Om hepatitis B (HBV)
Leverbetændelse kan skyldes flere forskellige virus. Akut Hepatitis B virus (HBV) infektion kan udvikle sig til en meget alvorlig tilstand eller forløbe helt uden symptomer. Efter infektion med hepatitis B vil 10 % blive smittebærere af virus resten af livet. I forbindelse med graviditet bør du være særlig opmærksom på hepatitis B virusinfektion.
HBV-infektion er meget udbredt på verdensplan, særligt i Asien, Afrika, en del østeuropæiske lande og Grønland. Ca. 350 mio. mennesker har kronisk HBV-infektion. Smitten bliver overført med blod, ved seksuel kontakt, gennem brug af stoffer eller fra mor til barn ved fødslen.
I Danmark er ca. 0.24 % af alle kvinder i den fødedygtige alder kroniske smittebærere af HBV.
Særlig risiko for gravide
Hvis du er kronisk bærer af HBV, er din risiko for at smitte dit barn under fødslen ca. 75 %.
Af de børn, som bliver smittet i forbindelse med en fødsel, får cirka 70 % en kronisk HBV-infektion med senere risiko for at få skrumpelever og leverkræft. De vil kunne føre smitten videre til andre medlemmer af familien og til andre børn i f.eks. vuggestue, børnehave og skole.
Hvordan undersøger man, om en gravid er bærer af hepatitis B?
- Alle gravide bliver tilbudt en undersøgelse for HBV-infektion (blodprøve) i forbindelse med første graviditetsundersøgelse hos deres læge
- Resultatet af undersøgelsen anføres i din svangrejournal og i din vandrejournal
- Hvis du har en kronisk HBV-infektion, vil du blive henvist til en specialafdeling
Kan hepatitis B behandles?
Hvis du har kronisk HBV infektion, kan man forhindre, at dit barn bliver smittet, hvis det umiddelbart efter fødslen får hepatitis B immunglobulin og hepatitis B-vaccination. Dette skal efterfølges af yderligere tre hepatitis B-vaccinationer, når dit barn er henholdsvis 1, 2 og 12 måneder gammelt.
Hepatitis Cvirus (HCV) infektion
Der er en lille risiko (mindre end 5 %) for smitte med hepatitis C virus (HCV) fra mor til barn i forbindelse med fødslen. Gravide undersøges normalt ikke for HCV, idet det ikke er muligt at forebygge den lille risiko for smitte.
Der er ikke grund til at fraråde graviditet eller amning hos kvinder med kendt HCV-infektion.
Vil du vide mere?