Hvad er blødning i graviditet efter 1. trimester?
Blødning i graviditeten efter påvisning af normal graviditet omkring graviditetsuge 12.
- Blødning efter 1. trimester kan have mange årsager, der afhænger af, hvor langt du er i graviditeten
- Blødning kan stamme fra livmoderhalsen, f.eks. pga. en polyp eller fordi slimhinden er mere sårbar under graviditeten
- I få tilfælde er blødning og smerter tegn på truende abort i 2. trimester – dvs. efter uge 12
- Blødning i sidste halvdel af graviditeten uden smerter kan skyldes forliggende moderkage, placenta prævia
- Blødning i sidste halvdel af graviditeten med smerter kan skyldes løsning af moderkagen
- Blødning samtidig med veer, kan være tegnblødning. Tegnblødning er ofte slimet og kan være et af de første tegn på begyndende fødsel
- Blødning kan i meget sjældne tilfælde skyldes livmoderhalskræft
Hvad er symptomerne på blødning i graviditet efter 1. trimester?
Blødning i graviditeten inddeles i tidlig blødning (frem til uge 12) og sen blødning (fra uge 12 og resten af graviditeten).
Blødning under graviditeten kan have mange forskellige årsager, og kan forekomme med eller uden ledsagende symptomer, f.eks. i form af smerter.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Mange kvinder oplever blødning under graviditet, og det kan være vanskeligt at finde ud af, hvornår man skal henvende sig til læge. Hvis du oplever blødning efter, du har fået påvist en normal graviditet omkring uge 12, skal du kontakte læge, jordemoder eller fødested
Hvis du oplever frisk blødning med eller uden smerter efter uge 20, skal du altid kontakte fødeafdelingen. Et enkeltstående tilfælde af sparsom pletblødning uden ledsagende smerter kan du dog se an.
Hvordan stilles diagnosen?
For at stille den rigtige diagnose vil du blive spurgt om,
- Hvor langt du er henne i graviditeten
- Du har smerter
- Hvor kraftig blødningen er
Lægen/jordemoderen vil derefter vurdere, om du skal henvises til ultralydsskanning, og hvor hurtigt det skal ske.
Det kan være meget vanskeligt selv at danne sig et overblik over blødningens omfang. Det kan evt. være en god idé at tage et billede af blødningen, som jordemoder eller læge kan vurdere.
Hvis du bløder i sidste halvdel af graviditeten, bør du umiddelbart undersøges på din fødeafdeling. På fødeafdelingen vil du blive undersøgt, og oftest vil man vurdere fostrets tilstand ved hjælp af ultralydsundersøgelse. Man vil desuden vurdere barnets hjertelyd og din veaktivitet ved hjælp af en CTG, hvis graviditetslængen er 24 uger eller derover.
Det kan også være nødvendigt at foretage en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsskanning af livmoderhalsen gennem skeden
Hvorfor får man blødning i graviditet efter 1. trimester?
- Lokale årsager som livmoderhalspolypper, livmoderhalsbetændelse, livmoderhalskræft, og betændelse i skeden kan medføre blødning under graviditeten. Blødning af disse årsager kan optræde på alle tidspunkter af graviditeten. Typisk er blødningen sparsom og kan f.eks. opstå i forbindelse med samleje
- Svag livmoderhals. Nogle kvinder har en svag livmoderhals, cervixinsufficiens, hvor livmoderhalsen afkortes for tidligt. Symptomer kan være tyngdefornemmelse, vandigt udflåd og evt. sparsom blødning uden smerter
- Truende abort. Abort efter en normal graviditet er påvist omkring uge 12-13 forekommer meget sjældent. Symptomerne vil være blødning og turevise smerter
- Truende for tidlig fødsel dvs. fødsel før uge 37+0. Symptomer kan være smertefulde sammentrækninger i livmoderen evt. ledsaget af tegnblødning
- Ligger moderkagen foran livmodermunden, forliggende moderkage (placenta prævia), kan give blødningsepisoder i sidste halvdel af graviditeten. Denne tilstand giver typisk ikke smerter. Ofte vil forliggende moderkage være påvist eller mistænkt i forbindelse med den skanning, der tilbydes omkring uge 20. Forliggende moderkage forhindrer, at barnets hoved kan sætte sig fast i bækkenet i slutningen af graviditeten, og derfor vil barnets hoved ofte stå højt og bevægeligt
- For tidlig løsning af moderkagen viser sig typisk ved pludselig opstået blødning fra skeden ledsaget af smerter. Livmoderen vil reagere ved at trække sig sammen og blive hård og spændt. Smerterne er oftest kraftige, kan være konstant til stede eller optræde meget hyppigt
- Tegnblødning er en normal blødning lige før fødslen går i gang og er ofte sparsom og slimet. Tegnblødning skyldes, at der kan opstå lidt blødning, når livmodermunden begynder at åbne sig
Er blødning i graviditet efter 1. trimester arveligt?
