I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at sætte fødslen i gang. Der kan være medicinske eller sociale årsager til, at man ikke vil vente på, at fødslen går i gang af sig selv.
Nogle af de mest almindelige medicinske årsager til at sætte fødslen i gang før tid er, at:
Hvis livmoderhalsen er umoden, det vil sige at den ikke er klar til, at man kan lave hindesprængning, kan man sætte fødslen i gang ved at behandle med medicin, der blødgør (modner) livmoderhalsen. Medicinen gives enten som tabletter, der indtages gennem munden, eller som stikpiller i skeden. I de fleste tilfælde er man nødt til at give behandlingen flere gange og evt. over flere dage.
Medicinen kan hjælpe med, at livmoderhalsen åbner sig, så det efterfølgende er muligt at prikke hul på fosterhinderne. Medicinen kan også føre til, at fødslen går i gang med veer, og at vandet går af sig selv.
Hvis man har forsøgt at få sat fødslen i gang med medicin i et par dage, kan man evt. gå videre med at lægge et ballonkateter. Hvis der heller ikke er effekt af det, kan man blive nødt til at lave et kejsersnit.
Et ballonkateter er en blød gummislange, som føres ind i livmoderhalsen. Det har en lille ballon med vand i enden af kateteret. Kateterets formål er at modne livmoderhalsen.
Kateteret kan have én eller to små balloner. Når kateteret er ført ind gennem livmoderhalsen, fyldes ballonerne med vand. Den ene ballon ligger lige inden for livmoderhalsen. Hvis der er to balloner, ligger den ene ballon inden for livmoderhalsen og den anden lige udenfor. Ballonerne presser på livmoderhalsen, så den bliver mere moden.
Nogle fødeafdelinger vælger at bruge ballonkateteret som den første metode til igangsættelse af fødslen. Andre afdelinger anvender det, hvis medicinen ikke har været tilstrækkelig til at sætte fødslen i gang.
Når livmoderhalsen er moden, dvs. når livmoderhalsen er blevet meget kort og blød, og livmodermunden er begyndt at åbne sig, kan man prikke hul på fosterhinderne. Det kaldes også hindesprængning. Når man prikker hul på fosterhinderne, går vandet. Det vil sige, at noget af fostervandet bliver tømt ud. Det får ofte veerne til at komme af sig selv, og dermed går fødslen i gang.
Hvis der ikke er kommet veer i løbet af et par timer efter hindesprængning, anbefales ofte, at behandle med et drop med stoffet Syntocinon, der stimulerer din krop til at lave veer. Syntocinon har en effekt, der svarer til det naturlige hormon oxytocin, som får livmoderen til at lave veer.
Et ve-stimulerende drop består af en blanding af saltvand, der er tilsat stoffet Syntocinon. Syntocinon har en effekt, der svarer til det naturlige hormon oxytocin, der stimulerer livmoderen til at lave veer.
Et ve-stimulerende drop anvendes efter vandet er gået, hvis veerne ikke er gået i gang nogle timer efter, at vandet er gået.
Hvis jordemoder og fødselslæge vurderer, at der er behov for at få fødslen afsluttet hurtigt, vil de anbefale, at der gribes ind i fødslen.
Hvilken metode, der kan anvendes, afhænger af hvor langt du er i fødslen. Man kan enten få fødslen til at ske hurtigere ved at hjælpe med en sugekop eller en fødselstang (assisteret vaginal forløsning) eller ved at foretage kejsersnit.
For at kunne bruge en sugekop eller en fødselstang kræver det, at livmodermunden er fuldt åben, og at barnets hoved står langt nede i fødselskanalen. Hvis livmodermunden ikke er helt åben eller barnets hoved ikke står langt nede i fødselsvejen, må fødslen ske ved kejsersnit.
Denne artikel omhandler kun den assisterede vaginale forløsning, dvs. fødselshjælp med sugekop eller fødselstang. Følg dette link for at læse om: kejsersnit.
