Herpes i graviditeten

Marianne Christiansen

speciallæge

Fakta

  • Gravide kan få udbrud af herpes under graviditeten
  • Hvis det er første gang, man får udbrud, skal man behandles. Hvis der er tale om tilbagevendende udbrud hos en gravid med kendt herpes, anbefales behandling ikke, medmindre udbruddet er alvorligt, eller udbruddene kommer hyppigt
  • En gravid med førstegangs-udbrud af herpes har stor risiko for at smitte sit barn under fødslen. Ved førstegangs-udbrud tæt på fødslen anbefales derfor kejsersnit 
  • En gravid med kendt tilbagevendende herpes har meget lille risiko for at smitte sit barn under fødslen og vil derfor kunne føde normalt
  • Gravide, som har haft herpes udbrud i graviditeten, uanset om der er tale om et førstegangs udbrud, eller kendt tilbagevendende herpes, bør behandles med medicin forebyggende fra graviditetsuge 36 og frem til fødslen

Risiko ved graviditet

Herpessår på kønsdelene skyldes en virusinfektion. Infektionen er kronisk, og nogle har hyppige tilbagevendende udbrud.

Se animation om herpes

Hvis du tidligere har haft udbrud af herpes på kønsdelene

  • Hvis du tidligere har haft udbrud af herpes på kønsdelene, er risiko for at smitte dit barn under fødslen meget lille. De fleste føder derfor normalt
  • I forbindelse med 1. graviditetsundersøgelse hos din egen læge er det en god idé at fortælle lægen, at du tidligere har haft udbrud af herpes på kønsdelene
  • Hvis du får udbrud under graviditeten, er der ikke grund til behandling, medmindre udbruddet er alvorligt eller hyppigt tilbagevendende. Da kan man behandle herpes på normal vis med medicinen aciclovir. Du bør dog behandles forebyggende med aciclovir fra graviditetsuge 36 og frem til fødslen. Dette gør man for at minimere din risiko for at smitte barnet under fødslen
  • Hvis du tidligere har haft udbrud af herpes, men ikke får udbrud under graviditeten, er der ikke grund til forebyggende behandling de sidste uger af graviditeten

Hvis du aldrig før har haft herpes på kønsdelene 

  • Hvis du aldrig før har haft herpes på kønsdelene og får et udbrud i graviditeten (primær herpes), er der større risiko for at smitte barnet ved fødslen
  • Ved primært herpesudbrud i 3. trimester er risiko for at smitte barnet ved en normal fødsel 30-40 %
  • Hvis du får primær herpes på kønsdelene i graviditeten, bør du behandles med aciclovir. Hvis du får primær herpes i 3. trimester anbefales fødsel ved kejsersnit
  • Man anbefaler behandling med aciclovir fra graviditetsuge 36 og frem til fødslen, uanset hvornår i graviditeten du havde det primære udbrud

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Marianne Christiansen

overlæge, Gynækologisk-Obstetrisk afd. Y, Aarhus Universitetshospital Skejby

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen