Hvad er toxoplasmose?
Toxoplasmose er en sygdom, der skyldes en parasit, Toxoplasma gondii. Toxoplasmose gondii bliver overført fra uvaskede grøntsager, der er forurenet med urin og afføring fra katte, eller ved at spise kød, der ikke er tilstrækkeligt stegt eller kogt.
Toxoplasma-parasitten findes overalt i naturen - både hos mennesker og dyr. Infektioner med denne parasit har som regel et mildt forløb og bliver derfor ofte ikke opdaget. Hos gravide kan infektionen imidlertid overføres til fosteret og give skader på hjernen og øjets nethinde.
Ca. 1 ud af 3 gravide har haft infektionen tidligere i livet. I en dansk undersøgelse fandt man, at ca. 3 pr. 10.000 kvinder fik
toxoplasmose under graviditeten.
Screening ingen effekt
Der screenes ikke for toxoplasmose under graviditeten i Danmark. En blodprøve mhp. tidligere infektion med toxoplasmose kan være svær at tolke og tages derfor kun ved symptomer på toxoplasmose hos den gravide og efter nøje overvejelse. Har den gravide haft toxoplasmose, er fostret beskyttet mod sygdommen.
Har den gravide ikke haft infektionen, er det vigtigt, at hun undgår smittekilder som råt kød, urene madvarer eller katteafføring efter råd fra lægen. Det er imidlertid vanskeligt helt at beskytte sig mod toxoplasmose under graviditeten.
Fra 1999 til 2007 blev alle nyfødte børn i Danmark undersøgt for toxoplasmose. Denne screening er afskaffet, da den ikke havde nogen effekt.
Forebyggelse
Hvis du er gravid, så undgå de typiske smittekilder:
- Råt kød
- Urene madvarer - vask grøntsager og frugt grundigt
- Katteafføring - lad nogle andre tømme kattebakken
Hvis du har spørgsmål, kan du drøfte det med din jordemoder eller egen læge.
Vil du vide mere?