Blødning i graviditet er ikke arveligt.
Hvordan behandler man blødning i graviditet efter 1. trimester
Ved blødning efter 1. trimester afhænger behandlingen af årsagen til blødningen.
- Hvis blødningen skyldes godartede forandringer på livmoderhalsen, vil man vælge at se an, men fraråde samleje en periode. Påvises en polyp lades den urørt
- Hvis man påviser tegn på svag livmoderhals (cervixinsufficiens), kan behandlingen være anlæggelse af en cerclage, dvs. at man lægger en tråd stramt omkring livmoderhalsen
- Hvis man finder, at det drejer sig om en igangværende abort, vil behandlingen ske under indlæggelse.
- Drejer det sig om truende for tidlig fødsel, vil man oftest tilstræbe at stoppe veerne ved hjælp af medicin
- Hvis blødningen skyldes en forliggende moderkage, og blødningen er kraftig, kan det være nødvendigt at foretage akut kejsersnit. Hvis blødningen ikke er kraftig, der er lang tid til termin, og mor og barn er velbefindende, vil man ofte se an, om blødningen aftager igen. Gravide med forliggende moderkage kan opleve gentagne blødningsepisoder, der altid kræver indlæggelse til observation
- Hvis blødningen skyldes en mindre løsning af moderkagen, og mor og barn er velbefindende, vil man ofte se an. Hvis det er tæt ved termin, kan man dog vælge at fremme fødslen under overvågning af mor og barn. Hvis det drejer sig om en løsning af en større del af moderkagen, er det ofte nødvendigt at foretage kejsersnit, da der er risiko for, at der kan opstå iltmangel hos barnet
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan henvende dig til læge eller fødeafdeling, hvis du får blødning under graviditeten.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre blødning i graviditet efter 1. trimester?
For højt blodtryk og indtag af kokain øger risikoen for løsning af moderkagen i sidste halvdel af graviditeten. For højt blodtryk bør behandles medicinsk. Kokain bør helt undgås.
Hvis du har fået konstateret en forliggende moderkage, skal du være meget opmærksom på blødning, og om der er faktorer, der udløser blødningen. Hvis blødningen er opstået efter samleje, vil man almindeligvis fraråde samleje i resten af graviditeten. Tal gerne med din fødselslæge om, hvordan du skal forholde dig efter blødningsepisoden.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal kontakte fødeafdelingen, hvis du oplever frisk blødning og smerter efter 1. trimester.
Du skal kontakte fødeafdelingen med det samme, hvis du får blødning med eller uden smerter i sidste halvdel af graviditeten.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Ved blødning efter 1. trimester afhænger forløbet af årsagen. I langt de fleste tilfælde vil graviditeten gennemføres.
Ved blødning i sidste halvdel af graviditeten afhænger prognosen helt af årsagen og omfanget af blødningen. Hvis blødningen skyldes en forliggende moderkage, vil der ofte kunne optræde flere episoder med blødning, hvor blødningen går i ro indimellem.
Hvis det drejer sig om en lille løsning af moderkagen, kan det i nogle tilfælde gå i ro. Hvis en større del af moderkagen har løsnet sig, er akut behandling nødvendig, oftest i form af kejsersnit.
Er blødning i graviditet efter 1. trimester farligt?
Blødning fra en forliggende moderkage kan i sjældne tilfælde være alvorlig og kræve, at fødslen sker hurtigt ved kejsersnit.
Blødning på grund af moderkageløsning kan i nogle tilfælde være så omfattende, at det kan udgøre en risiko for barnet, og fødsel ved akut kejsersnit vil da være nødvendigt.
Ved større blødning på grund af forliggende moderkage eller moderkageløsning kan det være nødvendigt at give blodtransfusion.
Hvor hyppig er blødning i graviditet efter 1. trimester?
Blødning i sidste del af graviditeten dvs. fra graviditetsuge 28+0 optræder i ca. 4 % af alle graviditeter. I ca. 0,5 % af alle graviditeter er moderkagen forliggende. Ikke i alle disse tilfælde opleves blødning før fødslen
Løsning af moderkagen forekommer i 0,5-1 % af alle graviditeter
Kan jeg få blødning i tidlig graviditet mere end én gang?
Det er ikke ualmindeligt, at der kan forekomme flere episoder med blødning under den samme graviditet; det afhænger helt af årsagen til blødning.
Blødning kan optræde igen ved næste graviditet, men behøver ikke at gøre det.
Vil du vide mere?