Fagmedarbejdere
Graviditetsuge 10 - den gravide
Du tisser oftere end før på grund af hormonændringer, og fordi den voksende livmoder trykker på din blære
Nu er det let at se, at embryonet ligner et menneske. Alle indre organer og ydre strukturer er anlagt.
Progesteronproduktion i graviditeten
Hormonet progesteron er nødvendigt for en vellykket graviditet. I starten af graviditeten producerer dine æggestokke hormonet i moderate mængder. I resten af graviditeten udskiller moderkagen også progesteron i større mængder. Der er tale om 10 gange så meget som de normale mængder af progesteron.
Progesteron påvirker cellerne i livmoderslimhinden, hvilket er afgørende for ernæringen af embryonet i første trimester.
Progesteron hæmmer livmoderens tendens til at ville trække sig sammen, hvilket mindsker spontan abort.
I de første dage efter befrugtningen medvirker progesteron til at øge slimproduktionen i æggelederen og livmoderen. Det bidrager til tilstrækkelig næringstilførsel til ægget, før det fæstner sig til slimhinden i livmoderhulen.
Progesteron bidrager formentlig også til at stimulere celledelingen af det befrugtede æg. Sammen med østrogen bidrager progesteron desuden til at forberede brysterne til mælkeproduktion.
Vægtøgning og kost
Gennem graviditeten er det normalt at tage på i vægt, men ikke så meget de første par uger. I første trimester er den gennemsnitlige vægtøgning 0,5-1 kg om måneden.
Appetitten vil for de fleste være betydelig øget, dels fordi fostret kræver sit og dels på grund af hormonændringerne i kroppen. Den gravide har behov for cirka 2-300 kalorier ekstra om dagen.
Er du gravid med ét barn, så er en stigning i vægt på 10-15 kg hensigtsmæssig.
Har du et BMI på over 30, er det generelt nok at tage 6-9 kg på i graviditeten, men husk at det er meget individuelt fra person til person. Tal med din jordemoder eller læge, hvis du er i tvivl.
Hvis den gravide tager omkring 12 kg på under graviditeten, vil cirka 3,5 kg udgøre fostret, 3,5 kg vil være fostervand, øgning af brysterne, livmoderen og moderkagen. Mellem 2-4 kg tilskriver man øget blodmængde og væske i kroppen, og de resterende 1-4 kg er øgning i fedtdepoterne. Den ekstra væske forsvinder med urinen de første par dage efter fødslen.
Mange har lettere ved at tage på under graviditeten, og det kan være svært at komme af med de fedtdepoter, man har taget på under graviditeten.
Forskning viser, at det er lettere at forebygge vægtøgning ved at undgå at tage for meget på under graviditeten, end det er at tabe fedtdepoterne, når graviditeten er overstået.
Så længe du spiser varieret og næringsrigt får fostret dækket sine behov. Du kan læse mere om kost og graviditet her
Spiser du vegetarisk eller vegansk kan du læse mere om det her
Jern anbefales som kosttilskud fra 10. graviditetsuge.
Screening for Downs Syndrom
Alle gravide i Danmark bliver tilbudt fosterdiagnostik. Du bestemmer selv, om du ønsker det eller ej.
Ved første graviditetskonsultation hos den praktiserende læge kan du høre mere om tilbuddet om skanninger og risikovurdering for kromosonafvigelser hos fosteret.
Risikovurdering består af en blodprøve (doubletest), hvor man undersøger for to graviditetsproteiner (PAPP-A og beta-hCG). Denne prøve skal tages mellem 8. og 14. graviditetsuge.
Resultaterne af blodprøverne kombinerer man med resultatet af 1. trimesterskanningen, der typisk vil finde sted, der hvor du skal føde. Skanningen foretages mellem 11. og 14. graviditetsuge.
Risikovurderingen kan vise sandsynligheden for, om fostret f.eks. har Down syndrom. Hvis sandsynligheden for f.eks. Downs syndrom er høj, så tilbyder man den gravide yderligere undersøgelser.
Vil du vide mere?
Kilder
Indhold leveret af