Amning
Videotekst
Brystet består af brystvorten, areola, som er det mørkt pigmenterede område omkring brystvorten, mælkekirtler, også kaldet lobuli, mælkegange og fedtvæv.
Spidsen af brystvorten indeholder flere huller, som gør at mælk kan løbe ud under amning. Areola indeholder mange små talgkirtler, som udskiller et olieholdigt sekret, der beskytter brystvorten og areola under amning.
Brystets vigtigste opgave er at producere mælk for at kunne ernære et spædbarn. Mælkekirtlerne (lobuli) er forbundet med brystvorten via et netværk af små rør, som kaldes mælkegange. Blodet forsyner brystet med væske og næringsstoffer, der er nødvendige for at producere mælk. Mælken lagres i mælkekirtler (lobuli) og mælkegange, indtil brystvorten stimuleres, hvilket udløser hormonet oxytocin fra hjernen. Hormonet medfører, at brystvorten bliver fast og udløser desuden nedløbsrefleksen, der bidrager til at mælken løber ud gennem mælkegangene.
Selv om barnet er født med en naturlig sutterefleks, kræver det ofte lidt tid for mor og barn at få amningen etableret.
Under amningen er det vigtigt, at den nyfødte ligger godt og har en god kontakt med brystvorten. En god ammestilling bidrager til, at brystvorten kommer langt ind i barnets mund næsten til der, hvor den hårde gane møder den bløde gane.
Hvis barnet kun sutter på spidsen af brystvorten, eller det ikke har nok brystvæv i munden, kan det føre til, at mælken ikke løber ordentligt og at moderen får sår eller sprækker på brystvorterne.
Vil du vide mere?
Indhold leveret af
Patienthåndbogen