For at kunne bruge en sugekop kræver det, at livmodermunden er fuldt åben, og at barnets hoved står langt nede i fødselskanalen.
Sugekoppen føres ind gennem skedeåbningen og placeres på barnets hoved. Suget får man ved at bruge en manuel eller elektrisk pumpe.
Når sugekoppen er sat på barnets hoved, vil fødselslægen trække på koppen samtidigt med, at den fødende presser. Når barnets hoved er født, fjerner man sugekoppen, og fødslen fortsætter som normalt.
Sugekoppen bliver brugt
Suget kan give barnet en hævelse på hovedet, der hvor sugekoppen har siddet fast. Man kan også se små blå mærker eller småblødninger. Det kan se lidt voldsomt ud, men er som regel helt ufarligt. Hævelsen og mærkerne forsvinder af sig selv i løbet af nogle få dage.
Nogle gange lykkes det ikke at føde barnet ved hjælp af sugekoppen. Det vil så være nødvendigt at fødslen i stedet foregår ved et kejsersnit.
Se en kort animation der viser, hvordan en assisteret fødsel med sugekop foregår:
En fødselstang har to skeformede arme, der kan gribe fat om barnets hovedet, så det kan trækkes ud. For at bruge en fødselstang skal livmodermunden være helt åben, og barnet skal være langt nede i fødselsvejen.
I Danmark bruger man især en fødselstang ved sædefødsler. Det vil sige ved fødsler, hvor barnets numse vender nedad i stedet for hovedet. Når kroppen er født, er det vigtigt, at hovedet fødes hurtigt derefter. I sjældne tilfælde kan der være behov for at hjælpe barnets hoved ud med en tang, hvis hovedet ikke fødes umiddelbart efter kroppen.
Nogle gange bruger man også en fødselstang, når barnet bliver født med hovedet først. I Danmark foretrækker de fleste fødselslæger dog at bruge en sugekop, hvis der er behov for at fremskynde fødslen, når barnet er i hovedstilling.
Årsagerne til, at man vælger at bruge en tang, er de samme som dem ved forløsning med sugekop. Altså at man ønsker at få barnet født hurtigt, eller at man vil skåne moderen for anstrengelser.
Der er større risiko for, at moderen får rifter i skeden, når barnet fødes ved hjælp af en fødselstang, end når det bliver født med en sugekop.
I nogle tilfælde vælger jordemoderen eller fødselslægen at klippe en lidt større åbning bagtil i skeden henimod endetarmsåbningen, så der bliver mere plads. Det kalder man et klip i mellemkødet eller en episiotomi på fagsprog. Den større åbning kan hjælpe med, at barnet fødes hurtigere, hvis vurderingen er, at mellemkødet holder barnet tilbage.
Man lægger normalt en lokalbedøvelse, før jordemoderen eller lægen klipper. Man klipper først, når barnets hoved står på bækkenbunden og under en ve, hvor vævet er udspændt. Et klip i mellemkødet skal syes sammen igen efter fødslen.
I dag anbefales det, at man som hovedregel kun anlægger et klip i de tilfælde, hvor barnet har truende iltmangel, og hvis man vurderer, at barnet kan blive født hurtigere ved at anlægge et klip i mellemkødet.
Tidligere lavede man ofte klip i mellemkødet for at undgå, at kvindens mellemkød gik i stykker under fødslen. Det var fordi, man antog, at det beskyttede kvinden imod skade på endetarmens lukkemuskel. Det mener man ikke i dag, og derfor anbefaler man kun at anvende episiotomi i særlige tilfælde, og hvis barnet er truet af iltmangel.
Nogle undersøgelser tyder på, at anlæggelse af klip i forbindelse med fødsel med sugekop kan mindske risikoen for, at der opstår skader på endetarmens lukkemuskel. I disse tilfælde er det er dog ikke fuldt afklaret, om det er en fordel at anlægge klip, og man afventer resultatet af yderligere undersøgelser.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
