger ved endetarmen)
Hvad kan årsagen være?
Svie ved vandladning
Den hyppigste årsag til at gravide oplever svie ved vandladning er pga. en urinvejsinfektion. Årsagen er at kroppen gennemgår en hormonel forandring samtidig med at livmoderen vokser. Den voksende livmoder trykker på urinlederne og gør at blæren tømmes dårligere, samtidig med at lukkemusklen bliver slappere. Dette gør at bakterier lettere kan komme gennem urinrøret og udvikle sig til en infektion i urinlederne eller blæren.
Hyppigere plukkeveer kan også være et tegn på urinvejsinfektion.
Udslæt i underlivet
I graviditeten er du mere udsat for svampeinfektioner i underlivet. Årsagen skyldes de hormonelle forandringer som følger med graviditeten. Svampeinfektionen viser sig ofte ved rødme, svie og kløe på kønslæberne omkring skedeåbningen og i skeden. Svampeinfektion i skeden er en almindelig tilstand under graviditeten og kan behandles med lokalt svampemiddel, som kan købes i håndkøb på apoteket.
Hæmorider (udposninger ved endetarmen)
Hæmorider forekommer ofte hos gravide, og skyldes en hormonel påvirkning og en øget blodvolumen under graviditeten. Når du er gravid, har du et øget tryk i blodårerne (venerne) pga. den øgede mængde blod, som dannes under graviditeten. Det øgede tryk sammenholdt med at livmoderen bliver tungere og trykker på blodårerne, forværrer passagen i blodårerne. Den hormonelle påvirkning i graviditeten gør, at blodårene lettere "giver efter" for presset og dermed opstår udposningen, som kaldes hæmoride.
Hvis du oplever smerter eller blødning fra hæmoriden kan du kontakte din læge.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er nogle ting du selv kan gøre, hvis du har gener fra underlivet i graviditeten. Herunder er der nogle gode råd, som du kan prøve af. Tal med din læge eller jordemoder, hvis du har brug for mere vejledning eller du føler dig utryg.
Svie ved vandladning
- Få undersøgt din urin for urinvejsinfektion hos egen læge
- Kontakt din egen læge eller fødested ved feber og/eller hyppige og smertefulde vandladninger
Udslæt i underlivet
- Undgå at vaske dig for meget i skeden
- Forsøg at undgå at bruge sæbe
- Undgå syntetisk undertøj
- Undgå at bruge trusseindlæg
Hæmorider
- Drik rigeligt med væske og spis mere fiberrig kost
- Undlad at sidde for længe på toilettet
- Undgå langvarig pressen for at få afføringen ud
- Skift til et andet præparat hvis du tager jern. Spørg på apoteket efter jerntabletter der er mere skånsomme for maven.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Det er normalt at have gener fra underlivet i graviditeten, men vær opmærksom på, at akut nyrebækkenbetændelse kan forekomme gennem hele graviditeten, og her bør du behandles hurtigst muligt.
Hvornår skal jeg søge læge eller jordemoder?
Kontakt egen læge eller fødested ved følgende symptomer, da de kan være tegn på akut nyrebækkenbetændelse:
- Feber, kulderystelser og smerter i nederste del af ryggen (flanken)
- Kvalme, opkastninger og smerter i lænden
- Symptomer på blærebetændelse (feber og almen sløjhed)