Hvad er akut fedtlever i graviditeten?
Akut fedtlever i graviditeten er en meget sjælden leversygdom, der hyppigst optræder i den sidste tredjedel af graviditeten. Man kender ikke årsagen til sygdommen, men den optræder kun hos gravide.
I løbet af få dage eller uger bliver den gravide tiltagende påvirket med kvalme, opkastninger, mavesmerter og som regel herefter også gulsot.
Hvad er symptomerne på akut fedtlever i graviditeten?
Symptomerne på akut fedtlever i graviditeten er
- almen sygdomsfølelse
- træthed
- kvalme
- tørst
- opkastninger
- madlede
- mavesmerter
- ofte gulsot
Symptomerne forværres i løbet af nogle dage eller uger.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ud fra symptomerne og blodprøver, som viser, at leverfunktionen er svært påvirket.
Ofte vil der være ledsagende lavt blodsukker og evt. forhøjet blodtryk.
Hvorfor får man akut fedtlever i graviditeten?
Akut fedtlever i graviditeten skyldes en fejl i omsætningen af fedtsyrer, så der ophobes skadelige stoffer i levercellerne, der ødelægger den normale leverfunktion. Det kan udvikle sig til leversvigt og livstruende sygdom.
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle gravide bliver ramt af sygdommen. I nogle tilfælde skyldes det en arvelig defekt, der medfører, at man ikke er i stand til at nedbryde fedtsyrer i leveren godt nok.
Smitter akut fedtlever i graviditeten?
Akut fedtlever er ikke smitsomt.
Er akut fedtlever i graviditeten arveligt?
Ikke alle tilfælde er arvelige, men i nogle tilfælde skyldes akut fedtlever en arvelig defekt, der medfører, at man ikke er i stand til at nedbryde fedtsyrer i leveren godt nok.
Det anbefales derfor, at børn af mødre med akut fedtlever undersøges for dette efter fødslen.
Hvordan behandler man akut fedtlever?
Den eneste effektive behandling af akut fedtlever i graviditeten er hurtig forløsning. Det betyder, at kvinden anbefales at føde, når diagnosen er stillet.
Fødslen vil oftest foregå ved kejsersnit. Stilles diagnosen tæt ved termin, kan det i nogle tilfælde overvejes at sætte fødslen i gang.
Påvirkningen af leveren stopper, så snart barnet er født. Men hos mange kvinder er sygdommen kommet så vidt, at det er nødvendigt med langvarig, intensiv behandling efter fødslen.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du har ingen indflydelse på, om du får akut fedtlever.
Du kan imidlertid henvende dig til din læge, hvis du udvikler symptomer som madlede, kvalme, opkastninger, almen sygdomsfølelse i den sidste del af graviditeten.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal kontakte læge, hvis du udvikler symptomer som madlede, kvalme, opkastninger, udtalt tørst, almen sygdomsfølelse og gulsot i den sidste del af graviditeten.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Hvis din læge får mistanke om, at du har akut fedtlever, vil du blive henvist til indlæggelse på hospitalet med det samme. På hospitalet vil man undersøge dig og tage en række blodprøver.
Hvornår behandler man akut fedtlever i graviditeten?
Når man påviser akut fedtlever, vil man planlægge hurtig forløsning - ofte med det samme men senest indenfor 24 timer.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hvis tilstanden udvikler sig langsomt, diagnosen stilles i tide, og man får behandling hurtigt, er fremtidsudsigterne gode.
I de fleste tilfælde bliver blodprøverne normale 7-10 dage efter fødslen. I meget sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med en levertransplantation, hvis leveren er blevet ødelagt.
I meget akutte tilfælde, hvor sygdommen udvikler sig hurtigt, kan den gravide få kronisk leversvigt og i værste fald dø af det. Der har dog ikke været dødsfald pga akut fedtlever i Danmark gennem de sidste 20 år, hvor man har overvåget alle dødsfald blandt gravide og fødende.
Er akut fedtlever i graviditeten farligt?
Akut fedtlever er fortsat en alvorlig og livstruende sygdom. Men med tidlig og intensiv behandling er prognosen blevet meget bedre end tidligere.
I dag angives det i internationale undersøgelser, at færre end 5 % af de kvinder, der får sygdommen, dør, hvor det tidligere var betydeligt flere. Gennem de sidste 20 år er alle dødsfald blandt gravide og fødende i Danmark registreret, og der har ikke i denne periode været dødsfald pga. akut fedtlever.
Sygdommen kan være farlig også for fostret, hvor dødeligheden er øget, især hvis moderen er meget svært syg, eller barnet fødes meget for tidligt.
Hvor hyppig er akut fedtlever i graviditeten?
Akut fedtlever i graviditeten er en meget sjælden sygdom. Det er beregnet, at den rammer ca. 1 ud af 7.000-20.000 gravide. Det svarer til, at der er 3-9 tilfælde årligt i Danmark.
Kan jeg få akut fedtlever i graviditeten mere end én gang?
Der er en risiko for at udvikle akut fedtlever i næste graviditet, hvis man har haft det én gang.
Der er derfor grund til at blive fulgt tæt i en efterfølgende graviditet, hvis man én gang har haft akut fedtlever.
Vil du vide mere?