For tidlig løsning af moderkagen

Videotekst 

Fostret ernæres i livmoderen gennem navlestrengen og moderkagen, også kaldet placenta.

Blod fra moderkagen transporterer ilt og næring fra moderen til fostret gennem navlestrengen, og bringer affaldsprodukter fra fosteret tilbage, som så fjernes via moderens kredsløb.

Normalt løsnes moderkagen først efter at barnet er født. I sjældne tilfælde kan hele eller dele af moderkagen dog løsnes under graviditeten eller under fødslen, før barnet er født.  Det kaldes for tidlig løsning af placenta eller abruptio placentae.

Når moderkagen løsnes, opstår blødning mellem moderkagen og livmoderens væg. Blodet kan enten danne en blodansamling under moderkagen, eller blodet kan bane sig vej under fosterhinden og løbe ud af skeden.

For tidlig løsning af moderkagen viser sig oftest ved blødning fra skeden ledsaget af smerter i livmoderen eller ryggen. I nogle tilfælde er smerter i livmoderen det primære symptom, og der er ingen eller kun sparsom blødning. Livmoderen vil desuden ofte føles hård og spændt.

Hvis store dele af moderkagen har løsnet sig, nedsættes ilttilførslen til barnet betydeligt, og det vil oftest være nødvendigt at foretage akut kejsersnit. Hvis blødningen er omfattende, kan også moderen være i risiko.

Risiko for at der opstår for tidlig løsning af moderkagen er blandt andet øget, hvis kvinden tidligere har haft moderkageløsning, har forhøjet blodtryk, har svangerskabsforgiftning eller er ryger. Et meget kraftigt stød mod maven, for eksempel ved en trafikulykke, kan føre til, at dele af moderkagen løsnes, men tilstanden kan også opstå uprovokeret hos en gravid uden kendte risikofaktorer.

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen