Kunstig befrugtning

Videotekst

Testiklerne hos voksne mænd producerer omkring en halv milliard sædceller hver dag. Dette står i kontrast til kvindens æggestokke, som stimuleres til kun at modne nogle få æg hver måned. Typisk vil kun et af disse æg nå modning og kunne blive befrugtet.

Befrugtningen kan kun ske under ægløsningen – det tidspunkt i en kvindes månedlige cyklus, hvor det modne æg løsner sig fra æggestokken for derefter at passere gennem æggelederen til livmoderen.

For at befrugtning skal indtræde, skal én sædcelle befrugte det modne æg, mens det er i æggelederen. Det befrugtede æg skal så fæstne sig i livmoderen, således at det kan skabe et embryo – forstadiet til et foster.

Infertilitet er manglende evne til på naturlig måde at producere et embryo på trods af, at man har forsøgt at opnå graviditet i mindst et år. En sådan situation kan skyldes faktorer både hos manden og hos kvinden.

Kunstig befrugtning, eller in vitro fertilisering (IVF), er en højt specialiseret teknik, som bruges til at hjælpe et infertilt par til at opnå graviditet. Ved en typisk IVF-procedure behandles kvinden først med hormoner, som stimulerer til produktion af flere modne æg. Så snart disse æg er modne, føres en nål ind via skeden for at fjerne æggene. Æggene placeres så i en specialpræpareret laboratorieskål.

Efter en proces som kaldes spermievaskning, blandes sædcellerne med æggene. Det kan gøres ved at bruge en anden nål til at sprøjte en sædcelle ind i ægget. Eller sædcellerne kan placeres sammen med æggene i en speciel laboratorieskål. Når æggene begynder at dele sig i mange celler, er det tegn på, at befrugtning har indtrådt. Et embryo skal sættes ind i livmoderen ca. 2 – 5 dage efter befrugtningen.

Ved indsættelse af et embryo bruges et bøjeligt rør, et kateter, som føres ind gennem skeden og livmoderhalsen og ind i livmoderen. Embryoet placeres så i livmoderen via kateteret. Samtidig giver man medicin, som kan øge sandsynligheden for, at embryoet sætter sig fast i livmoderen. 

Vil du vide mere?

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen